Fælles for alle tre profiler er, at de har haft grundige overvejelser over, hvad henholdsvis det offentlige, det private og forskningsverdenen giver af muligheder.
For to af dem er skiftet sket så meget for nylig, at de grundet corona dårligt har fået sagt ordentligt goddag til deres nye kolleger. Vi har interviewet dem, inden de stort set har været i deres nye fysiske kollegiale omgivelser. Der har derfor været en helt jomfruelig renhed over at tale med dem om overvejelserne bag skiftet. Et skift, som af den ene omtales som ‘kæmpestort’. Den anden har mere mødt formuleringen ‘den anden side’ om det, hun skiftede til, fra venner og kolleger. Den tredje har gennem en årrække opholdt sig på flere forskellige sider af bordet, inden hun tog skridtet og gik den rene forskningsvej. En vej, hun ikke regner med at skulle forlade igen.
De tre bordsideskiftere giver her i tre individuelle artikler svarene på, hvad der har trukket dem til det nye sted, og hvad de forventer sig af det. De tre er Mette Bøgh Larsen, skiftet til SKAT, Karina Kim Egholm Elgaard, der har sat sig på universitetet, og Lars Andersen, skiftet fra SKAT til EY og rådgiversiden. Gennem disse tre profiler vil vi på Taxo afdække, hvilke overvejelser der ligger til grund for store skift i ens professionelle liv. Forhåbentlig kan du selv finde inspiration i deres overvejelser.
Vi har talt med de jobskiftende via video, i bedste coronastil, og taget fotos med mindst to meters afstand.
Lars Andersen
L: Jeg er 56 år. Egentlig uddannet cand.merc.aud. Det vil sige revisor. Jeg har arbejdet 26 år i SKAT, Skattestyrelsen. Sluttede af med de sidste 15 år at være kontorchef i Store Selskaber med ansvar i Aarhus for de store selskaber i Jylland plus alle pengeinstitutter i indlandet. Skiftede til en skatteafdeling primært her i Aarhus. Er samboende med min kæreste og hendes yngste barn og har boet nord Aarhus de sidste 5 år.
Den rolle, du skifter til hos EY, hvad er den?
L: Egentlig en del af skatteafdelingen primært i Aarhus. Og når jeg siger primært, er det, fordi jeg også lidt forventer at lave andre opgaver. Dels qua en erfaring jeg har, fra det ansvar jeg havde i SKAT, omkring pengeinstitutter og den kontaktflade, som jeg havde der. De er i EY samlet på en lidt anden måde, så vi ikke umiddelbart er i Aarhus, men er på landsplan, hvor jeg kunne få en rolle. Og noget af det, jeg lavede rigtig meget af i Skattestyrelsen, var tax governance. Altså denne samarbejdsform, hvor man gik ud i store virksomheder og forsøgte upfront at lave kontrollen frem for at lave sådan en bagudrettet gammeldaws kontrol. Min tidligere chef i Skattestyrelsen, Hans From, har jo også forladt Skattestyrelsen (er ligeledes i dag hos EY, red.), og meningen er jo, at vi skal prøve at lave noget sammen på tværs af landet med sådan et Tax Control framework og kigge på de interne kontroller af skatten i en virksomhed.
Jeg fornemmer en vis sammenhæng mellem Hans Froms skift og dit?
L: Det tror jeg, at der er mange, der opfatter. Vi havde nogle af de samme opfattelser af, hvad der foregik i SKAT, men det var sådan set på ingen måde Hans, der rykkede i mig og sagde, at ”nu går jeg, skal du ikke med?”. Det var det ikke.
Hvad var det så, der rykkede i dig?
L: Jamen øhm sådan helt basalt, så er det vel sundt nok en gang imellem at tænke sig om og sige ”er du egentlig tilfreds med det, som du sidder og laver?”. Man ved jo godt, at så tager den ene dag den anden dag, og der sker måske knap så meget, men det sidste halvandet år har jeg sådan gået og tænkt og har talt med et par folk i verden. Blandt andet en, som er en af mine nye kollegaer, som selv for et par år siden havde gjort et skift. Og det er sådan set også ham, der her op til jul prøvede at rykke i mig og sige ”hvad så? Hvad er din status, Lars?”. Så det var måske mere ham, der direkte rykkede i mig.
Hvad er det, han har gjort, så du har sagt ”nu skal jeg lave noget andet”?
