Artiklen omhandler højesteretspraksis om pornografiske skrifter af litterær betydning med særligt henblik på Haabløse Slægter, Bel-Ami, Barbarkvinder og Fanny Hill samt uden for Danmark Madame Bovary, Den røde rubin og Lady Chatterley’s Lover. Det ses, at litterær værdi aldrig har været en sikker garanti mod domfældelse, men også at udviklingen siden 1918 i tiltalepraksis indtil afkriminaliseringen i 1967 gik i stadig mere liberaliserende retning.
Efter den frifindende dom om Fanny Hill i UfR 1965.415 H samt afkriminaliseringen af pornografien i 1967 og 1969 har spørgsmålet kun rets- og kulturhistorisk interesse, især ved tilbageblik på de seriøse værker, som blev genstand for strafferetlig indgriben. Danske og norske domstole har haft deres om end lille andel af disse sager.
Den tidligste danske pornografisag, hvis den fortjener dette navn, må være de frivole digte – Winsnes kalder dog værket »uttværet og pointfattig« – Mine Frie Timer eller Fortællinger efter Boccaccio og Fontaine (1783) af T. C. Bruun (1750-1834), dansk, men ivrigt medlem af Norske Selskab. Biskop Balle henstillede moderat indgriben mod værket, men Guldberg beordrede politimesteren at konfiskere det og idømme forfatteren en bøde på 100 rdl. – politimesteren havde da dømmende myndighed i mindre sager – og »saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse, og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han derimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset«. Bruun klarede sig med glans igennem sin eksamen og undgik videre tiltale. En mere tåbelig fremgangsmåde fra regeringen kan næppe tænkes. Bruun blev 1802 professor i engelsk ved Universitetet.
Berømt er sagen i Frankrig mod Gustave Flauberts roman Madame Bovary (1856-1857) om den gifte kvinde, hvis trang til romantisk udfoldelse får hende til at tage to elskere, og som sluttelig tager gift. Flaubert blev tiltalt for »outrage à la morale publique et religieuse et aux bonnes moeurs«. Romanen indeholdt ikke obskøne passager, den mest erotiske scene var madame Bovarys og en elskers daglange køretur i lukket droske i og omkring Rouen, hvor forfatteren kun nævner ruten og elskerens gentagne ordrer om at køre videre. Anklageren havde nærlæst bogen og kommenterede bl.a. heltindens fortrydelse over »ægteskabets besudling og ægteskabsbruddets desillusionering« (»les souillures du mariage et la desillusion de l’adultère«) med, at substantiverne burde være ombyttede, en god pointe.
Retten fandt, at enkelte passager isoleret set fortjente streng dadel, men at de var så lidet vægtige i forhold til det samlede værk, at Flaubert, der fastholdt sin respekt for moral og gode sæder, måtte frifindes, den samme afvejningsteori, som vi senere ser i den norske Myklesag. At vi kan læse proceduren – den kejserlige anklagers indlæg fylder 21 sider, forsvarerens 51 – skyldes, at Flaubert engagerede stenografer og i 1875 på sin forlæggers forslag medtog talerne som bilag til romanen.
Samme anklager (der i sin fritid forfattede obskøne vers) havde mere held med den samme år rejste tiltale mod Charles Baudelaire for nogle seksuelt stærke digte i samlingen Les Fleurs du Mal. Nu nægtede domstolen at bedømme værket som en helhed, men udtog enkelte digte som stridende mod den offentlige moral og de gode sæder og idømte Baudelaire en bøde på 300 francs, mange penge for en fattig digter. Efter at han havde ansøgt kejserinden om formildelse, blev bøden nedsat til 50 francs. Han var for længst død, og de forkætrede digte genoptaget i bogen, da højesteret, Cour de cassation, i 1949 omstødte dommen.
Ligeledes i 1857 fik England sin første meget restriktive pornografilov om obskøne skrifter, og i den danske straffelov af 1866 var § 184 rettet mod »utugtige« skrifter.
Den første danske sag efter § 184 nåede Højesteret i 1875, men kom ikke i Ugeskriftet. Det var oversættelsen af Crébillons »conte moral« Le sopha fra 1742, som ved sin fremkomst nok indbragte forfatteren en kortvarig forvisning fra Paris, men endnu i hans levetid optoges i hans samlede værker, og han blev senere censor i kongens bibliotek. I den store klassikerserie Pleïade ses værket for længst. Allerede titlen styrker forventningerne. Udgiveren fik i Kriminal- og Politiretten en bøde på 200 kr., skærpet i Højesteret til 1 måneds simpelt fængsel, hæfte, den strengeste straf i denne artikel. At værket i et andet land og en anden tid »muligen« ikke vakte forargelse, hjalp ikke tiltalte, når det blev bedømt »efter Nutidens sædelige Begreber«. Det ses, at pornografibegrebet afhang af tid og sted.
