Artikelserie: Mental trivsel


21. april 2022 - Nyhed

Bedre trivsel giver bedre bundlinje


Advokatbranchen har ikke det bedste ry, når det kommer til trivsel. Det er senest understreget af rapporten Fremtidens jurist.

Mens konsulenthuset LEAD byder ind med overordnede løsninger, inspirerer Husen Advokater med praktiske erfaringer fra pilotforsøg. Molt Wengel har allerede gået et par mil og kan konkludere, at bundlinjen blomstrer, når medarbejderne trives. Her er det lykkedes at producere mere og bedre på kortere tid ved at eksperimentere med rammerne for arbejdet, så nu går medarbejderne på weekend fredag kl. 12.


Arbejdsugen hos Molt Wengel slutter fredag efter fællessang og frokost. Dermed adskiller kontoret, der er specialiseret i entrepriseret, sig på mange måder fra et klassisk advokatkontor. Her hedder det ’kunder’ og ikke ’klienter’, en kollektiv tilgang har erstattet et traditionelt partnerhierarki, og direktøren kommer fra konsulentbranchen.

Forskellige talenter fordrer forskellige roller, så her understøtter vi, at man lander dér, hvor ens potentiale bliver udnyttet bedst. Det er heller ikke et mål i sig selv at arbejde solen sort. For hvis du sidder på din pind 12 timer om dagen, kan du ikke være så skarp, proaktiv og kreativ, som det kræver at levere i den kvalitet, vi vil tilbyde vores kunder,” lyder det fra Anne Katrine Schjønning, der er Head of Molt Wengel.

Kontinuerligt lange arbejdsdage går ud over den mentale trivsel. Det betyder ikke, at vi ikke kan tage nogle ekstra timer i perioder med spidsbelastning. Men så er det en bevidst handling, hvor vi har fokus på gode vaner og de vigtige pauser.

 

Fokus på flow og fællesskab

Advokatfirmaet har igennem flere år satset målrettet på at øge den mentale trivsel, og det har virket. Virksomheden er vokset, produktiviteten er øget, og spildtiden mindsket.

Alle vores tiltag udspringer af de to begreber flow og fællesskab. Det første handler om at skabe balance mellem præstation og pause. Det andet handler om at være en betydningsfuld del af et meningsfyldt fællesskab, hvor vi anerkender og udfordrer hinanden,” fortæller Anne Katrine Schjønning.

Det kunne synes lige for at veksle den øgede effektivitet til højere omsætningskrav. Men Molt Wengel valgte en anden vej, forklarer Anne Katrine Schjønning:

Da vores måde at arbejde på viste sig at give gevinst på flere områder, havde vi valget mellem at presse citronen og hæve budgetterne – eller at give medarbejderne en kortere arbejdsuge. Vi valgte det sidste, der giver næring til de mentale ressourcer og dermed forhåbentlig bedre trivsel både privat og på job. Der kan være mange veje til at øge sine medarbejderes mentale trivsel, så det vigtigste er, at virksomheder vælger de indsatsområder, der giver mening for dem, og kommer i gang.”


Image - 1005 x 600 - Anne Kathrine

Anne Katrine Schjønning

Head of Molt Wengel

Arbejdskultur prioriteret

Spørger man til den vigtigste faktor i rejsen mod en mere mentalt bæredygtig arbejdsplads, er Anne Katrine Schjønning ikke i tvivl:

Den vigtigste ingrediens er kulturen. Derfor har vi en medarbejder, hvis eneste formål er at sikre, at vores kultur er på rette vej.”

Den kulturansvarlige Anya Schønning Glentved træner alle medarbejdere i feedback og alle ledere i at lede i overensstemmelse med den ønskede kultur. Det handler blandt andet om at træne, hvordan lederne bedst aflæser deres medarbejdere for at kunne håndtere spændinger og for at hjælpe dem med at yde deres bedste. Selvledelse fylder også på agendaen, for Molt Wengel er et ambitiøst advokatfirma med et mål om at tiltrække de bedste – og om at være en arbejdsplads, medarbejderne får energi af at være på.

Vi stiller høje krav til medarbejderne og værdsætter deres bidrag. Derfor er feedback så vigtigt et element. God feedbackkultur skaber tillid og er et godt grundlag for selvledelse. Advokater skal altid være der for kunderne, og derfor ligger der en særlig ledelsesmæssig opgave i at sikre, at arbejdslivet ikke bliver grænseløst,” mener Anne Katrine Schønning.

 

Koordinerede pusterum

I Molt Wengel er der på flere fronter forsøgt at sætte rammer, der skaber ro. Blandt andet er der ingen interne – og sjældent eksterne – møder om formiddagen, der nu er reserveret til fokusarbejde. Alle møder er skåret ned i tid med simpelt krav om mødeleder og agenda, og endelig bliver der arbejdet efter pomodoro-metoden.

Det er en metode udviklet af Francesco Cirillo og opkaldt efter hans køkkenur, der var formet som en tomat – eller pomodoro på italiensk. Den går i al sin enkelthed ud på at arbejde koncentreret i 25 minutter, holde fem minutters pause, og gentage mønsteret i op til en håndfuld sessioner.

Vi tog tre måneder, hvor vi arbejdede synkront i pomodoro fredag formiddag, så alle fik det prøvet af. Vi havde ikke regnet med, at det ville skabe så meget positiv energi. I pauserne var en summen som før en fodboldkamp – selv på Teams. Så nu er fredag formiddag fast implementeret i det format,” slutter Anne Katrine Schjønning.

Molt Wengel

Advokatkontor med speciale i entrepriseret med en bred vifte af danske og internationale kunder, der tæller entreprenører, bygherrer og rådgivere. Molt Wengels vision er at gøre en mærkbar forskel i byggebranchen, og medarbejderne rådgiver i krydsfeltet mellem paragraffer og praksis. Molt Wengel har godt 60 ansatte og kontorer i både København og Aarhus.

 

Fremtidens jurister i fokus

Der er behov for forandring, viser den seneste brancherapport Fremtidens Jurist 2021, der er sin største af sin art og viser, at 6 ud af 10 jurister har oplevet stress og angst i forbindelse med deres arbejde. Samtidig mener 45 procent, at mental trivsel er et reelt tabu, og kun 9% mener, at branchen gør nok for at forbedre juristernes mentale helbred. Download rapporten.

 

For mere information - kontakt:

Gitte Trier, PR & Brand Communications Manager
Email: gitte.trier@karnovgroup.com

 

Karnov Group

Karnov Group er en førende leverandør af forretningskritisk information inden for jura, skat, revision og regnskab samt miljø, sundhed og sikkerhed i Danmark og Sverige. Med brands som Karnov, Norstedts Juridik, Notisum, Legal Cross Boarder, Forlaget Andersen, Ante, LEXnordics, DIBkunnskap og Echoline leverer Karnov Group viden og indsigt, der gør flere end 80.000 brugere i stand til at træffe bedre beslutninger, hurtigere – hver dag. Med kontorer i København, Stockholm, Oslo, Paris og Malmø beskæftiger Karnov Group i dag ca. 290 medarbejdere. Nettoomsætningen i 2020 beløb sig til SEK 771 mio. Karnov Group er noteret på Nasdaq Stockholm, Mid Cap segmentet under “KAR”. For mere information, besøg www.karnovgroup.com