L: Der er vel flere ting. Jeg kunne jo se efter at have talt med ham, at det kunne lykkes at skifte fra en virksomhed, han sad i en virksomhed, og over at blive rådgiver. Og han syntes, at det var rigtig godt. Han var så ikke den eneste, som jeg kendte. Jeg kendte også, og har kendt i mange år, min nye chef. Han skrev, ”du er en af dem, jeg gerne vil have en snak med”, og han sagde ”det kan faktisk godt lade sig gøre, Lars”.
Var der en tvivl, om det kunne lade sig gøre?
L: Jamen, jeg tror, at alle skift, der er sådan lidt større, er tvivlsomme. Du ved, hvad du har, men ikke helt præcist, hvad du får.
Nu nærmede du dig selv lige formuleringen ”et større skift”. Det du har lavet her, hvad størrelse skift er det?
L: Det er vel sådan et pænt stort skift i mit liv også taget i betragtning af alderen, kan man sige. Det er vel også en af grundene. Hvis jeg skulle foretage sådan et skift, så var det ved at være oppe over sådan aldersmæssigt. Nogle af dem, som jeg har talt med efterfølgende, har også sagt, at det var meget overraskende.
Hvad sagde de, var overraskende?
L: At jeg lige pludselig forlod Skattestyrelsen. Nok fordi jeg havde været der så længde. Fordi, altså når du kigger på SKAT, så sker der jo enormt mange omrokeringer og flytninger af folk. Der havde jeg jo ikke rigtig flyttet mig noget som helst i de sidste 15 år. Og det gjorde jo, at vi bare arbejdede trygt og stille og roligt derudad.
Hvad er det i det faglige indhold og det organisatoriske, der gør, at det er et stort skift?
L: Jeg ved ikke lige om det faglige. Forstået på den måde, at nogle af de ting, som jeg kan, det er jo også noget af det, som EY vil have mig til at lave nu. Noget om selskabsskatteret, noget international skatteret, noget af det der tax control framework. Det er jo ikke kun viden, men også kontaktfladerne. De, som gerne ville komme ind at tale med mig i en årrække i Skattestyrelsen, de vil forhåbentlig også gerne tale med mig, selvom jeg har fået et nyt arbejdssted.
Hvad mener du, når du taler om kontaktflade?
L: Kontaktflade. Jeg ved ikke om ‘flade’ er det rigtige udtryk. Men det, at man kender rigtig mange mennesker og har optrådt på en måde, så de gerne vil tale med en igen. Så ved jeg godt, at man ikke kan melde sig ud af SKAT og sige, dem gider vi ikke, vi vil hellere have nogle andre til at kontrollere os.
Men det jeg havde som sigte for mig selv og mine folk, det var jo, at vi optrådte det, jeg kaldte professionelt. Professionelt det var, at virksomheder og rådgivere gerne ville komme ind og tale med os. Og det lykkedes langt hen ad vejen, fordi vi havde en faglig ballast, og vi var åbne og til at tale med. Ham kan vi altså godt tale med og også bruge på andre måder; ikke kun fagligt, men også at nogen turde åbne sig lidt og tale om, hvordan gør vi det her stille og roligt. Det var vel det ry og rygte, jeg havde, og det tager jeg da med mig og kan bruge i det nye virke i håb om, at nogle af dem, som måske ikke bruger EY i dag, siger, vi vil egentlig gerne bruge ham Lars Andersen igen.
Tillad mig lige … din kontaktflade og dit netværk er noget, du tager med dig. Så, igen, hvad er det så, der gør det til det store skift for dig? At du synes, det er et stort skift fra den ene side af bordet til den anden?
L: Jamen, der ser jeg måske nok ikke, som mange andre måske vil opfatte det, at man sidder og arbejder på hver sin side og slås om tingene. Der var jeg måske mere sådan den, der prøvede at sætte sig ind i virksomheder og situationer og sige ”kan vi løse det her på en fornuftig måde”, velvidende at der selvfølgelig var en kant – altså loven, der skulle overholdes. Så ja, jeg ved godt, at jeg var statskassens vogter, men ikke så hardcore en vogter. Man skulle betale den rigtige skat, men derfor kunne man godt sidde sammen og gøre det.
Men hvis det er følelser, som du spørger til, så er det jo den der tryghed, at man ved, hvad man har. Man vågnede, så tog man på arbejde og vidste, hvad man skulle gøre. Og nu møder jeg så ind til noget andet, nogle nye mennesker og nye vaner. Hvad kan jeg gøre? Hvad må jeg? Det er nok ikke så slemt med de faglige opgaver, jeg får smidt i hovedet, for dem ved jeg nogenlunde, hvordan jeg skal håndtere. Det er alt det nye, hvor man skal stikke fingeren i jorden og tænke, hvor skal jeg betræde det.