Den nok berømteste danske pornografisag vedrørte Herman Bangs debutroman Haabløse Slægter (1880). Allerede recensionerne fremhævede skildringen af forholdet mellem hovedpersonen og den meget ældre grevinde Hatzfeldt (som tidligere havde haft et forhold til hans fader), og det må erkendes, at passagerne er stærke. Denne tiendedel af romanen er i øvrigt langtfra den bedste del af bogen, grevinden er en koncentration af mange romaners femme fatale. Politidirektøren indstillede strafforfølgning, tiltrådt af justitsminister Nellemann. I begge instanser idømtes Bang en bøde på 100 kr., og værket – forlængst udsolgt – blev konfiskeret.
I Højesteret 1882 voterede 6 af 13 assessorer for at frifinde. Nok var Nyholm, senere justitiarius, ikke blødsøden; Sofaen var dømt med rette, og hvis Decameron nogensinde blev oversat, ville den gå samme vej, men anderledes her; heltens forhold til grevinden var nedværdigende, og ingen ville føle sig sanseligt bevæget af denne skildring. Højrepolitikeren Christian Rimestad var enig med defensor i, at når tendensen var alt andet end utugtig, skulle man være yderst varsom med at stemple et skrift som utugtigt på grund af enkelte skildringer; behandlingen var aldrig frivol, men psykologiserende og advarende.
En af de syv, der stadfæstede domfældelsen, den tidligere justitsminister Klein, ville have fundet det rigtigt, hvis justitsministeren havde ladet bogen passere; forholdet til grevinden var et led i heltens udvikling. Flertallet mente dog som justitiarius Buch, at en 50 sider lang skildring af kønslige forhold ikke kunne undgå domfældelse. Først ved Henrik Tamms fremdragelse af sagen er det kommet frem, hvor tæt afgørelsen havde været.
Efter mindre vigtige sager fulgte i 1893 sagen mod den moderne klassiker, Guy de Maupassant: Bel-Ami, på dansk Smukke Ven, om en ryggesløs journalists karriere i Paris ved udnyttelse af både mænd og kvinder. Uagtet brudstykker tidligere var kendt utugtige, frifandt Kriminal- og Politiretten trods enkelte usømmelige skildringer værket, også under hensyn til dets tendens.
I Højesteret – skriftlig votering som ved Haabløse Slægter – skrev førstvoterende, den fromme Paul Pierre Ferdinand Mourier, af fransk huguenotslægt, bestyrelsesmedlem i »Foreningen mod Lovbeskyttelse af Usædelighed«, et votum på 30 sider i folio med flueben med indstilling om domfældelse. Nok kaldte fremlagte erklæringer forfatteren en fin og nobel karakter, som umuligt ville skrive med utugtig tendens, men »Mig forekommer Bogen at være interesseløs, kjedelig, i sit Indhold modbydelig og i sine Skildringer baade i det Enkelte og Helheden alt for farvet og brutal til, at man kan tro, at den giver et sandfærdigt Billede af Parisersamfundet eller af fremtrædende Kredse i dette.« Nok var Frankrig i en dekadenceperiode, men at staten skulle regeres af disse subjekter, kunne forfatteren ikke få ham til at tro på. Helten var fræk, brutal, samvittighedsløs og elskovssyg. »Det er en daarlig Maade at karakterisere Personer paa at skildre dem i deres erotiske Extaser.«
At bogen i 1890 var anvendt til skoleembedseksamen på universitetet til efterprøvelse af kandidaternes sprogkundskaber, var ligegyldigt, den var meget muligt skrevet på udmærket fransk, men deraf fulgte ikke, at den ikke var utugtig. »Vi skal gjøre os Umage for ikke at komme i Niveau med den franske Nation.« Ifølge dansk tankegang og dansk ret var skriftet utugtigt.
Mourier fik et flertal på syv af ni med sig, Øllgaard med fremhævelse af, at det var »fuldstændig vildt« at sidestille værket med Adam Homo, som tværtimod var udtalt idealistisk, Repholtz med bemærkning, at bogen var skrevet til utugtens forherligelse, idet utugten åbnede adgang til alle mulige materielle fordele. Rimestad og Nyholm dissentierede.
Rimestad udtalte, at han, da han læste bogen på fransk, fandt den modbydelig, men det gjorde den ikke utugtig, og Nyholm, at de enkelte vovede skildringer ikke gjorde bogen til et utugtigt skrift i lovens forstand, og at den var skrevet med fin og skarp ironi. Mourier konciperede naturligvis præmisserne, der henviste til dels skildringerne af vellystigt samkvem mellem mand og kvinde, der tidligere havde medført straf, dels de indstrøede bemærkninger om og hentydninger til utugtige og vellystige forhold, som var egnede til at virke æggende på læserens sanselighed, og hvis fremsættelse ikke havde berettiget formål.
