Det er ikke sædvanligt, at der i Ugeskrift for Retsvæsen kommer indlæg, der medfører en heftig diskussion mellem forskellige bidragydere. Og giver en artikel anledning til bemærkninger, foregår det som regel stille og fredeligt uden de store armbevægelser.

Anderledes var det omkring årsskiftet 1970/71, eller for snart 50 år siden. Da blev der bragt en artikel i UfR 1970B.245: »Om domsbegrundelsen« af professor, dr.jur. Knud Illum, som mildest talt vakte vild opstandelse i dommerkredse. Næppe mange jurister i dag har kendskab til den debat, der dengang udspillede sig i ugeskriftet, og heller ikke mange har haft fornøjelsen af at opleve professor Knud Illum dels som forelæser, dels som eksaminator. Knud Illum var ugeskriftsredaktør fra 1946 til udgangen af 1975 og bidrog flittigt med artikler til ugeskriftet. Mange af artiklerne var kommentarer til artikler fra andre bidragydere og blev bragt i ugeskriftet som regel under overskriften »Bemærkninger til foranstaaende«.

Knud Illum var en dybt respekteret professor ved Århus Universitet og var en afholdt forelæser i fagene Tingsret og Tinglysning, hvor han også havde skrevet de lærebøger, der blev anvendt. Hans formidling af indholdet i UfR foregik bl.a. ved, at han til det ugentlige lørdagsmøde for de ansatte jurister på Institut for Privatret mødte op med det senest udkomne hæfte af UfR bøjet sammen og stukket i en udvendig jakkelomme, hvorefter han i mødet gennemgik de i hæftet indeholdte domme, der efter hans opfattelse kunne give anledning til kritik, enten for så vidt angik dommens resultatet og/eller begrundelsen.

Det var ikke første gang, professor Illum skrev en artikel, hvor han kritiserede domstolenes arbejde med hensyn til udarbejdelse af domme. Allerede i 1946 havde Illum en artikel i UfR om domsbegrundelsen, UfR 1946B.170 »Nogle bemærkninger om domsbegrundelsen«, og i en tale ved Århus Universitets årsfest 1951, som blev bragt i Århus Stiftstidende den 26. og 27. oktober 1951¹, var Illum også ude med kritik af domstolene. I artiklen hedder det bl.a.:

»At det er rigtigt, at domstolene ofte træffer deres afgørelser ud fra uvedkommende hensyn, som de ikke tør lade træde frem i domsbegrundelsen, kunne jeg yderligere dokumentere ved talrige udtalelser, som dommere er fremkommet med under diskussionen om enkelte afgørelser. Domsvotering er imidlertid fortrolig og maa behandles som saadan i en større kreds. Den enkelte dommer kan også med rette føle sig brøstholden, dersom han skal drages til ansvar for misbrug, der synes saaledes legaliseret af praksis, at det forekommer overalt. Et eksempel skal jeg dog nævne, som for første gang gjorde problemet aktuelt for mig på en ligefrem chokerende maade. Jeg drøftede med en dommer en afgørelse, som han havde taget del i og fremsatte nogle indvendinger mod den vidtgaaende anvendelse af den regel, som laa til grund for dommen. -Ja, men jeg skal sige Dem, svarede han, det er slet ikke betragtninger af den art, som var bestemmende for mig. Men der var 21 næringsdrivende af samme art i Jylland, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til, at han skulde klare sig bedre ud af vanskeligheder end de andre. Nu maa det bemærkes, at den paagældende juridisk stod i en særstilling. Dommerens udtalelse refererede sig udelukkende til, at han ikke fandt nogen anledning til, at den paagældende skulle komme til at indtage en særstilling, aldeles ladende haant om den juridiske begrundelse herfor.«

Det var en ret kraftig kritik af domstolene, Illum her fremførte. I talen ved årsfesten på Århus Universitet talte han således om misbrug, der synes således legaliseret af praksis, at det forekommer overalt, og at man lader hånt om den juridiske begrundelse.

