Siden 1986 har Henrik Peytz rådgivet og bistået klienter i en efterhånden lang række sager inden for bl.a. konkurrenceret, statsstøtte, udbudsret og skatter og afgifter.
Mængden af sager er der ikke længere overblik over, men omkring tre håndfulde har omfattet præjudicielle spørgsmål ved EU-Domstolen, hvor Henrik Peytz har ageret på vegne af Kommissionen eller på vegne af private skatteydere.
Det er ikke så underligt, at mængden af sager, og særligt skattesager, ikke er så omfattende, mener Henrik Peytz. Mange sager kan have EU-retlige elementer, men det er forholdsvis sjældent, at der er tale om EU-retlige tvivlsspørgsmål, som egner sig til at blive forelagt for EU-Domstolen. Og så er der ofte kun én part, der er aktiv i forsøget på at få forelagt spørgsmål for EU-Domstolen.
”På skatteområdet er det oftest sådan, at det er skatteyder og skatteyders advokat, som har interesse i at få forelagt spørgsmål for EU-Domstolen. På den anden side vil Skatteministeriet sjældent have et ønske om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, for det kan jo medføre en risiko for, at det regelgrundlag, man navigerer ud fra, kan blive udfordret,” siger han og fortsætter:
Fra skattemyndighedernes side kan det være ganske risikabelt, at der forelægges spørgsmål for EU-Domstolen, men fra skatteyderens side vil der typisk være alt at vinde, og ikke så meget at tabe, ud over selvfølgelig de kræfter, man skal lægge i det.
Det er tidligere påvist, bl.a. beskrevet i dette magasins tema-artikel, hvordan det for skatteydere statistisk set kan betale sig at føre sager videre til EU-Domstolen af den simple årsag, at medholdsprocenterne for skatteydere i Luxembourg er højere end ved de nationale domstole.
Men det er faktisk ikke så underligt, mener Henrik Peytz. Årsagen til, at medholdsprocenten ved de danske domstole for skatteydere ligger i omegnen af de 25, hvis man f.eks. sammenligner antallet af sager og medhold ved de danske domstole i perioden 2011-2018, kan derimod findes i det forhold, at der potentielt bliver ført sager videre fra Landsskatteretten og Skatteankenævnene, hvor grundlaget er for tyndt.
”Jeg er ikke så overrasket over de tal, og der er som sådan ikke noget galt med de tal. For du kan jo igen ikke sige så forfærdelig meget ud fra de tal – hvis borgerne anlægger de forkerte sager, så får vi det her udfald. Jeg har ikke indtryk af, at hverken Landsskatteretten eller de danske domstole systematisk har en tendens til at bakke skattemyndighederne op. Men som følge af bl.a. kravene til dokumentation og regler om bevisbyrde og skøn kan det ofte være svært for en skatteyder at vinde.”
Og så er der spørgsmålet om de lange sagsbehandlingstider i det skatteretlige system, som længe har været til diskussion.
”De lange sagsbehandlingstider er selvfølgelig uheldige, og det har man jo arbejdet på længe på forskellige måder. Der er nok ikke nogen, der kan være uenige i, at de her sagsbehandlingstider skal ned,” siger Henrik Peytz.
Han deler dog det synspunkt, som også Lasse Esbjerg Christensen fremfører andetsteds i dette magasin, at det ikke alene er Landsskatterettens ansvar.
”Jeg deler den holdning, at Landsskatteretten ikke alene kan løse problemet. Det er jo ikke så let at nedbringe sagsbehandlingstiderne i klageinstansen, for der er også en række retssikkerhedsgarantier, som skal iagttages. Sagerne skal også behandles ordentligt, og det er ikke så let at revolutionere det her område.”
De vigtige overvejelser
Men hvordan forholder man sig som rådgiver og skatteyder til spørgsmålet om, hvorvidt en sag skal bringes som præjudicielt spørgsmål ved EU-Domstolen, når man samtidig har brugt lang tid på at få sagen igennem det danske system? For Henrik Peytz er det først og fremmest essentielt at overveje, hvorvidt man har en sag.
”Man skal spørge sig selv, om man har en rimelig sag – er der et væsentligt EU-retligt tvivlsspørgsmål i sagen, som kan ændre udfaldet af en dom? Det er en vigtig advokatopgave at være opmærksom på dette. Og så er der jo spørgsmålet om tid og kræfter for virksomheden eller i få sager enkeltpersoner – det tager som udgangspunkt to år, fra den dag sagen bliver forelagt EU-Domstolen, til der falder en dom. Og hvis det skal behandles fornuftigt på vejen, så ligger der en del ressourcer i processen.”
