Denne artikel er skrevet til rapporten Fremtidens Jurist 2020 af:

Malene Stadil, Head of GBS Management Oversight, Nordea

Jeg har været leder siden engang midt i 90’erne og er siden kravlet støt og roligt op ad karrierestigen via skiftende lederstillinger. Denne undersøgelse fik mig til at tænke på, hvorfor andre kvinder ikke har gjort det samme. For der er ingen tvivl om, at mine kvindelige kollegaer ikke alle havde samme muligheder – det var i hvert fald noget, som for nogen krævede en kamp mod ”det bestående” system og back-up-muligheder i den nærmeste omgangskreds.

Nu er en karrierevej som leder heller ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det kræver dedikation og lyst og til tider masser af hårdt arbejde. For mig personligt har der været tale om valg og en hel masse fravalg. Der har ikke i mit arbejdsliv været tid til at dyrke personlige/private interesser uden for arbejdslivet. Så jeg har fravalgt en masse ting for at koncentrere mig om arbejde og familie/børn. Dét havde ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke på hjemmefronten havde stor opbakning og en ægtefælle, som ofte har taget det største slæb med børn, skole, hjem, vennekreds, planlægge ferier, være ”ene-forælder”, når jeg var væk i længere perioder. Uden ham havde intet af det kunne lade sig gøre.

Set fra mit bord, så er det nok særligt på grund af én ting (uden at jeg på nogen måde er ekspert):

Man fokuserer stadig ikke nok på en ordentlig work-life balance. Hvordan skaber virksomhederne et miljø, hvor man kan være chef, uden at den enkelte behøver at have et meget støttende bagland, uden at man skal arbejde 70 timer om ugen og uden at skulle stå til rådighed 24/7? – Hvordan får man i en virksomhed øjnene op for, at ens medarbejdere- inklusive cheferne - skal have rum til at være ”hele mennesker” og derfor også have tid til at pleje alt det, som ligger uden for arbejdstiden. Det gælder for både mænd og kvinder.

Jeg har ikke nogen løsning, men fokus må altid være på, at alle skal have lige muligheder. Der eksisterer sikkert visse steder en stereotyp om, at kvinder har så travlt med familien osv., så de ikke har mulighed for at give den tid, som arbejdet kræver. Men hvorfor skulle alle køn ikke have mulighed for at tage sig af den private del af deres tilværelse? Hvorfor skulle alle køn ikke kunne være et støttende bagland, når det er tiltrængt.