I artiklen i UfR 1970B.245 anfører Illum:

»Gennem adskillige år har jeg ikke sjældent over for dommere gjort gældende, at man ikke anvender den omhu og omtanke med udformningen af domsbegrundelsen, som er ønskelig. Det kan føre til afsigelsen af urigtige domme, hvis den tankegang, man følger, ikke er logisk og konsekvent. Mange retsafgørelser frembyder tvivl, i særdeleshed sådanne, som gøres til genstand for anke. En skæv tankegang kan også give skæve resultater og få det relevante i sagen til at fortone sig. Som oftest ligger sagen dog således, at man ikke med rette kan rejse indsigelse mod domsresultatet, men nok mod begrundelsen. Især er det tydeligt, at det er en nærliggende fristelse at overbegrunde en dom. Jo mere, der anføres i begrundelsen, jo stærkere står dommen tilsyneladende.«

Senere i artiklen anfører Illum, at grunden til, at han nu greb pennen, var den erfaring, der i de sidste år var indhøstet ved en gennemgang af domme ved Århus Universitet navnlig fra Ugeskrift for Retsvæsen med henblik på deres registrering i en fælles domsregistratur. I denne forbindelse gennemgår man dommene kritisk med henblik på deres indhold og rækkevidde, og denne gennemgang havde givet ham det indtryk, at arbejdet med domsbegrundelsen i visse typer af sager lader mere tilbage at ønske, end man på forhånd ville tro. Det førte ham til den konklusion, at domstolene forsømmer en del under udarbejdelsen af domsbegrundelserne, hvorved navnlig sagens parter kan føle sig forurettet:

»Det synes at være et ganske almindeligt træk hos danske dommere, at domsresultatet er det, der har deres største interesse. Opmærksomheden slappes derimod, når begrundelsen skal føres i pennen. Kritikken af domsbegrundelsen kræver ikke i sig selv nogen fuldstændig gennemgang af dommen«.

Illum anfører herefter, at gennemgangen er begrænset til en periode på 4 år:

»Det beror ikke på, at tilsvarende eksempler ikke kan findes i andre perioder. For mig er det i denne sammenhæng massevirkningen, der tæller. Denne og hin dom er ofte kritiseret. Alle begår vi fejl, og det kan ikke give anledning til kritik af synderlig vægt. Men fejlene er så mange, at man kan se, at dommerstanden ikke lægger vægt på at affatte deres domme med en præcis og rammende begrundelse.«

Der refereres herefter i artiklen en række domme – omkring 40 i alt - hvor Illum retter kritik mod domsbegrundelsen. For flere dommes vedkommende er kritikken ret skarp, og der benyttes således udtryk om en begrundelse: »Den synes helt urigtig, hentet ud af den klare luft².«

Artiklen gav anledning til en række indlæg i ugeskriftet fra dommere. Således højesteretsdommer Jørgen Trolle i UfR 1970B.261, højesteretsdommer Th. Gjerulff i UfR 1970B.271/1, landsdommer Ole Agersnap i UfR 1970B.271/2, højesteretspræsident Aage Lorenzen i UfR 1970B.277, landsdommer H. Funch Jensen i UfR 1970B.279. Det var det tunge skyts, der blev ført frem. Men også fra advokatside blev Illums kritik imødegået, således af landsretssagfører Kristian Mogensen i UfR 1970B.272, der skrev bl.a.:

»I UfR 1970 B p. 245-56 retter professor Knud Illum en sønderlemmende kritik mod en række trykte domme fra årene 1966‐69 og lader samtidig forstå, at de ca. 40 domme, han omtaler, kun er nogle udvalgte eksempler på dårlig domsskrivning. Artiklen måtte give anledning til forbavselse og nogen ængstelse: Står det virkelig så slet til med rettens pleje her til lands?
Da jeg under læsningen nåede til en højesteretsdom, som jeg har førstehåndskendskab til, blev min forbavselse større, men antog en anden retning, samtidig med at min ængstelse fortog sig. Da jeg er bekendt med, at andre vil imødegå Illum på en bredere basis, skal jeg indskrænke mig til den sag, jeg har særligt kendskab til.«

Landsretssagfører Kristian Mogensen omtaler herefter sagen i UfR 1967.786 H. En sag, han tabte ved Højesteret, og som af Illum i artiklen omtales som »udtryk for en form for frihåndstegning ved domsafgørelsen, som bringer usikkerhed og mangel på konsekvens ind i rettens pleje³«. Landsretssagfører Kristian Mogensen tilbageviste Illums kritik af dommen og skrev:

»Man kan være uenig med nogle dommere, der i en sag lægger hovedvægten på andre konkrete momenter end dem, man selv anser for vigtigst. Det kommer man som praktiserende advokat ud for, og det kan gå en professor ligeså. Men der skal meget til i den anledning at konstatere, at der er bragt usikkerhed og mangel på konsekvens ind i rettens pleje. Jeg har i alt fald svært ved at indse, hvad der vindes for rettens pleje, ved at man i videnskabens navn, jfr. bl.a. professor Illums påberåbelse af undersøgelser på Århus Universitet (!), lægger andet og mere ind i konkrete domsbegrundelser, end der står i dem.«

