Fremtidens jurister og fortidens spøgelser: Skal det gøre ondt, før det kan blive godt?

Der gik en historie, da jeg var studerende. Historien var, at man på visse advokatkontorer forventedes at fakturere 2500-3000 timer om året (eller næsten 60 timer om ugen), og at rekrutteringen nogle steder foregik ved en omvendt lønauktion – altså ud fra kriteriet: Hvor lidt er du villig til at arbejde for?

Fortællingen om arbejdslivet som jurist generelt og advokat i særdeleshed har, så længe jeg kan huske, været usund. Ydmygelser og urimelige arbejdsbetingelser er blevet genfortalt som magiske overgangsritualer ud fra devisen: Hvis du kan klare dét, så kan du klare alt. Grundlæggende er det en fortælling, som har mere til fælles med optagelse i jægerkorpset end indslusningen på en almindelig arbejdsplads.

Disse ekstremer er forhåbentligt langtfra hverdagen for mange jurister, og arbejdslivet er næsten med garanti langt bedre end sit mytiske rygte.

Fortællingerne baserer sig på en helt almindelig kulturel og samfundsmæssig antagelse: Det skal gøre ondt, før det kan gøre godt. For at blive så dygtig og robust, som jeg er blevet, må man hærdes igennem de samme onder. Altså både en antagelse af, at der ved at gennemleve disse urimeligheder sker en forvandling fra ung, uprøvet jurist til en moden, selvstændig advokat eller leder – og at lidelserne udgør en tærskel: At man efter at have gennemgået disse pinsler nu er noget andet end resten af samfundet. Nu er man advokat, chefkonsulent eller X med en deraf naturligt følgende selvforståelse og sammenhold.

Vores undersøgelser af de jurastuderende ved Københavns Universitet viser, at vores studerende er mere stressede end deres gennemsnitlige medstuderende på andre studier, og særligt nedslående – at de er mere ensomme, jo tættere de kommer på det forjættede arbejdsliv. Karnovs herværende undersøgelse viser med al tydelighed, at dette ikke stopper, når studielivet overgår til arbejdsliv – måske snarere tværtimod.

Nogle læsere vil sikkert allerede her indvende, at det ikke er blevet stort værre, siden jeg selv læste for 20 år siden, eller de læste for 40 år siden – og vi overlevede jo. Det er en helt naturlig menneskelig reaktion. Her bør man dog erindre sig det, man i filosofien beskriver som den naturalistiske fejlslutning: Man kan ikke konkludere, hvordan verden bør være ud fra, hvordan verden er.

Og tiden er moden til, at verden bør være anderledes: “Mine”studerende vil ikke længere finde sig i, at man ikke både kan være ambitiøs og godt tilpas. De vil have et udfordrende, men balanceret arbejdsliv, krævende, men forstående miljøer omkring sig – og ansvar uden ensomhed. Og: Det ér muligt. Fremtidens jurister vil, som undersøgelsen også viser, være anderledes ekspressive omkring deres velbefindende, end tidligere generationer har været – og tak for det!

Med det stigende fokus på at sikre diversitet i alle stillingskategorier bør dette krav fra fremtiden tages endnu mere alvorligt. Intet er mindre motiverende for de grupper, der i forvejen er underrepræsenteret, end udsigten til unødvendigt hårdt arbejde, høje faktureringskrav eller et uforstående og barskt arbejdsmiljø. Når 62 % af de 23-39-årige, med en klar overvægt af kvinder, oplever, at der ikke bliver taget hånd om deres helbred, så finder de noget andet at lave. Til ugunst for arbejdspladserne, der mister talenter, til ugunst for de unge, der må opgive drømmekarrieren.

Udover den mytiske fortælling om overgangsritualet synes der at være en anden fejlslutning på spil på de nordiske arbejdspladser: Nemlig at sårbarhed er en svaghed. Når kun 56 % i advokatbranchen føler, de kan være åbne over for deres leder om deres mentale helbred, så må det være et udtryk for, at nogen har misforstået dette. Uadresseret sårbarhed – se, dét er en svaghed. At lade noget være undertrykt eller tabuiseret er roden til problemet, ikke at man til tider føler sig presset, utilpas eller bliver grebet af angst. Man skal jo netop kende og erkende sine svagheder og derved være åben om, hvor man skal være dygtigere, og hvordan man arbejder med det – det er superhelte-materiale.

Hønen og ægget: sammen om fremtidens jurister

Man kan ikke tilbagevise kravet om et mere balanceret arbejdsliv med argumentet om, at det bare er hårdt at være i branchen. Det bærende spørgsmål er, hvordan professionen bør indrette fremtidens studie- og arbejdsliv. Hvordan det er eller har været, er ikke styrende for, hvad det bør være – eller hvordan det kunne være at være jurist.

Så hvor skal forandringen komme fra? Hvordan ændrer man en professions selvforståelse? Svaret på det er som på så meget andet: Ét fodslæbende, langsommeligt skridt ad gangen. Vi har nedsat et trivselsråd på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, og igennem en række undersøgelser og interventioner bevæger vi os nøje igennem alle de faktorer, der er styrende for, om studerende trives: rammerne, forventningerne, jer som branche, de studerende selv og naturligvis vores uddannelse. Målet er at lave en helhedsplan for, hvordan vi kan tage første skridt i retning af et ambitiøst fællesskab, hvor vores studerende både kan række ud efter stjernerne og føle, at de står på et solidt fundament. Svarene er heller ikke altid ligefor. Aftabuisering er et godt sted at starte, men livet er jo til tider surt. Vi skal ikke pakke vores studerende eller medarbejdere ind i beskyttende vat eller fjerne dele af verden, som den nu er. At arbejde med trivsel er som at hive i et garnnøgle: Hver eneste tråd, man trækker i, stiller nye spørgsmål og skaber nye udfordringer. Vigtigst af alt for dette arbejde er dog, at vi har brug for jer: Arbejdslivet og professionen spiller en fuldstændig afgørende rolle for os som institution og for vores studerendes orientering i verden.

Dette er altså en åben invitation: Vi famler os frem i de første skridt med et oprigtigt ønske om at lave en grundlæggende ændring til det bedre. Men vi vil gerne have jer med: Alle initiativer, hvor vi kan spille en rolle, er velkomne. Første skridt er at erkende, at vi har en udfordring – derfra kan det kun blive bedre.