Danmark skal have digitaliseringsklar lovgivning. Det blev alle Folketingets partier enige om tilbage i sommeren 2018. Og det er da også et gennemgribende og spændende projekt, som det danske embedsværk har kastet sig over. Det mener Hanne Marie Motzfeldt, der som lektor i digital forvaltning ved Københavns Universitet følger transformationen fra analog til digital på nærmeste hold.
Da Taxo spørger hende, hvor interessen for digitalisering af den offentlige forvaltning kommer fra, holder hun en længere pause. Efter et minuts eftertænksomhed påpeger hun, at det nok startede med beundringen for nogle af de gamle koryfæer i det juridiske landsskab, som var hendes mentorer, da hun selv indledte sit arbejdsliv.
”Jeg er nok en af de sidste jurister i Danmark, der blev oplært af de store idealister inden for det at skabe en bedre forvaltningskultur i Danmark.
...Især da jeg var ansat hos Folketingets ombudsmand, hvor jeg arbejdede for Hans Gammeltoft-Hansens unikke ledelsesteam: Jens Møller, Kaj Larsen, Morten Engberg og ikke mindst Karsten Loiborg. For dem handlede det nemlig oprigtigt om at skabe en bedre forvaltningskultur, mere end det handlede om at fremme egen karriere og personlige mål. Jeg kan ikke forklare hvordan, men det inspirerede mig til det arbejde, jeg sidder med i dag”, siger hun og uddyber:
”Det er ikke, fordi at jeg på nogen måde vil antyde, at jeg har den indsigt og drive, som de her mennesker havde, men det er forbilleder, som følger med mig, og det er derfor, at jeg har så svært ved kompromisser med ønsket om en god forvaltningskultur. Det miljø havde noget, som jeg savner hos mennesker i dag – at vi lægger vores arbejde for at gøre noget for samfundet, mennesker og fremtiden. Det gør mig ked af, at der er så stor en andel af unge advokater, der ikke er i den juridiske verden for at fremme retssikkerhed – men for egen vinding.”
Men hvad så med det digitale? Hanne Marie Motzfeldt trækker luft ind og sætter dernæst fingeren på det, der driver hendes arbejde i dag.
”Det digitale kommer så ind, da det er der, hvor det er vigtigt, at der er nogle, der træder ind og bliver ved med at arbejde for den her ordentlige forvaltningskultur. Det er vores tids store udfordring. De mennesker, der oplærte mig, de fulgte overgangen fra minimalstat til en stor velfærds- og reguleringsstat, som den vi har i dag. De var drivende for at skabe afbalanceret, klog og langsigtet lovgivning, der støttede op om legalitet og god forvaltningskultur. Nu er samfundet ladt alene tilbage på broen med overgangen til en ny stor transformation, som det offentlige jo står i, nemlig digitaliseringen.”
Det manglende ottende princip
Vi vender tilbage til diskussionen om digitaliseringsklar lovgivning, som jo er det rammeværk, der skal definere al fremtidig lovgivning. Men hvad betyder det overhovedet, at lovgivningen skal være digitaliseringsklar?
”For mig er digitaliseringsklar lovgivning i virkeligheden udtryk for, at med lov skal digitalt land bygges.
...For 10-15 år siden havde vi ofte lovbestemmelser, som tjente nogle fornuftige formål, men som pludselig i sin udformning blev uhensigtsmæssige barrierer. F.eks. underskriftskravet, altså at det endelige dokument sendt til borgeren var skrevet under af en sagsbehandler – med blå kuglepen, naturligvis. Her skulle reglerne selvfølgelig ændres til den digitiale virkelighed, vi står i i dag – men uden at give køb på de hensyn, der stadig skal tilgodeses. Så man har ændret det til, at man ikke skal have den blå kuglepen, men endelige og autentiske dokumenter.”
For at skabe den bæredygtige lovgivning omkring offentlig digitalisering handler det for Hanne Marie Motzfeldt om at skabe den rette kultur omkring både lovgivning og digitalisering. Altså at overveje helhedsbilledet, så man både respekterer demokratiet og tager højde for, at bestemte lovgivningstiltag risikerer at koste en masse penge fra samfundskassen.
