Årets specialepris uddeles til en studerende, som har skrevet et speciale inden for det skattefaglige område, der fortjener anerkendelse. Det er ikke et nemt område, og der stilles høje krav. Derfor fortjener det ekstra opmærksomhed, når et speciale udmærker sig, som Steffens har gjort.
“Jeg blev advaret om, at det ville blive svært at skrive speciale om carried interest i dansk skatteret. Det som gjorde emnet interessant, er kombinationen af et af de tungeste felter inden for juraen og den kommercielle forståelse, som det kræver for at sætte den behandlede problemstilling ind i den korrekte setting. I dagens juridiske verden er der jo stor efterspørgsel efter jurister med stærke juridiske kundskaber samt kommerciel forståelse. Dér synes jeg, at specialet ramte en meget god balance”, siger Steffen Strande Olsen.
Med en årlig specialepris inden for det skattefaglige område sætter vi fokus på unge talenter, som i fremtiden skal sætte deres præg på branchen. Specialerne kommer fra alle højere læreanstalter og har oftest fået den højeste karakter. Det kræver noget at komme dertil, at man kommer i betragtning til en specialepris. Af de indsendte specialer udvælges først top 3 af et specialepris udvalg bestående af Professor, dr.jur. Jan Pedersen, Funktionsleder, Landsformand, Leo Holm samt Vice President Christer Tønder Bell. Der sættes i særlig grad vægt på faglighed, aktualitet & relevans, sværhedsgrad, samt behandlingsdybde og selvstændighed.
Efter denne proces sendes top 3 specialerne til hele Karnovs skattepriskomitéen bestående af:
- Højesteretsdommer Lars Apostoli, Højesteret
- Professor, dr.jur. Jan Pedersen, Aarhus Universitet
- Funktionsleder, Landsformand, Leo Holm, Skatteforvaltningen
- Partner, Advokat Steffen Sværke, Kammeradvokaten
- Advokat Claus Holberg, DLA Piper
- Vice President, Global Strategic Tax & Customs, Christer Tønder Bell, LEGO Koncernen
- Direktør Winnie Jensen, Landsskatteretten
- Statsautoriseret revisor Flemming N. Mortensen, KPMG
- Advokat Christian Bachmann, Bachmann/Partners Advokatfirma
Om begrundelsen for at vælge Steffens speciale udtaler Christer Tønder Bell:
“Med specialet får man en tur ind i maskinrummet hos kapitalfondspartnerne. Det en ret overbevisende og selvstændig gennemgang af en vanskelig problemstilling og område, og både setup-beskrivelsen, beskrivelsen af branchen generelt samt - ikke mindst – JUS-gennemgangen er super. Steffen får et kompliceret emne til at virke overskueligt og forståeligt med gode illustrative eksempler, og det fungerer ekstra godt, at der fremhæves mangler i eksisterende lovgivning. Steffen mestrer en meget høj grad af selvstændighed med blik for problemstillinger og en god evne til at give begrundede løsningsforslag. Steffen ikke alene mestrer forståelsen af de komplicerede regler, men evner også at formidle sin indsigt på højeste niveau rent sprogligt og fortælleteknisk. Specialet er velstruktureret med skarpt blik for de praktisk vigtigste temaer og med en god analyse af svagheder i lovgivningen samt velbegrundede forslag til løsning af de problemer, som afdækkes i analysen.”
Og det er en glad vinder, som tager imod prisen: “Det betyder meget for mig at vinde denne pris. Professionelt, men først og fremmest personligt. Det er jo en enormt kompetent komité, som har gennemgået de her specialer, så det er et stort skulderklap at få. Som Isabella Glenstrøm (tidligere vinder af Karnovs specialepris) beskrev det i et interview, så bekræftede prisen hende i, at hun var en dygtig jurist. Jeg har det på præcis samme måde. På jurastudiet er der rigtig mange virkelig dygtige jurister, og man kommer let ind i en ”Gud ved, om jeg egentlig også er en dygtig jurist ”-tankegang. Dér tjener sådan en anerkendelse, som specialeprisen er, en stor bekræftelse. Det er også utroligt spændende at få plads i redaktionen på Taxo. Dét ser jeg som en udviklingsmulighed og en rigtig god måde at udvide mit netværk på med nogle stærke skattefaglige personer. Jeg har ikke prøvet den slags arbejde før, så det handler om at komme ind og suge så meget viden til sig som muligt - og så bidrage, hvor jeg kan."
Tak til alle, som har indstillet specialer.
Karnov og priskomitéen ønsker Steffen Strande Olsen tillykke.
Karnov Group er en førende leverandør af forretningskritisk information inden for jura, skat, revision og regnskab samt miljø, sundhed og sikkerhed i Danmark og Sverige. Med brands som Karnov, Norstedts Juridik, VJS, Notisum, Change Board Member/Legal Cross Boarder og Forlaget Andersen leverer Karnov Group viden og indsigt, der gør flere end 60.000 brugere i stand til at træffe bedre beslutninger, hurtigere – hver dag. Med kontorer i København, Stockholm og Malmø beskæftiger Karnov Group i dag ca. 240 medarbejdere. Karnov Group er noteret på Nasdaq Stockholm, Mid Cap segmentet under “KAR”. For mere information, besøg www.karnovgroup.dk
For yderligere information
Karnov Group
Gitte Trier
PR & Brand Communications manager
Email: gitte.trier@karnovgroup.com
Telefon +45 25 47 77 99