Der har fra tidernes morgen været ført retssager både civile og straffesager ved domstolene om næsten alt mellem himmel og jord. Mange tvister har været tidstypiske forstået på den måde, at de er præget af den tid, sagen er behandlet i, eller de er opstået på en særlig baggrund. Tænk f.eks. på 2. Verdenskrig og de særlige sager, der blev behandlet i forbindelse med retsopgøret, selskabstømmersagerne og de mange sager, der var i halvfemserne i forbindelse med almindelige menneskers køb af anparter i kommanditselskaber for at få fradrag i skatten, men hvor det ikke var gået, som kommanditisterne havde forestillet sig.

En gennemgang af Ugeskrift for Retsvæsen i perioden 1867 til 2016 viser de mange forskellige sagstyper, domstolene har behandlet gennem 150 år. I de første årgange, hvor redaktionen bestod af overretssagfører P. Casse og auditør J.H. Mundt, ser man bl.a. en del alimentationssager og sager om pension og ventepenge refereret, ligesom man kan se, at Højesterets jurisdiktion var større end i dag, idet domme fra den vestindiske landsoverret også kunne ankes til Højesteret.

Visse typer af sager har ugeskriftets læsere altid haft fornøjelsen af at kunne læse, f.eks. tvister mellem naboer, arvinger, forhenværende ægtefæller, folk der falder på sneglatte fortove og børns erstatningsansvar, mens andre sagstyper er forsvundet, f.eks. sager om aftægt, checks og anvisninger og kvaksalveri. Ugeskriftets redaktion har løbende måttet ændre emneregistrene og har især i nyere tid ofte tilføjet nye emner, især inden for afgifter og retspleje. I hovedregisteret for 1995 er emnet »Menneskerettigheder« ikke med i emneoversigten, men emnet optræder under Personspørgsmål 5. Udlændinge optrådte i 1985 i forbindelse med emnet »Udland«, hvor man dog blev henvist til at søge under folkeret, fremmed ret, fremmede domstolsafgørelser og værneting. Først i årgang 2013 er »Udlændinge« kommet med i hovedregisteret.

Når man læser i de gamle ugeskrifter, kan man ofte ikke lade være med at trække på smilebåndet over visse af de sager, som blev ført dengang. Mon ikke det samme vil være tilfældet om 50 år ved læsningen af afgørelser fra 2016?

Det er umuligt i en mindre artikel at illustrere alle sagstyper i ugeskriftet gennem snart 150 år. Jeg har derfor fundet enkelte lidt mere kuriøse afgørelser frem for at vise den udvikling i samfundet, som afgørelserne afspejler.

Sagerne mellem tidligere ægtefæller har i dag en helt anden karakter end før i tiden. I dag strides tidligere ægtefæller (og i dagens Danmark også tidligere samlevende, og de kan tilmed være af samme køn), især om, hvorvidt børnene skal bo hos mor eller far. Før i tiden drejede de forhenværende ægtefællers stridigheder sig som oftest om separation og skilsmisse, for dengang var det ikke så nemt at komme ud af et ægteskab, som det er i dag, og der var ikke mange stridigheder om børnene, for de skulle selvfølgelig bo hos deres mor.

En dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen fra 1941 på side 1113 handler om en direktør, der i 1921, efter at hustruen var død, havde giftet sig med sin svigerinde. I 1938 flyttede han fra hustruen, og han forsøgte forgæves samme år ved domstolene at blive separeret fra hustruen, men det afviste såvel underretten (som byretten hed dengang) som landsretten, da det ikke fandtes tilstrækkelig godtgjort, at forholdet mellem parterne var ødelagt på grund af dyb uoverensstemmelse. I 1940 forsøgte direktøren, der siden 1937 havde haft et forhold til en anden kvinde, igen at blive separeret fra hustruen, idet direktøren, der erklærede sig villig til at betale underholdsbidrag til hustruen, anførte, at det nu måtte betragtes som aldeles sikkert, at samlivet mellem ægtefællerne aldrig ville blive genoptaget, og at det var tydeligt, at ægteskabet var ødelagt i bund og grund.

Underretten gav nu direktøren medhold i påstanden om separation, da underretten mente, at det ikke var direktøren, der hovedsagelig var skyld i ægteskabets ødelæggelse. Underretsdommeren henviste bl.a. til hustruens manglende tolerance. (Direktøren havde forklaret, at hustruen med sin doktrinære indstilling og herskesyge havde gjort enhver form for fordrageligt samliv til en umulighed). Vestre Landsret fandt dog, at det mod hustruens benægtelse ikke kunne anses for tilstrækkelig godtgjort, at forholdet mellem ægtefællerne var ødelagt på grund af dyb uoverensstemmelse. Direktøren måtte derfor helt til Højesteret for at blive separeret. Så heldig var en mand i en dom fra 1959 (side 630) ikke, for 3 ud af 5 dommere i Højesteret mente, at forholdet mellem manden og hustruen, der havde tilbøjelighed til at misbruge spiritus og stimulerende og beroligende piller, ikke var ødelagt på grund af dyb uoverensstemmelse. I dag kan ægtefæller sidde hjemme ved computeren og blive skilt!