Som eksempel fremhæver han den sidste sag i det såkaldte ambi-kompleks, der handlede om tilbagebetaling af ulovligt opkrævede arbejdsmarkedsbidrag. Her repræsenterede Henrik Peytz virksomheden Lady & Kid A/S i en sagstype, hvor Højesteret og andre domstole tidligere havde afvist anmodninger om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Og her forsøgte Henrik Peytz i samarbejde med klienten alligevel at få stillet relevante præjudicielle spørgsmål.
”Vi fik først nej i både byret og landsret med henvisning til, at Højesteret havde afvist de tidligere anmodninger på området, men i tredje forsøg under selve hovedforhandlingen i ankesagen for Østre Landsret var der hul igennem. Retten trak sig tilbage for at votere og vendte tilbage og sagde, at ”nu tager den her sag en alvorlig drejning”. Og så besluttede man på stedet at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, som vi havde begæret, og som bl.a. handlede om begrebet overvæltning og om statens ret til modregning med sparede arbejdsgiverafgifter,” fortæller Henrik Peytz og uddyber:
Modparten tabte kuglepennen, da den besked blev givet, og så blev sagen udsat. Skatteministeriet kærede afgørelsen til Højesteret, men løb så ind i det problem, at der ligger en anden EU-dom, som fastslår, at forelæggelse for EU-Domstolen er en ret for de enkelte nationale domstole, hvis de er i tvivl.
Det er ikke en ret, man kan tage fra dommerne ved at appellere en forelæggelsesbeslutning i det nationale system. Så en måned efter var sagen klar for Domstolen i Luxembourg.”
Tid og kompleksitet
Henrik Peytz mener dog ikke, at de danske domstole er for tilbageholdende med at tage sagerne videre. I sidste ende er det som regel sidsteinstansretten i en given sag, der beslutter, hvorvidt sagen rejser fortolkningstvivl i en sådan grad, at sagen skal til Domstolen.
”Det samlede billede er, at det hører til sjældenhederne, at danske sager, herunder skattesager, kommer til Luxembourg. Der var lige et boost for et par år siden, hvor der var en lang række vigtige sager, der kom for EU-Domstolen inden for kort tid. Men ellers er det jo sådan, at de her sager kun kommer op få gange om året.”
Og det skal ikke lægges domstolene til last. Faktisk mener Henrik Peytz, at Højesteret er blevet mere proaktiv i forhold til at forelægge præjudicielle spørgsmål.
”Efter min opfattelse kan man godt sige, at Højesteret de seneste år har været ret aktiv i forhold til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, og mere aktiv end tidligere. Fremragende spørgsmål. Der er også eksempler, hvor Højesteret har forelagt spørgsmål for EU-Domstolen, på trods at ingen af parterne havde ytret ønske om dette.”
Han mener, at det er vigtigt at se antallet af sager i en relativ sammenhæng, og så forholder de fleste sager sig primært til nationale forhold.
”Gennem de sidste 10-15 år har der kørt en debat om, hvorvidt der bliver forelagt for meget eller for lidt. Statistikkerne viser, at mængden af danske præjudicielle sager i forhold til Danmarks størrelse ikke skiller sig meget ud fra resten af EU’s medlemslande, heller ikke når det gælder skatteområdet. Det er heller ikke så overraskende. Langt de fleste sager handler om den enkelte borgers personlige skat, der afgøres efter national praksis og regler, og derfor er der ikke så mange sager, som har EU-retlige problemstillinger, som bør prøves ved EU-Domstolen. Det er dog lidt mere almindeligt på selskabsskatteområdet,” siger han.
Og så er det vigtigt at fremhæve, at en forelæggelse har betydning for retsstillingen i det samlede EU. Ønsket om at få besvaret et principielt spørgsmål fra en national domstol har som oftest udgangspunkt i den nationale praksis, men når sagen skal behandles i EU-regi, så er der ofte nogle andre og bredere interesser og hensyn, der kommer i spil. For EU-Domstolen er jo alle medlemslandes øverste retsinstans mht. EU-retten, og derfor bliver de nationale spørgsmål i en sag set i et andet lys.
”Min opfattelse er, at synsvinklen på en EU-retlig problematik naturligt nok kan være forskellig afhængigt af ens stilling. En dansk dommer vil naturligt kunne have det udgangspunkt, at vi har en dansk lov, som det danske folketing har vedtaget med nogle bemærkninger, og man vil måske alt andet lige have et ønske om at anvende den danske lov. Men hvis der sker en forelæggelse for EU, så er den danske myndighedspart kun én blandt flere andre aktører og skal selv forklare og forsvare den danske lovgivning i lyset af EU-bestemmelserne.
EU-dommernes rolle er ikke nødvendigvis at opretholde det danske folketings intentioner, men at sikre, at formålet med EU-retten bliver tilgodeset, og at EU-retten bliver forstået rigtigt og ensartet, også fordi EU-dommene rækker længere end den konkrete sag, der er forelagt. Og det kan føre til helt andre resultater.”