Fra dommerside blev professor Illums kritik imødegået ved, at dommerne hovedsagelig for så vidt angik de sager, de selv havde deltaget i, tog stilling til Illums kritikpunkter og stort set afviste kritikken i sin helhed⁴. Der blev ikke lagt fingre imellem. Således anfører højesteretsdommer Jørgen Trolle, at forfatterens kritik i adskillige tilfælde beror på mangelfuld læsning af dommene eller er direkte uberettiget. På nogle steder er hans fremstilling derhos så knap og unøjagtig, at den bliver positivt misvisende. Jørgen Trolle fremhævede i sin artikel Illums bemærkning om, at »kritikken af domsbegrundelsen kræver ikke i sig selv nogen fuldstændig gennemgang af dommen.«

Højesteretspræsident Aage Lorenzen anførte bl.a.:

»Når man imidlertid som Illum beskylder de danske domstole for ikke at anvende omhu og omtanke med udformningen af domsbegrundelsen og for at forsømme en del under udarbejdelsen af domsbegrundelserne, hvorved navnlig sagens parter kan føle sig forurettet, kræver en sådan beskyldning en fyldig og ‐ i forhold til domstolene ‐ loyal dokumentation. Her forekommer det mig, at Illums dokumentation svigter i en sådan grad, at domstolene burde have været forskånet derfor.«

Også mere følelsesprægede indlæg kom der fra dommerside. Således anførte landsdommer Funch Jensen bl.a.:

»Jeg kan garantere for, at der bliver arbejdet og omredigeret på præmisser i de små dommerhjem; at vi af og til vågner op om natten, fordi et godt argument har sneget sig frem fra den underbevidsthed, hvori også en del af forstanden har til huse. Vi kan evne at begrunde vore domme mere eller mindre talentfuldt, men vi kan til gengæld forlange af vore kritikere, at de i hvert fald læser, hvad vi skriver, inden de kritiserer.«

At professor Illums artikel også gav dønninger på Århus Universitet viser et indlæg fra professor Max Sørensen, der under overskriften »En berigtigelse« redegør for, at den juridiske faggruppe ved universitetet består af tre institutter for henholdsvis privatret, offentlig ret og proces- og kriminalvidenskab, og gør opmærksom på, at Illums erfaringer ikke hidrører fra de to sidstnævnte institutters arbejde, og Max Sørensen fortsætter:

»For mit eget vedkommende ‐ og jeg ved at jeg ikke står alene ‐ er det en selvfølgelighed, som det ikke burde være nødvendigt at fastslå på tryk, at intet erfaringsgrundlag foreligger for den opfattelse, at vore dommere ikke udviser fornøden omhu og omtanke ved affattelsen af domsbegrundelser.«

Professor Illums bemærkninger til den kritik, der var fremkommet mod han artikel, blev bragt i UfR 1971B.65 under overskriften »Et gensvar«. Det hedder heri bl.a.:

»Man må lade de danske dommere, at de er hurtige og står ryg mod ryg, når man træder dem for nær. Det strømmede ind med artikler til Ugeskrift for Retsvæsen, og de forelå i korrektur på mit bord allerede, inden min artikel om domsbegrundelsen var fremkommet i Ugeskrift for Retsvæsen. I svarene bruges en taktik, der er velkendt, nemlig med synlig triumf at pege på de fejl, der er af ringe betydning, for derved at stemple modstanderen.«

Professor Illum gennemgår herefter en række indvendinger fra dommerside mod de kritikpunkter, han har anført i sin artikel mod begrundelsen i de i artiklen nævnte domme. Illum anfører bl.a.:

»Højesteretspræsident Lorenzen udtaler skarpt, at han ikke kan opfatte min kritik anderledes end som en sigtelse for retsfornægtelse. Jeg vil snarere sige, at bedømmelsen vedrører en lidt forskellig opfattelse af domstolenes opgave. Jeg har tidligere rørt ved spørgsmålet om de falske lodder i fru Justitias vægtskål, et problem, der ikke har stået i forgrunden i min artikel. Et gammelt ord siger, »summum jus, summa injuria«. Der er mange ‐ også dommere ‐ der mener, at det i retsanvendelsen kommer an på at nå til et praktisk og rimeligt resultat, selv om det sker ved at hugge en hæl og klippe en tå i anvendelsen af lov og anerkendte retssætninger.«

Artiklen slutter således:

