Siden 1991 har Steffen Sværke været en integreret del af Kammeradvokatens skatteafdeling. Og det er ikke uden grund, siger han, da jeg i det lille mødelokale på sjette sal i Shell-huset på Vester Farimagsgade spørger ham om årsagen til det mangeårige faglige ægteskab.
”Der er noget ved ånden herinde, som jeg godt kan lide, og så er værdierne om ordentlighed over for den store klient, vi nu engang repræsenterer, vigtigt for mig.
Vi er her jo ikke for at mase den enkelte borger, men vi arbejder for, at borgeren har krav på det, de har, hverken mere eller mindre.
Og det er en vigtig opgave, for det er med til at sørge for, at retssystemet opfattes som acceptabelt. Derfor er det også vigtigt for os at lukke en sag ned, hvis vi godt ved, at den ikke holder i retten, og der har vi en klient, som grundlæggende ønsker, at sagen skal have det rigtige udfald”, siger Steffen Sværke.
Men selvom man har arbejdet med skat i en, for undertegnede, menneskealder, så er forholdet til skat stadig på linje med den almene danskers.
”Skat er for mig nok som hos de fleste andre danskere – nemlig en helt fundamental ting for vores velfærdssamfund. Det er det, der gør, at vi kan få vores velfærdsgoder, og det er det, der gør, at vi kan klare os selv.”
Steffen Sværke ser dog skat i et lidt større perspektiv. For selvom det selvfølgelig handler om dine og mine penge, så er skat et af de mest gennemgribende juridiske områder i vores hverdag, da det både er en til tider personlig og politisk varm kartoffel.
”Det er klart, at når folk skal af med nogle penge, så er der altid nogle, der vil synes, at de skal af med for meget, og også at pengene bliver brugt på det forkerte. Det er vel en konsekvens af, at man indretter sig i et samfund med 5-6 mio. mennesker, at vi ikke er enige om det hele.
Skat er jo grundlæggende noget, vi er uenige om – det er noget, der starter krige, det er noget, der vælter regimer, hvis man beskatter folk for hårdt, og det er også noget, der vælter regimer, hvis man ikke opkræver tilstrækkeligt med skatter.
Som samfundsborger betyder det det samme for mig som for så mange andre borgere.
Troværdighed frem for alt
Af alle juridiske discipliner, hvorfor er det så lige skat, som har været det faglige trækplaster for Steffen Sværke i de 32 år, han har været ansat hos Kammeradvokaten? Spørger man hovedpersonen selv, så er området både udfordrende og mangefacetteret.
”Der var engang en forfatter, der blev spurgt om, hvorfor han skrev, og han sagde, at det var, fordi han ikke kunne andet. Og sådan har jeg det vel også lidt.
Der er jo det ved det, at når du arbejder med skat, så kommer du i kontakt med alle dele af samfundet, fra høj til lav, rig og fattig, det er hele livet.
Det er fra selvstændige til de helt store selskaber og koncerner. Og så er der rigtig mange andre ting i vores samfund, som er indirekte knyttet til skatteområdet. Så man ændrer ikke bare i skatten uden også at kigge på formueretten og aftaleretten, nogle gange har du brug for at kende til ansættelsesret og forvaltningsret, når du f.eks. er advokat for det offentlige. Det betyder, at det er hele samfundslivet, som du er i berøring med”, siger han.
For Steffen Sværke er det desuden afgørende at sidde i en position, hvor han med sin rolle som myndighedernes repræsentant er med til at sikre forholdene for majoriteten af de danske skatteydere, når sagerne falder ud til hans klienters side.
”Det taler jo ind i, at man må gøre det, der skal til, for at sikre, at man når det rigtige resultat. Troværdighed er jo en stor værdi, og hvis vi går i Højesteret og undertrykker vigtige domme eller vigtige fakta, så har vi jo ingen troværdighed.”
Og netop troværdighed er en helt afgørende faktor for hans syn på det at arbejde med skat og ikke mindst være myndighedernes juridiske repræsentant.
”Troværdighed betyder for mig, at man kan stå inde for det, man siger. Ikke bare noget man tror, men også at man nogle gange har anstrengt sig for at finde ud, hvad der er op og ned. Der er masser af samtaler, hvor man jo ikke behøver en doktordisputats for at fortælle om tingene, som de er, men i det store professionelle arbejde betyder det jo grundlæggende, at man skal have gjort sig umage for at sige det rigtige.
Det betyder jo så ikke, at man altid siger det rigtige, for det er der jo ingen mennesker, der gør. Men det betyder, at man gør sig umage med at forstå en sag, og at man så også gør sig umage med kommunikationen.
