Ny lov om kollektive søgsmål 

Der blev inden valgets udskrivelse fremsat forslag til lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser. Loven – der hviler på direktiv 2020/1828 af 25. november 2020 med samme navn – skulle træde i kraft den 25. juni 2023. Erhvervsministeren kan efter forslaget godkende myndigheder og organisationer, der har som formål at beskytte forbrugeres interesser, til at anlægge søgsmål efter loven.

Der er tale om en særlig form for gruppesøgsmål, der kan gennemføres med henblik på at håndhæve erhvervsdrivendes overtrædelse af en række EU-retlige regler, der er nævnt i direktivets bilag I: Det er bl.a. regler vedrørende finansielle ydelser, vildledende reklame, forbrugerkredit og pakkerejser. Der kan nedlægges påstand om foreløbige eller endelige påbud og om genopretning. Det sidstnævnte omfatter bl.a. erstatning, ombytning og aftalers ophævelse.

Forslaget indeholder endvidere regler, der skal forhindre misbrug i forbindelse med tredjepartsfinansiering. Såfremt der anlægges et gruppesøgsmål efter denne lov, finder retsplejelovens regler – bortset fra kapitel 23 a om gruppesøgsmål – anvendelse, når det pågældende spørgsmål ikke er reguleret i loven. 

Forbrugeres mulighed for at håndhæve deres rettigheder behandles også af Anders Schäfer i udgivelsen: Forbrugeres adgang til erstatning – om forbrugerhåndhævelse af konkurrencereglerne, som netop er udgivet på Karnovs forlag. Bogens emne er konkurrenceretten, men de omfattende procesretlige analyser rækker videre. Den procesretlige del indeholder således en gennemgang af retsplejelovens regler om gruppesøgsmål – den nye lov om gruppesøgsmål omfatter ikke konkurrenceretlige regler – og retssagers finansiering behandles udførligt. Det omfatter bl.a. fremmed finansiering, herunder advokatfinansiering og tredjepartsfinansiering. Redegørelsen for gældende ret bruges i afhandlingen til at foreslå forbedringer i forhold til forbrugeres processuelle og procesfinansielle adgang til erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten. Forslag der i øvrigt delvist genfindes i den beskrevne lov om forbrugeres gruppesøgsmål. Bogen bygger på forfatterens doktorafhandling, der forsvares fredag den 9. december 2022, kl. 13.00, på Københavns Universitet.

Fokus på skriftlige vidneerklæringer i civilprocessen 

I ET 2022.150 har landsdommer (nu prøvevoterende ved Højesteret) Julie Arnth Jørgensen sat fokus på brugen af retsplejelovens regler om skriftlige vidneerklæringer – eller manglen på samme. 

Sådanne erklæringer kan som udgangspunkt fremlægges i enighed, men har også – og altså navnlig når parterne er uenige – hjemmel i retsplejelovens § 297, hvorefter en part kan tillades at indhente en skriftlig erklæring som alternativ eller supplement til en mundtlig forklaring, hvis retten finder det ”ubetænkeligt”

Bestemmelsen blev indsat i 2006 (politi- og domstolsreformen) og blev i 2014 udvidet med et 2. stk., hvorefter retten kan henstille parterne til at indhente en sådan erklæring. Denne beføjelse kom ind samtidig med reglen om, at parterne skal angive et tema for alle vidner, og var tænkt som et signal om de mulige procesøkonomiske gevinster ved brugen af skriftlige erklæringer. Dette signal til trods, er udbredelsen tilsyneladende relativt begrænset.
Julie Arnth Jørgensen gør i sin artikel op med netop denne begrænsede udbredelse af bevismidlet og forsyner i den sammenhæng brugerne af retssystemet med et grundigt oprids af de mulige fordele ved at bruge skriftlige erklæringer samt en lavpraktisk gennemgang af den nærmere fremgangsmåde helt ned til håndteringen af udgifterne forbundet med erklæringen. 

For som det anføres i artiklen: ”Advokater ville ved at gøre brug af skriftlige parts- og vidneerklæringer i civile dispositive sager, herunder i ankesager, efter min opfattelse bidrage til en mere effektiv sagsafvikling ved domstolene.”

Ny praksis fra Højesteret: Udskiftning af parter – når fejlen ikke har haft betydning for sagsøgtes mulighed for at varetage sine interesser

Højesteret har i juni og november 2022 givet to sagsøgere tilladelse til at udskifte en fejlangivet modpart. I begge tilfælde var landsretten kommet til det modsatte resultat, og Højesteret har derfor måske ved de nævnte domme nuanceret den linje, der i store træk har været fuldt ved landsretterne siden Ulla Otken i U 2002 B s. 96 ff. 

I den første afgørelse, U 2022.3836 H, havde sagsøger i en arbejdsskadesag ved en fejl indtastet det selskab, der havde repræsenteret arbejdsgiveren i sagen, som sagsøgte på portalen. Sagsøger havde dog samtidig i selve stævningen anført det rigtige selskab. Landsretten fandt, at udskiftning i denne situation indebar en ”ændring af sagsøgtes identitet”, som lå ud over, hvad retsplejelovens § 349 giver mulighed for at afhjælpe i en stævning. Højesteret så anderledes på sagen. Det var således for Højesteret afgørende, at arbejdsgiveren fra sagens anlæg måtte have indset, at sagen rettelig var rettet mod dette selskab, og at indtastningsfejlen derfor ikke kunne antages at have haft betydning for selskabets mulighed for at varetage sine interesser under retssagen.

I den anden afgørelse, U 2023.574 H, var forløbet omtrent det samme. Her var sagen ved en fejl anlagt mod et administrationsselskab, selvom den rettelig burde være anlagt mod en almen boligorganisation. Administrationsselskabet havde under det forudgående forløb repræsenteret boligorganisationen, og det fremgik af retssagens dokumenter tydeligt, at tvisten vedrørte en entrepriseaftale med boligorganisationen. Også i denne sag havde landsretten afvist at berigtige partsbetegnelsen. Men også her så Højesteret anderledes på det. Afgørelsen henviser i domsnoten til U 2022.3836 H, og Højesterets præmisser er citeret direkte herfra: Fordi boligorganisationen som følge af sagens omstændigheder måtte have været klar over sagens reelle genstand, havde indtastningsfejlen ikke haft nogen betydning for selskabets mulighed for at varetage sine interesser under retssagen.

Med de to afgørelser synes Højesteret at have gjort op med begrebsbrugen fra U 2002 B s. 96 ff (der skelnede mellem berigtigelse og ombytning) og samtidig hermed at have udvidet området for udskiftning af parter i hvert fald en anelse. 
Det centrale tema er således fremover i disse sager, om fejlen konkret må antages at have haft betydning for den (korrekte) sagsøgtes mulighed for at varetage sine interesser – og dette spørgsmål beror i vidt omfang på, om denne sagsøgte allerede ved sagens anlæg fik kendskab til sagen og havde mulighed for at indse, at sagen reelt vedrørte ham.

Giv os feedback på dette format for nyhedsformidling

Sammen med Karnovs redaktører og eksperter afprøver vi i øjeblikket forskellige formater for formidling af yderligere forfattet juridisk information.

Det overordnede formål er at gøre vores brugere endnu bedre til at forberede sig på den fremtidige retstilstand. Fortæl os derfor, hvad du synes om dette format med perspektivering af retsforhold med links direkte til Karnov Online.

Udfyld formen nedenfor. Vi kontakter dig udelukkende, hvis vi har opfølgende spørgsmål til dine kommentarer. Mange tak for input!