»Jeg kan ikke komme ind på alt, hvad der i øvrigt er anført i de forskellige indlæg; de viser, at dommerne også, når det gøres nødigt, forstår sig på procedure på godt og ondt. Hvad der undrer mig lidt er, at mine strøtanker om domsbegrundelsen tilsyneladende volder langt større harme og forargelse end de mange mere eller mindre politisk prægede angreb, som domstolene jævnligt udsættes for fra anden side. Jeg mener kun, at det arbejde, der i regelen gøres godt, kunne gøres endnu bedre.«

Debatten i ugeskriftet om domsbegrundelsen slutter med »Duplik til professor Illum« af Jørgen Trolle i UfR 1971B.85, hvor Trolle bl.a. anfører:

»Professor Illum opholder sig ved antallet af de svar, hans artikel har fremkaldt: han finder, at dommerne hænger sammen og står ryg mod ryg. Hertil anstiller man den betragtning, at hvis nu en dommer i bred almindelighed havde skrevet, at vore professorer ikke gjorde nok ved deres bøger; og hvis han i flæng var fremkommet med 30‐40 citater fra forskellige lærebøger; og hvis disse citater i vidt omfang havde været misvisende og kritikken af dem uberettiget ‐ så var der nok kommet ikke eet, men mange svar. Det samme var nok sket, hvis man med henvisning til et antal mangelfuldt dokumenterede exempler havde sigtet sygehusene landet over for sløsagtig behandling af patienterne.«

Som et kuriosum kan nævnes, at nogle år efter debatten i ugeskriftet om Illums artikel forelå en situation, som Trolle nævner i sit sidste indlæg, hvor en dommer, under henvisning til at retsvidenskaben kritiserer domstolene for i sager, der opfordrer til principiel stillingtagen, at vige udenom ved at give en konkret begrundelse for domsresultatet, bebrejdede en professor for i sin lærebog ikke at omtale domme, hvor der – på et område, hvor retslitteraturen i årevis har efterlyst en principiel afgørelse – nu forelå principielle afgørelser. Det var landsdommer Poul Rønnov i UfR 1975B.157, der efter bemærkninger om Illums artikel, bl.a. anførte, at afsnittet om identifikation i 2. udgaven af Erstatningsret af professor Stig Jørgensen var en ordret gentagelse af det tilsvarende afsnit i den tidligere udgave, og kritiserede, at en Vestre Landsretsdom, der var afsagt efter 1. udgaven, og som indeholdt en principiel stillingtagen til et identifikationsspørgsmål, ikke var omtalt.

At landsdommer Poul Rønnov ikke var omhyggelig med sin læsning af bogen og således begik samme fejl, som man fra dommerside bebrejdede professor Illum, viser professor Stig Jørgensens svar.

Under overskriften »Lidt om nøjagtighed« besvarede Stig Jørgensen artiklen således:

»Landsdommer Poul Rønnows artikel ovenfor p. 157‐160 handler foruden om en Vestre Landsrets dom bl.a. også om nøjagtighed. Man kunne derfor have ventet, at forfatteren for en fuldstændigheds skyld havde citeret følgende sætning i min Erstatningsret (2. udg.) p. 256, n. 186: »Om identifikation mellem børn og forældre se ovf. kap. 9«. Kap. 9 er det af forfatteren p. 158 nævnte, af Jørgen Nørgaard skrevne, nytilkomne kapitel om børns ansvar.«

Man kan vel altid rejse kritik mod den måde, som domstolene begrunder deres afgørelser på. Ved nogle sager, som f.eks. forældremyndighedssager, er begrundelsen ofte meget kortfattet, idet dommeren ved sådanne sager prøver at undgå, at der bliver skabt mere konfliktstof i sagen end nødvendigt. Sådanne domsbegrundelser kan man muligvis bebrejde domstolene, men man kan ikke udlede deraf, at sagen ikke har været grundigt bearbejdet og - hvor der medvirker flere dommere ved afgørelsen - grundigt gennemdrøftet.

Illustrerende vedrørende domsbegrundelse beretter en tidligere universitetsansat jurist, nu højesteretsdommer Jens Peter Christensen, fra sin konstitutionsperiode i Vestre Landsret i 1999-2000 om en votering, hvor han og 2.voterende voterede for et bestemt resultat, men hvor retsformanden syntes, at resultatet ikke var helt rimeligt. »Og mon ikke de anbringender, der var gjort gældende, måtte forstås sådan, at de også rummede grundlaget for det rimelige resultat?« Jens Peter Christensen oplyste, at han og 2.voterende fulgte retsformanden. »En rigtig afgørelse, der tilmed er rimelig, er jo at foretrække for en afgørelse, der kun er rigtig⁵.«