For hvis man ikke kan kommunikere og sige tingene, som de er, så er det jo lige meget med at vide, hvad der er rigtigt”, siger han og supplerer:
”Man går jo til en advokat for at få troværdig rådgivning – det ville man jo aldrig gøre, hvis hensigten var at snyde. Så troværdighed er jo en grundpræmis i et fag, hvor vi ikke kommer med andet end os selv og de analyser, som vi laver. Hvis vores analyser i forhold til, hvordan retssager forventes at udvikle sig, hver anden gang er forkerte, så ville vores rolle jo blive udvandet.”
Derfor gør det også ondt, når troværdigheden for advokater betvivles.
”Jeg synes ikke, det er rart, at vores fag er rutsjet nedad. Det produkt, vi kommer med, er jo ikke varme hænder, vi helbreder ikke andre. Hver gang man fører en sag som advokat, så gør man det jo over for nogen, og de nogen synes, det er rigtig hårdt at høre, at de ikke har ret, at deres forklaringer ofte betvivles, som om de er dårlige og løgnagtige mennesker, hvilket de jo ikke er. Men det handler om, hvordan man ser tingene. Hvis jeg var din advokat, ville du elske mig meget højt, og hvis jeg var modpartens advokat, så ville du straks begynde at hade mig. Advokaten er jo klientens våbendrager.”
Monsteret med de fem hoveder
Når man har ført over 150 sager ved landets øverste retsinstans, så kan man som lægmand måske fristes til at tro, at det på et tidspunkt bliver hverdag. Men som advokat er det fortsat forbundet med en vis spænding at iføre sig kåben og træde ind foran de fem dommere.
”Det er jo helt åbenlyst det ultimative – når du er der, så kommer sagen jo meget sjældent videre. Langt de fleste sager er principielle, og det betyder, at der er noget endeligt i de konkrete sager, men også noget endeligt i de spørgsmål, som er til prøvelse. Og det betyder jo også, at de ressourcer, der sættes ind her, de er højere og større.”
Men hvad er det for en følelse, man som advokat står med, når man procederer sager ved landets øverste retsinstans? Steffen Sværke sammenligner det med at stå over for et femhovedet monster.
”Jeg er et konkurrencemenneske, og jeg trives rigtig godt i det pres, som ligger ved at føre sager ved Højesteret.
Jeg synes, det er ganske sjovt at gå i Højesteret, og det taler virkelig til det, jeg gerne vil. Man sidder over for et femhovedet uhyre, fem dommere, som hver for sig er ganske dygtige, men som er mere værd sammen end summen af de fem, fordi de tilfører hinanden ganske mange ting.
De er derfor også meget kritiske, da de søger efter det rigtige resultat. Da jeg startede med at gå i Højesteret, så undrede det mig, at dommerne sad og fulgte meget nøje med i det sagte ord, når jeg refererede til loven. Men det er jo, fordi de ønsker at se parternes forskellige udlægninger af loven, og fordi de ønsker at høre, om der er noget, de har overset.”
Menneskeskæbner
Jeg har læst, at Steffen er fascineret af Winston Churchill. Jeg spørger ham, hvordan han kan relatere til det historiske koryfæ, som Churchill jo var.
”Det er fantastisk med et menneske, som havde så stor betydning for Europa. For mit vedkommende er det jo nok også, at han gennem årene fik masser af nederlag, men altid rejste sig op på ny. Men så også det med det sproglige element hos Churchill, som virkelig blev brugt på en meget raffineret måde.
Der er et eksempel på, at han simpelthen frøs, og ikke vidste hvad han skulle sige i parlamentet. Så han var altid forberedt, for de ord, han sagde, var altid vigtige for både briterne og europæerne.”
Og forberedelsen ligger Steffen Sværke meget på sinde. Både i sit daglige arbejde med skat, men også i relation til de sager, der har sat sig spor i ham, og som han stadig husker tilbage på.
Nemlig blødersagen, der fandt sin juridiske afslutning i midten af 90’erne, og som sammenlagt løb i ni år.
Sagen, der i sin korthed handlede om HIV-inficeret blodplasma til bløderpatienter i midten af 80’erne fra især udenlandske og et dansk medicinalfirma, endte med at koste 65 mennesker livet. En sag, hvor Steffen Sværke repræsenterede de danske myndigheder, og det er den sag, han hiver frem, da jeg spørger ham, hvilke sager der har påvirket ham mest.
”Den, der dog har gjort mest indtryk, var ikke en skattesag, men en erstatningssag, blødersagen. Der så man jo virkelig nogle tragedier, som berørte mig dybt, for her handlede det jo ikke ’bare’ om penge, men om menneskeliv.
Det menneskelige element, hvor vi repræsenterede de potentielle skadevoldere, altså staten, og så var det en meget omtalt sag. Her var der ingen vindere.”