”F.eks. kunne det være, at lovgiver fik den ide, at vi her i Covid-19 skulle booste økonomien ved at øge børnechecken. Her skal man være omhyggelig med, hvordan man formulerer lovgivningen, så man ikke udløser en million- eller milliardudgift på, at de eksisterende systemer skal ændres. Det er ikke for at påvirke lovgivers mål – embedsværket skal være meget påpasselige med at agere, som om at det har samme demokratiske legitimitet som Folketinget. Man skal bare sikre, at midlet er gennemtænkt. Det, jeg mener er, at man meget ofte vil kunne opnå det samme, selvom man udformer lovgivningen på en lidt anden måde, hvor man ikke skal ind og lave eksisterende systemer helt om.”
Skal man kigge nærmere på de syv principper, som blev lanceret i forbindelse med aftalen, og som du kan læse meget mere om i tema-artiklen andetsteds i dette blad, så mener Hanne Marie Motzfeldt, at man egentlig rammer meget godt. Der mangler bare ét.
”I min optik rammer Digitaliseringsstyrelsen plet med dem alle sammen, men der mangler et ottende princip. Jeg synes ikke, embedsværket har været gode nok til at tænke i helhed. Og her vil jeg gerne sætte tænderne i ejendomsvurderingssystemet – igen. En ting er at skabe noget effektivt og få Folketinget til i et svagt øjeblik at skrive under på den stiplede linje. Så burde alt være godt, men det er det ikke! Det er overhovedet ikke bæredygtigt. For man har glemt at tænke de sidste faktorer ind her; konsekvenser i forhold til udgifter til systemet, for styreformen og for befolkning. Hvor dyrt er det blevet, hvordan påvirkes styreforholdene, og hvordan vil borgerne opleve det vedtagne?Det bør være det ottende princip. Altså, hvad sker der, hvis det meget dyre ejendomsvurderingssystem bliver sat i drift med de marginer på 20 % op og ned, som man har fået Folketinget til at nikke til?
Jeg tror, at der mangler alignment mellem befolkningens retsfølelse og embedsværkets effektivitets- og innovationsdrift kombineret med en ikke-helt-veludviklet fornemmelse for, at de økonomiske omkostninger ved nogle former for digitalisering simpelthen forarger befolkningen – med rette.
Det er ikke nok bare at få politikerne til at skrive under”, siger hun.
For har man ikke styreform og befolkning med, så giver det bagslag. Det gælder også generelt, når man ændrer på processer, som griber ind i den enkelte borgers dagligdag. Motzfeldt frygter, at frustrationerne, der følger med uigennemtænkte forandringer, bliver brænde til et bål, hvor der sker en polarisering af debatten.
”En god forvaltningskultur, hvor man får borgerne med, det er jo langt mere effektiviserende og besparende på længere sigt. Det er bæredygtigt. Det risikerer nemlig at skabe tech lash, hvis man tromler. Jeg vil gerne fremhæve polariseringen i den offentlige debat om fordele og ulemper ved f.eks. kunstig intelligens. Debatten – og mediedækningen – er helt blind for, at der er væsensforskellig forskel på brug af AI til analyse af lyd fra Banedanmark for at forbedre vedligehold af togskinner og kugleaksler overfor landsdækkende profilering af mennesker – borgere – i det offentlige. Vi vil enten kun tale om den lille del, der er farlig, eller den del, hvor der er fantastiske muligheder. Og ingen vil tale om, hvor brugen af borgernes skattepenge til udvikling faktisk er proportionalt med gevinsterne.”
SKAT er et forbillede. Og en prügelknappe
Zoomer man ind på skatteområdet, så er der faktisk mange positive takter, hvis man spørger Hanne Marie Motzfeldt. For selvom SKAT har fået mange tæsk i offentligheden de sidste mange år, så bør man rose SKAT for at være gode til at omstille sig til den nye virkelighed.
”Jeg synes faktisk, at sammenligner man, hvor skat var for otte år siden og så i dag, så har kulturen virkelig rykket sig i forhold til at gennemtænke beslutninger og processer.
Meget af det, som rammer SKAT i nakken nu, er altså helt faktuelt beslutninger truffet tidligere, som ikke var videre gennemtænkte.
