At Microsoft, Apple, Amazon, Google og Facebook ikke er de store skattebidragere inden for EU’s grænser, er ikke nogen ny problematik. Ej heller det faktum, at store multinationale selskaber før dem i samme omfang har skubbet kapital rundt for at betale mindst muligt og tjene mest muligt. Og selvom mange virksomheder blot udnytter skattesystemets sprækker og kompleksitet til fulde, så kan det undre, at der endnu ikke er skabt bred europæisk enighed om tiltag, der kan få disse virksomheder til at betale den rette skat.
Dog er situationen med de store techgiganter særegen. For mens virksomheder som Starbucks og Nestlé sælger fysiske produkter, og pengestrømmene sker direkte mellem køber og sælger, så er transaktionsflowet anderledes, når vi zoomer ind på vores interaktion med f.eks. Facebook og Google. Netop hvad der definerer den reelle ydelse, vender vi tilbage til.
Men vigtigt er det også at forstå, hvordan værdiansættelsen og indtjeningen hos de store techgiganter tager sig ud. For først da kan man forstå, hvorfor beskatning af disse er så kompleks.
Sådan siger Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og med i Djøfs Tech DK-Kommission, der ”tilsigter at komme med løsningsforslag på eksisterende problemer på kort sigt og forebygge problemer skabt af ny teknologi på langt sigt”.
”Det nye med techgiganterne er jo, at mange af dem har ekstremt høje markedsværdier, og det er ofte det, der går galt. Mange af dem har ekstremt stor værdi i markedet, men på den anden side har mange af dem en relativt lille corporate profit.
Tesla er f.eks. et godt eksempel på en virksomhed, der har en utrolig høj værdiansættelse, men som ikke tjener særlig mange penge.
Og ligesom med Amazon, der har haft historisk høj markedsværdi, men underskud på profitten, ja, så er der ikke særlig meget at beskatte”, siger Philipp Schröder.
Helt konkret havde Amazon en omsætning i 2018 på 70 mia. USD., mens profitten lå på små 3 mia. USD. Til sammenligning har firmaet de sidste 20 år vækstet med 77677 % fra 0,09 mia. USD i omsætning 1998 til 70 mia. USD i 2018. Ser man derimod på den reelle indtjening, så er profitten til sammenligning blot vækstet med 3 %.
Og netop derfor bør man i EU-regi begynde at kigge nærmere på omsætningsbeskatning i stedet for, mener Philipp Schröder.
”Dér hvor tech-skatterne kommer ind, det er jo i overvejelsen om, at selvom virksomhederne ikke kan konvertere deres omsætning til en flowprofit, hvor du kan sætte en corporatetax på, så er den grundlæggende tanke, at det er på den reelle omsætning, at man skal kigge for at lave en fælles beskatning.”
En definitionssag
Problemet med beskatning af techgiganterne handler ifølge Philipp Schröder først og fremmest om definitioner. For mens det er relativt enkelt at beskatte en ydelse som f.eks. en klipning hos en frisør eller en rådgivningstime hos en advokat, så er en digital ydelse fortsat en flyvsk størrelse. Og før den definition ligger fast, så er det stort set umuligt at lave et fælles beskatningsgrundlag. Ifølge Philipp Schröder kan man derfor også se tilbage til marts 2019, hvor Det Europæiske Råd forsøgte sig med et forslag med en fælles digital beskatning på 3 %. Forslaget blev nemlig aldrig til noget af samme årsag. For mens vi alle er enige om, hvem vi gerne vil beskatte, så er definitionerne afgørende.
”Det der er svært her, det er at definere, hvad der er en techgigant. For når du skal have et beskatningsgrundlag, så er du nødt til at beskrive ydelsen og virksomheden ordentligt.
Du kan jo ikke have en lov, der hedder Google-skat.
Så det starter med, hvad er en digital ydelse overhovedet? Er Tesla en techgigant f.eks.? Hvad er det, Facebook egentlig sælger – det produkt, de har, koster jo nul kroner, og så er der pr. definition ikke noget at beskatte. Og her kommer omsætningselementerne ind, som så går meget på annonceomsætningen osv. Og uenigheden kommer af, at man i sin tid ikke kunne komme til juridisk vandtæt enighed om, hvad det egentlig er, vi mener, når vi snakker om techgiganterne. For der kan lige pludselig være mange virksomheder, som også kan være en techgigant”, siger Philipp Schröder
Seneste banken på vandrørene fra EU og OECD lyder, som du kan læse mere om i tema-artiklen andetsteds i dette magasin, at man i øjeblikket arbejder på et system, som skal beskatte techgiganternes ydelser i det land, hvor værdien skabes. Men også her møder myndighederne udfordringer, mener Philipp Schröder.
”Man skal forestille sig, at Google får noget af sin værdi, ved at de f.eks. indsamler viden om menneskers adfærd. Så hvis deres algoritmer kan finde ud af, at midaldrende mænd i Horsens og omegn har et specifikt klikmønster, når de søger via Googles platform, så kan Google målrette annoncer for f.eks. motorcykler til dette segment.
Og den viden har de jo kun kunnet generere, fordi de har skabt dette mønster i Danmark, og dermed har de jo opnået en værdiskabelse her i landet.