Og så er det jo et stort skift, at jeg nu ikke har noget personaleansvar. Jeg gik jo fra 25 mand til 0. Nu er jeg jo bare almindelig ansat, og der er nogle, der kan hundse med mig – undskyld udtrykket – men det var jo ikke fordi, at jeg var højt oppe at stå i SKAT, men jeg havde trods alt 25, jeg skulle styre og få til at løbe i den samme retning og sådan noget. Så den opgave er jo også fuldstændig aflyst.
Din titel hos EY er director, ikke?
L: Jo.
Director kan jo dække over mange ting i en virksomhed som EY. Også en der har personaleansvar. Det, jeg hører dig sige, er, at det ikke er den position, du har valgt at sætte dig ind i?
L: Nej, det er rent fagligt, kan man sige.
Hvorfor er det attraktivt for dig på det her tidspunkt?
L: Jamen langt hen ad vejen har jeg selv forsøgt at være med i detaljerne, så vidt muligt tiden tillod det. Det gjorde jo, at jeg havde en interesse i at være faglig gennem alle årene. Nogle gange var det jo det, som jeg syntes, var det allermest interessante. Mere end det sådan organisatoriske, hvor nårh ja det skulle sådan overstås på nogle af flankerne. At vi lykkedes via det faglige, det synes jeg var den fedeste opgave.
Hvad tænker du om det her med selv at skulle være den, der står og ælter bolledejen og måske er rusten på nogle punkter?
L: Det tror jeg, jeg vil være. For der er jo nogle spørgsmål, jeg vil blive stillet, jeg burde kunne løse lige i en håndevending, hvor jeg vil sige ”uha det er godt nok selskabsskat, men det var sgu nok ikke lige det, som jeg har været inde i de sidste 3-4 år, det var nogle andre typer opgaver, vi lavede i mit kontor”. De spørgsmål vil jo komme, når folk sidder og kigger: ”hvorfor fanden ved du ikke det?”. Så må jeg lige i gang med bøgerne.
Skattestyrelsens opgaveformulering både var og er formuleret, som at ”Skattestyrelsen skal sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden”. ”Korrekte” og ”til tiden” er ligesom de to bærende elementer der. Hvad er det så, at du skal sikre, der, hvor du er nu?
L: Jamen, sådan set det samme. Jeg tror, det handler om virksomhedernes lyst til at række ud. Hvem vil de række ud til? En rådgiver og høre, om det er en korrekt skat? Eller vil de ringe til SKAT og tage en snak med SKAT. Så kan man jo sige: Er SKAT villige til at være vejledere, når der bliver ringet ind? Det er der nogle, der vil og have en dialog om, men der er også nogle ved SKAT, der ikke ynder det, som vil sige, at virksomheden må sende et eller andet ind på skrift, der kan tages stilling til. Hen over de måske sidste 5 år er der sket et skift. Både virksomheder, og jeg tror også rådgiverne, har indset, at det handler ikke om at finde hullerne i osten. Det er lige så meget for at finde ud af, hvordan man får betalt den rigtige skat. Hvordan gør virksomheden? Hvordan klæder man virksomhederne på, sådan at der ikke smutter et eller andet? Altså det er igen at kigge i deres systemer og deres kontrol-setup, sådan så man får betalt den rigtige skat til tiden og bruge ressourcerne på det.
Du har for nyligt lavet en udtalelse om Malene Sandholdt Sund, som har taget en master. Et super kort uddrag af det, som du har skrevet, lyder ”at uddannelsen har klædt Malene på og gjort hende til en stærkere forhandler”.
L: Ja.
Hvad er det i den her situation, der er en forhandling? Altså i den her situation, der handler om at sikre korrekt skat betalt til tiden.
L: Altså der er flere momenter i det. Det ene det er, at lovgivningen aldrig er helt sort-hvid. Der er ligesom nogle gråzoner, og der er det så spørgsmålet, hvor ligger man henne? Og som ansat i SKAT så er vi tilbage ved, at det kan godt være, at du skal varetage statskassen og sørge for at få flest penge ind. Nogle gange så tager man så den rolle og siger ”der er mindst muligt fradrag her”, og virksomheden siger ”der er størst muligt fradrag her”. Det kan godt være en forhandling. Vi har masser af møder, hvor man godt må have en forhandlingsteknisk brille på og sige, hvor langt kan man egentlig gå.
Men der sætter du vel også fingeren på det, som er den helt store forskel? I dit forrige job, der har du skullet sige, hvor kort kan vi få dem til at gå? Men i dit nye job skal du nu til at sige, hvor langt kan vi få lov at gå?