Jeg synes derfor, at det er vigtigt at rose SKAT for at arbejde intenst og målrettet for at genskabe en god forvaltningskultur end blot at skælde dem ud.”
Men det er svære arbejdsbetingelser, fordi de mange fejl i forrige årti fortsat klæber fast til SKAT’s renommé.
”Jeg tror egentlig, at det nye EFI-projekt kører meget fornuftigt, modsat det sidste. Hvis jeg må være den sure lektor igen, så vil jeg dog pege på, at SKAT burde være bedre til at dele deres erfaringer med andre myndigheder. Hvis vi virkelig skal derhen, hvor vi skaber god digital forvaltning, så skal vi lære af vores fejl. Ikke gentage dem på forvaltningsområde til forvaltningsområde. Andre myndigheder – på vej igennem den samme transformation – kunne have helt enorm nytte af SKAT’s erfaringer. ”
Men de mange sager, der fortsat klæber til SKAT, medfører store udfordringer. Både i forhold til de enorme økonomiske omkostninger, styreforhold, retssikkerhed og retsfølelse, men også i forhold til befolkningens oplevelse af fordelene ved digitaliseringen.
”Den gamle EFI-sag er jo et eksempel på, at den udøvende magt ikke evner den opgave, som den lovgivende magt har sat dem til, og på, at offentlige midler bliver forvaltet helt utroligt uforsvarligt i en digitaliseringshype. Og det er jo et kæmpe problem. Men jeg tror også, der er mange andre ting, der har ramt SKAT, det er jo ikke kun digitaliseringen. Vi har været inde på en skæv tænkning i mange år. Det offentlige er ikke en virksomhed, der skal drives, men den udøvende magt – underlagt den demokratisk legitimerede lovgiver og et grundlæggende krav om at agere forsvarligt.”
En af de nedskrevne principper i aftalen om digitaliseringsklar lovgivning handler om enkle og klare regler – et område, som dansk skattelovgivning har kæmpet med i mange år. Men det er ikke så ligetil bare at gøre dansk skatteret mere enkel. Enkelt er ikke lig med, at det ikke må være komplekst, mener Hanne Marie Motzfeldt.
”Der er sikkert ikke tvivl om, at vi trænger til en eftertrykkelig skattereform i Danmark. Det kunne da være forfriskende, hvis nogen slettede det eksisterende og startede forfra. Men enkelt og klart er ikke lig med, at det ikke vil blive komplekst. Regler er jo med til at forme vores samfund, men vi kan altså ikke bruge regler til at skabe et enkelt samfund.
Hvad er det, som vi forestiller os? At vi kan tage den komplicerede, varierede virkelighed og stoppe i meget få og enkle kasser? Et komplekst, højudviklet samfund kalder på kompleks regulering.”
Spørgsmålet er så, om det f.eks. er blevet lettere at være virksomhed i Danmark, siden principperne trådte i kraft i 2018. Og til det er svaret: ”næppe”.
”Det er ikke blevet nemmere at være virksomhed i Danmark, og mange virksomheder er nødt til at bruge mange penge på rådgivere. Sagen om én skattekonto var f.eks. bøvlet, fordi den måtte forbi Folketingets ombudsmand, før virksomhederne slap for efterslæbet på de renteberegninger, som var gået galt i systemet. Men det er igen lidt synd for SKAT, for det er et efterslæb, som blev sat i søen i sidste årti. Jeg tror ikke, at SKAT ville sætte noget lignende i søen i 2020´erne, for det er et SKAT, der har lært af sammenbruddet i sidste årti.”
Og derfor er det vigtigt, at lade den nye Skattestyrelse arbejde for at bringe sagerne i orden igen uden at skulle forholde sig til – forsvare og forklare – fortidens fejltagelser hele tiden.
”Jeg kan godt være lidt bekymret for fremtiden for den skatteorganisation, der er ved at blive opbygget nu. Min fornemmelse er, at der er sunde strømninger, der tænker i legalitet og retssikkerhed og er præget af god forvaltningskultur. Derfor vil det gøre mig inderligt ondt, hvis den får så mange slag på grund af de mange sager fra sidste årti, at den går i stykker igen.”
