Hvilken rolle skal juristerne spille i den grønne omstilling?

Juriststanden lader til at stå med et alvorligt problem

Jeg er selv advokat og engageret i klimaspørgsmålet, og det bekymrer mig, at mere end halvdelen af juristerne fortsat anser den grønne omstilling og klimaforandringerne som noget, der relaterer sig til virksomhedens brand. Alligevel må jeg indrømme, at juristernes svar ikke kommer som nogen overraskelse.

Første gang, jeg stødte på en virksomhed, der havde organiseret deres arbejde med samfundsansvar i kommunikationsafdelingen, kom det bag på mig. I dag ved jeg, at det er helt sædvanligt, at virksomheders initiativer med sociale eller grønne tiltag er motiveret af markedsføring.

Grøn branding bliver brugt med særlig ivrighed i brancher og sektorer, hvor selve virksomhedens forretningsmodel er på kollisionskurs med fremtidens krav om et samfund med markant lavere klimaaftryk.
De virksomheder og brancher har en naturlig interesse i, at reguleringer og afgifter i videst muligt omfang går uden om netop den sektor, som de er en del af. Det er en interesse, som de selvfølgelig arbejder aktivt på at pleje over for politikere, forbrugere og offentligheden. Et middel i det arbejde kan være at reducere klimaindsatsen til et spørgsmål om brug af printerpapir, energisparepære på kontoret og måske endda tage toget i stedet for flyet eller bilen. Men realiteten er, at den slags tiltag slet ikke er nok, hvis vi skal nå Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader.

Man har hørt det før: Der skal grundlæggende samfundsforandringer til, hvis vi skal blive bæredygtige som samfund. Vi skal ændre den måde, vi bor på, den måde vi spiser på, den måde vi transporterer os på osv. Vi har bygget et globalt verdenssamfund op omkring et forbrug af ressourcer i en størrelsesorden, der kræver fire jordkloder fremfor én. En kødfri dag i kantinen forslår som en skrædder i helvede.

De samfundsforandringer, der er nødvendige som led i den grønne omstilling, vil kræve holdbare juridiske løsninger, og netop her har juristerne muligheden for at gøre en afgørende forskel. Det stiller ikke kun krav til juristernes faglige dygtighed, men i lige så høj grad til juristernes integritet og engagement, der skal række længere end til den enkelte virksomheds omdømme.

Samtidig skal jurister passe på, at de ikke kommer til at spille den modsatte rolle.

Historien mangler ikke eksempler på, at juraen har været brugt til at retfærdiggøre det bestående samfund i situationer, hvor nødvendige samfundsforandringer har banket på.

Juraen er allerede nu en central kampplads i konflikten mellem dem, der gerne vil sætte skub i den grønne omstilling, og dem der gerne vil prioritere anderledes. Et eksempel er Klimaloven. Den forpligter Danmark til at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 % i forhold til 1990. En på papiret god og ambitiøs målsætning. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til Klimaloven, at man ved opgørelsen af drivhusgasser skal se bort fra de udledninger, der stammer fra danske transportvirksomheder. Det kan virke som en detalje, men det er helt afgørende. Med Klimalovens opgørelsesmetode er udledningen af drivhusgasser faldet med 43 % fra 1990 til 2020, men hvis man tæller danske transportvirksomheder med, er faldet kun på under 4 %, og dermed mindre end 1/10 af Klimalovens officielle tal. Tallene stammer fra Danmarks Statistik.

Et andet eksempel på juraens rolle i den grønne omstilling er de mange klimaretssager, der verserer rundt om i verden. Sidste år blev den tyske regering dømt for ikke at overholde den tyske forfatnings bestemmelser om beskyttelse af naturen. Regeringen blev pålagt at indføre specifikke mål for reduktion af drivhusgasser. Kort tid efter dommen skruede den tyske regering markant op for klimaambitionerne. Inden for de seneste år er også myndighederne i Holland og England blevet dømt for ikke at overholde deres retslige forpligtelser i sammenhæng med klimaet. Der er endnu ikke faldet dom i klimaretssager i Danmark, men der verserer i skrivende stund flere klimaretssager ved de danske domstole.

Klimaretssagerne viser, at advokater har en vigtig rolle at spille i den grønne omstilling, og advokater har da også historisk haft en rolle som vagthund overfor systemet. Det bringer mig tilbage til Karnovs undersøgelse og en anden bekymring. For hvis jurister generelt har et problem, har advokatbranchen det i særdeleshed.

Karnov har spurgt jurister i den offentlige sektor, jurister i private virksomheder og jurister på advokatkontorer om deres holdning til bæredygtighed. Set i forhold til de to andre grupper er der omkring dobbelt så mange jurister på advokatkontorer, der svarer nej, når de bliver spurgt om deres virksomhed har en plan for bæredygtighed. Hvis advokatbranchen prioriterer klimaspørgsmålet så lavt, som Karnovs undersøgelse tyder på, er det svært at forestille sig, at advokaterne har en rolle at spille som våbendragere i den grønne omstilling.

Denne artikel er udtryk for forfatterens personlige holdning.