L: Ja, et eller andet sted så ja. Men det kan jo så godt være, at jeg stadig, qua den opdragelse jeg har gennem de sidste 26 år, siger ”jamen, reglerne rækker ikke længere end til det her”, hvor andre måske vil sige ”argh, kan vi ikke lige prøve”. Jeg tænker, at min rækkevidde vil være mindre end nogle af mine nye kollegaers, hvis du kan følge mig lidt i det.
Og når du siger rækkevidde, hvad mener du så?
L: Ah, men det er sådan et bud på, hvor langt man kan strække loven. Der ved jeg ikke, om jeg skal lære at sige, argh, vi skal have lidt mere. Det ved jeg ikke. Det må komme an på en prøve.
Hvis jeg forestiller mig dig, der bliver hyret af en virksomhed, lad os bare sige en bank til at rådgive og også helt operativt tage dig af en forhandling med skattemyndighederne. Der sad du før på den ene side af forhandlingsbordet. Nu sidder du så på den anden, og med den ballast, som du kommer med, så er du jo som udgangspunkt en rimelig gruopvækkende forhandlingsmodstander?
L: (pause) Jaaergh. Det kan jeg godt være, måske.
Hvor meget er det noget, som du har tænkt over? Eller hvor meget er det noget, som I, du og dem der har ansat dig, har talt om?
L: Ikke synderligt. Det, vi har talt om, er, at jeg jo stadig har en eller anden form for tavshedspligt på nogle ting. Fair nok, men det med bare at sætte sig ned og forhandle mod mine tidligere medarbejdere. Det er livet. Sådan må det jo være på et eller andet sigt.
Men hvor meget er det noget, som du har talt om til EY, som du har italesat i en lønforhandling eller en vilkårsforhandling?
L: Ikke synderligt. Altså, jeg prøvede at sige et par ting om, hvad jeg synes, at jeg kunne bidrage med til EY, men ikke i det der med, at jeg kunne forhandle med, kan man sige, mine tidligere kollegaer. Tværtimod kan der jo være nogle nede i SKAT, der siger, at ham gider vi sgu ikke lytte til. Han får i hvert fald ikke noget.
Det jeg fisker lidt efter, det er, hvilke kompetencer din chef har købt dig ind på? Jeg kunne godt tænke mig at høre dine egne ord på det.
L: (tavshed) Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg skal formulere. Men ja, det var sådan noget med, hvor ser jeg mig selv henne i EY, noget af det, jeg kan, og så var det nok ikke helt svært, fordi de folk, jeg sad over for, de kendte mig godt og vidste, hvad jeg havde lavet de sidste mange år.
Kan du prøve at fortælle, hvad du tænker helt overordnet om, hvorfor man skifter fra offentligt til privat og hvorfor den anden vej fra privat til offentligt?
L: Jeg tror, at de fleste, som jeg har set, der ligesom har skiftet fra offentligt til privat, har været yngre mennesker, som måske har haft nogle ambitioner. Nogle enkelte har været tiltrukket af noget løn. Og så skal man sådan lige tænke sig om det der med løn. Forstået på den måde at ja, når du så tager timeprisen og frokostpauser, pensionsopsparing og sådan noget. På det niveau er der måske ikke så meget at hente. Men det er jo fair nok at prøve, hvis man ikke har været ude at arbejde i det private, og det vil man gerne som et yngre menneske, ikke?
Også forstået på den måde, at de sådan store rådgivningsfirmaer og revisionsfirmaer, de store advokatfirmaer, de vælger jo dem, der læser jura eller revision som førstevalg. Så det er et fåtal af de ypperste nyuddannede, som starter i SKAT. Men du får jo en super god uddannelse, og derfor er du lige pludselig attraktiv ude i rådgivningsbranchen.
Den anden vej rundt. Ja, der er jo kommet nogle ind. Det er måske knap så mange ind gennem årene. Der er måske kommet nogle ind, der har været ude og så sagt ”det var måske ikke noget for os alligevel, så vi vil egentlig gerne tilbage til SKAT. Nogle, som senere måske skulle have det med familien til at hænge sammen med børn og sådan noget.
Hvorfor blev du hængende så længe på uddannelsesstedet, det offentlige?
L: Ja, det kan jo godt være, at jeg har siddet i den samme position, men opgaverne har ikke været helt ens. Jeg har tumlet rundt og lavet alt muligt mærkeligt i den position. De sidste mange år har jeg været OECD-repræsentant og fået lov at rejse rundt til nogle ting, som jo er det der ekstra lag oven på dagligdagen, som gør det interessant.