Forlovelser kunne før i tiden give anledning til retssager, og det er der mange eksempler på i de gamle ugeskrifter. I ægteskabsloven fra 1922 var der i § 1 en bestemmelse om, at hvis en forlovelse blev hævet under sådanne omstændigheder, at den ene part havde den væsentligste skyld, skulle der betales erstatning for det tab, som den anden part havde lidt ved at have truffet forholdsregler med det forestående ægteskab for øje. Efter § 2 skulle der også betales erstatning, hvis den mandlige part havde besvangret sin forlovede og derefter ophævet forlovelsen. Det var dog et krav for at få erstatning for besvangrelse, som det hed, at der havde været tale om en forlovelse. I en afgørelse fra 1924 havde en tjenestepige ikke bevist, at hun havde været forlovet med en mand, der havde »besvangret« hende, da de sædvanlige kendetegn for forlovelse såsom udveksling af ringe manglede, og manden havde forklaret, at han ikke havde været offentligt forlovet med pigen og aldrig direkte talt om giftermål.

Der var tidligere i ægteskabsloven hjemmel til at tilkende en ægtefælle, som groft havde krænket den anden, en godtgørelse. Det kan man se et eksempel på i en dom fra Vestre Landsret i ugeskriftet 1957 side 371, hvor ægtefællerne blev skilt, efter at manden havde forsøgt at dræbe hustruen, hvilket han var blevet idømt 10 års fængsel for. Hustruen krævede under skilsmissesagen en godtgørelse, fordi manden også havde haft samleje med en anden kvinde i det fælles hjem, og hun fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.

Nu til dags har enlige mænd/enkemænd ikke en husbestyrerinde, men det var meget almindeligt før i tiden. Der opstod ikke sjældent problemer, når enkemanden døde, idet det til børnenes store utilfredshed forekom, at afdøde havde betænkt sin husbestyrerinde. Et eksempel herpå ses i en dom fra halvtresserne, hvor en 89-årig enkemand, der sad i uskiftet bo med seks fællesbørn, 6 måneder før sin død havde overdraget sit hus til sin husbestyrerinde. En del af købesummen var vederlag for fremtidig husly, pasning og pleje, 2.000 kr. var et løntilgodehavende, og resten, 1.300 kr., var blevet betalt kontant. Børnene anlagde sag mod husbestyrerinden, men landsretten fandt, at salget - efter alt foreliggende bl.a. husbestyrerindens langvarige ansættelse uden at få løn - ikke var en omstødelig gave. I dag ville en sådan kvinde blive betragtet som en samleverske. Papirløse samlivsforhold hørte til undtagelsen, så der var før i tiden ikke sager, som man af og til ser i dag mellem tidligere samlevende om f.eks. tilbagebetaling af penge, som den ene mener, at den anden skylder, fordi den ene har betalt mest til den fælles husholdning.

Det kunne før i tiden være vanskeligt at fastslå, hvem der var far til et barn, når barnet ikke var født i ægteskab, og der var flere faderskabsmuligheder. Det kan man f.eks. se i dommen i ugeskriftet fra 1968 side 244, hvor en mor fra Jylland måtte helt til Højesteret for at få en far til sit barn. Barnet var født den 1. februar 1962, og kredslægen havde beregnet avlingstiden til noget efter midten af maj til noget efter midten af juli 1961. Moderen mente først, at manden A var far til barnet, men han blev udelukket ved de blodtypebestemmelser, man dengang kunne foretage. Efterhånden blev mændene B, C, D, E, F, G og H inddraget i sagen, og af de mænd var det kun F, der kunne være far til barnet.

Det mente han dog ikke, for han havde benyttet præservativ. F blev frifundet i byretten og i Vestre Landsret, der lagde vægt på, at forklaringerne om de forskellige mænd var fremkommet, efterhånden som den ene efter den anden blev udelukket, hvilket tydede på, at moderen havde svært ved at holde rede på sine samlejeforhold i avlingstiden, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at moderen havde haft samleje med yderligere en eller flere andre mænd.  Byretten og landsretten fandt herefter, at der ikke var væsentlig større sandsynlighed for, at barnet var avlet af F end af en anden mand. Højesteret fandt dog en far til barnet, for selv om moderen måtte have haft samleje med flere mænd end oplyst, fandt Højesteret, at der var væsentlig større sandsynlighed for, at barnet var avlet af F end af en anden. I dag kan det med så godt som 100 procents sikkerhed fastslås, hvem der er eller ikke er far til et barn, medmindre moderen har haft samleje med enæggede tvillinger.    