Og nu vil man så gerne beskatte den værdi, som de har genereret i et specifikt område, for det er jo den værdi og viden, som Google sælger videre via bannerannoncer osv. ”
”Men hvordan definerer man så, hvad den værdi er værd? De forslag, jeg har set diskuteret, har været umodne. Meget af vores skattemindset er det, man kalder ad valorem-beskatning. Altså når jeg betaler 10 % af en transaktion, så behøver jeg ikke forholde mig til, om det er tomater eller agurker, jeg skal kun forholde mig til at betale skat af min transaktion upåagtet af, hvad det er. I stedet for at sige pr. tomat 1 kr. og pr. agurk 5 kr., eller hvad det måtte være. Derfor er ad valorem-beskatning foretrukket, men det man skal kigge nærmere på her, er en enhedspris – altså hvor mange brugere har du. Hvis du er et socialt medie, så kunne man tænke sig, at hver registrerede e-mailadresse koster et beløb. Så bliver det pludselig en styksbeskatning, som langt lettere kunne implementeres. For der er ingen pengestrømme mellem mig og Facebook”, siger han.
Mens man centralt i EU diskuterer fællesbeskatning på livet løs, så er det pt. store udsving i forhold til, hvordan de enkelte nationer forholder sig til techgiganterne. I vest har Frankrig bl.a. taget konkrete initiativer, som dog endnu ikke er blevet implementeret, og i øst har man endnu ikke forholdt sig til problematikken. Men det nytter ikke noget at gå solo, når vi skal holde de store techgiganter til fadet, mener Philipp Schröder.
”De her nye former for skatter, de er komplekse, for vi ved alle sammen, hvad det er for virksomheder, vi gerne vil beskatte, men vi kan ikke lave en lov, hvor Apple og Facebook skal aflevere penge.
Enhver virksomhed, der har salg, kan beskattes, og det er her, tankerne om beskatning af tech kommer til kort, for du kan ikke gribe det der stykke sæbe, der er den digitale ydelse.
Det nytter ikke noget at gå i gang med det her solo – hvis det nogensinde skal lykkes, så skal det være en international eller europæisk løsning og indsats. For det er ufattelig kompliceret.”
Løsningen?
Når nu det er svært at definere, hvad er digital ydelse og ikke mindst en digital virksomhed her, jf. eksemplet med Tesla tidligere i artiklen, hvad bør man så gøre?
Grundlæggende bør man ifølge Philipp Schröder kigge på nogle fælles skatteprincipper i stedet for at hæfte sig ved fælles skattesatser. I Tech DK-Kommissionen lancerede de i deres første delrapport et forslag, de kalder 5-5-5-modellen. Altså at globale virksomheder med en global omsætning på 5 mia. kr., og som har en omsætning på 5 mio. kr., bør beskattes med 5 % af den samlede omsætning. Formålet med modellen er ikke de reelle satser, som for så vidt godt kan variere fra nation til nation. Men princippet er, at modellen skal gøres operationel og implementerbar.
”Med 5-5-5-modellen har vi forsøgt at give et bud på en beskatning, der er så simpel, at den let vil kunne lade sig gøre. Men det løser jo ikke problemet med at definere, hvad tech er. Og så er der det med, om man overhovedet kan definere national omsætning? Der er jo ikke en pengestrøm mellem f.eks. motorcyklen og Google, det kører jo ofte igennem en broker eller et bureau, og her kan det være svært at definere, hvor beskatningen skal pålægges”, siger Philipp Schröder.
Han hæfter sig igen ved, at beskatning af profit er lidt et fortidslevn, når vi snakker om techgiganterne. Derfor så han gerne, at man beskattede pr. enhed.
”Man skal altså tænke det pr. bruger eller pr. minut på et medie. I det akademiske elfenbenstårn, der ville det være det økonomisk logiske, for det minder jo lidt om en aktietransaktion eller et token. ”
Modsat har argumentet mod en beskatning af techgiganterne ofte lydt, at det i så fald så blot vil være forbrugerne, som bliver ramt af skatten, da de digitale platforme blot vil pålægge forbrugerne udgiften. Alternativet kunne være, at man gik så langt som til at beskatte den enkelte internetadgang.
”Det er ikke utænkeligt, at det med en fælles beskatning kan betyde, at det begynder at koste penge at bruge Google. Men det kan også betyde, at man pålægger en skat pr. internetadgang eller ip-adresse. Man skal altid beskatte det immobile, dem, som ikke kan flytte sig. En sikker vej til ikke at blive genvalgt som politiker er jo at foretage det økonomisk logiske valg og pålægge en skat på brugen af internettet hos forbrugerne også”, siger Philipp Schröder.
Han håber, at man fra EU og OECD’s side sørger for at lave et fælles system, som er farbart. For ellers vil det gå hårdt ud over de virksomheder, der i dag fortsat ikke magter at købe og sælge på tværs af landegrænser.
”Det kræver ikke meget økonomisk indsigt at vide, at det her med differentierede ordninger, det er et no go. For det betyder bare, at det bliver sværere at færdes som virksomhed. Ud af små 250.000 registrerede CVR-numre i Danmark, der er det de facto kun 5-6 %, som køber eller sælger noget internationalt, simpelthen fordi det er bøvlet, med garantier, sikkerhed, dobbeltbeskatning, og folk holder sig væk fra det. En kompliceret national techbeskatningsløsning vil bare gøre de her internationaliseringsbarriere endnu mere vanskelige. Jeg forestiller mig noget i boldgade med moms, som er et fælles princip, men hvor satserne også divergerer.”