Gifte kvinder blev først i 1899 formelt myndige, men indtil da var de at betragte som umyndige og underkastet ægtefællens værgemål. Dette illustreres i en af de første domme gengivet i ugeskriftet fra 1867 på side 18. I denne sag blev en gift kvinde sagsøgt til at betale for husleje, som sagsøgeren i egenskab af selvskyldnerkautionist havde måttet betale. På tidspunktet for gældens opstået havde kvinden været enke, og hun påstod frifindelse under anbringende af, at hun ikke personligt kunne sagsøges, idet hun nu var umyndig og underkastet sin mands værgemål. Der var ægtepagt i det nye ægteskab, og retten bestemte, at den gæld, som kvinden havde pådraget sig før ægteskabet, var den nye mand uvedkommende, så derfor kunne hun godt sagsøges. 

Straffeloven er fra 1930, og den er siden især blevet ændret, når det på grund af samfundsudviklingen har været nødvendigt at indføre nye regler, idet det er et grundlæggende princip i § 1, at man kun kan straffe for noget, der efter loven er strafbart. På den baggrund er f.eks. reglerne om databedrageri i straffelovens § 279 a og § 114 om terrorisme blevet indført.  Man havde ikke kriminelle bander i »gamle dage«, så da politikerne mente, at særlige former for bandekriminalitet burde straffes hårdere, blev § 81 a indført. For mange af de gammelkendte forbrydelser som f.eks. tyveri, vold, drab, røveri og bedrageri er det især strafferammen, der er blevet ændret, mens selve grundindholdet i bestemmelserne ikke er ændret. I ugeskriftets årgang 1886 er der eksempler på tidligere tiders straffe. På side 95 kan man læse, at Niels Pedersen burde hensættes i fængsel på sædvanlig fangekost i otte dage. På side 200 blev tiltalte, tjenestekarl Hans Peter Nielsen, hensat i fængsel på vand og brød i 5 dage for ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegnet sig en paraply.         

Frem til 1967 blev den tiltalte i en straffesag ikke anonymiseret i forbindelse med offentliggørelse af straffedommen. I en brandstiftelsessag fra 1961 (ugeskriftet side 388) kan man således læse om en navngiven mand, at han var »forfalden til drukkenskab«, og at han blev dømt til indsættelse i arbejdshus. Inspektøren for Statens Arbejdshus havde om den tiltalte udtalt, at han efter lægeerklæringerne tiltrængte langvarig afvænning og arbejdstræning i forbindelse med effektiv efterbehandling.

Straffelovens § 16 handler om sanktioner over for bl.a. mentalt retarderede forbrydere. Frem til 1997 benævntes denne personkreds åndssvage. Retslægerådets udtalelser om sådanne kriminelle var formuleret noget anderledes end i dag. Dette kan man se et eksempel på i en dom fra 1961 (U 1962.361), hvor Retslægerådet om en navngiven voldtægtsforbryder bl.a. udtalte, at han er åndssvag i højere grad og »Han er blottet for kundskab og meget primitiv, men han har tidligere vist sig skikkelig og meget arbejdsom. De ham nu påsigtede forbrydelser mod kønssædeligheden må ses på baggrund af hans sjælelige udvikling, som også medfører, at han er næsten blottet for modstandskraft over for primitive, driftsmæssige impulser«.         

Mange straffesager havde en karakter, som vi ikke ser i dag, f.eks. en sag fra 1962 side 772, hvor en mand, der var forfalden til spiritusnydelse, men som havde vellønnet arbejde, var tiltalt og blev dømt for vanrøgt over for sin familie, hustruen og seks børn, idet han fra maj til december 1961 kun havde udbetalt hustruen ca. 500 kr., så hustruen havde måttet modtage underholdshjælp af det offentlige.

Straffene var hårde »i gamle dage«. I 1950 blev en mand, der en gang tidligere var straffet for tyveri, straffet med 5 måneders fængsel for tyveri af en cykel. Sagen var kommet til Højesteret, hvor 9 dommere deltog. En 60-årig ustraffet sognerådsmand fik i 1944 2 år og 6 måneders fængsel for underslæb og dokumentfalsk over for en kommune, efter at han havde tilegnet sig ca. 16.000 kr. fra kommunens kasse.  

Man kan ved en gennemgang af gamle ugeskriftårgange ikke undgå at bemærke, at dommene i »gamle« dage ikke fyldte så meget. I landsrettens bibliotek kunne ugeskriftet frem til og med årgang 1995 være i et bind, så var det i nogle år bind I og II, senere bind I, II og III, og fra 2005 fire bind hvert år. Mon ikke det kun er et spørgsmål om kort tid, før problemet med reolplads til ugeskriftet er løst, for papirudgaven vil forsvinde, og i stedet vil ugeskriftet blive udgivet elektronisk? 

Som nævnt i indledningen har der altid været ført retssager, og det vil der også blive i fremtiden. I 1867 var der ikke nogen, der havde kunnet forestille sig nutidens samfund og nutidens retssager, og på samme måde er der vist i dag ikke mange om i det hele taget nogen, der har fantasi til at forestille sig, hvordan samfundet og retssagerne vil være om 100 år. Man vil dog forhåbentlig i mange år endnu kunne følge med i retspraksis ved at læse udvalgte afgørelser i ugeskriftet.