Et titelblad viser, at en illustreret dansk oversættelse kom i 1907. Længere varede det ikke, før denne håbløst dårligt begrundede dom var ignoreret.
Bel-Ami blev også forfulgt i London. I 1889 blev den næsten 70 år gamle og syge forlægger Henry Vizetelly i andengangssag idømt fængsel i 3 måneder og en bøde på 200 £ for at udgive romaner af Zola og Maupassant i engelsk oversættelse, bl.a. Bel-Ami. Først i 1954 kunne Zola: La Terre udgives i England.
Bedre gik det Sveriges største lyriker Gustaf Fröding, da han i 1896 sattes under tiltale for digtet »En morgondröm« i digtsamlingen Stänk och flikar i henhold til trykkefrihedsforordningen af 1766 § 3, stk. 13, under påberåbelse af, at det tilsigtede »sedarnas vanhelgd, vare sig genom offentliga läror till någon last eller sådana ohöljda och skändliga framställningar av denna lasts utövning, varigenom främjandet av ett fördärvligt levnadssätt åsyftas«. Forlæggeren havde foreslået slettelse af det udtalt seksuelle digt, men Fröding fastholdt det. Justitsministeren krævede beslaglæggelse og tiltalerejsning. Sagen blev som trykkefrihedssag behandlet af en nimandsjury, hvortil parterne og retten valgte hver tre nævninger. Fröding blev omgående frikendt; det hjalp, at anklagerens tre nævninger var kendt som udtalt liberale. Efterfølgende godtog han forlæggerens ønske om at udelade digtet i næste oplag. Jeg kender ikke senere svenske sager.
»Hvis der var en §, der straffede taabelige og kedelige Bøger, vilde Dr. Rasmussen være kommen lige ind i Tugthuset.« Således indledte femtevoterende Tybjerg sit votum i ankesagen imod dr.phil. (på en afhandling om den italienske lyriske digter Leopardi) Lauritz Emil Rasmussen (1873-1956) for romanen Barbarkvinder, der udkom i 1917. Jeg kunne ikke være mere enig. Sjældent eller aldrig har jeg læst en mere rædselsfuld bog. Pseudonymet »Jean Poincanard« gav »et fransk Øjenvidnes Afsløringer af haarrejsende tyske Tilstande« under Verdenskrigen. Det skildres, hvordan alle tyske kvinder tvangsbefrugtes hvert år for at skaffe Tyskland stadig nye soldater; fortælleren opfinder en maskine til kunstig befrugtning, som jublende tages i brug. Kejser Wilhelm og Tysklands forbundsfællers regenter overværer tortur og halshugning af et større antal adelskvinder, og begejstret dekorerer kejseren overbødlen med jernkorset og Prøjsens fineste orden »Pour le mérite«; senere spiller kejseren kegler med en henrettet hertugindes afhuggede hoved. At dette makværk kunne udkomme i seks oplag og 6.700 eksemplarer, er flovt.
Når jeg omtaler denne bog fyldigere end andre langt bedre værker, skyldes det, at den mirabile dictu har et videre formål end blot at tjene penge. Efter nedsablende anmeldelser og beskyldninger for perversitet og sadisme udgav Rasmussen en rasende pjece mod »Det bundhykleriske, satanisk løgnagtige, forlorent moralske Entente-Skraal«, hvor han hævdede, at bogen var en satire over Ententens løgne om tyske forhold og dens stof hentet fra løgnesmedenes værksted, f.eks. var hertugindens hoved inspireret af en fransk karikatur af kejseren drikkende af en hjerneskal. Angriberne var »Reptiliepresse«, »Ententens Sprællemænd«, modstillet »Tysklands heroiske Kamp for Liv og Ære«, »vor store Broder i Syd, der strider sin gigantiske Kamp for at redde ogsaa vor stammebeslægtede Kultur, der er mere inderlig sammenknyttet med den tyske end med nogen anden«.
Bog og pjece udkom på Nordiske Forfatteres Forlag, grundlagt i 1904 af Rasmussen, under krigen omdannet til aktieselskab, der for tyske penge med tyskvenlig ledelse, især den tyskdannede Louis von Kohl, der virkede for Tyskland i Danmark under begge verdenskrige, udsendte propaganda i en lind strøm. Under den af Justitsministeriet initierede straffesag for pornografi fremlagde Rasmussen pjecen. At han var en seriøs forfatter ikke uden fortjeneste, støttedes af Georg Brandes, »en af Danmarks kundskabsrigeste Mænd … solid Viden og original Livsbetragtning … aldrig haft nogen, der kendte italienske Forhold som han … omfattende Menneskekundskab og dybtgaaende Sjælestudium«, og Sophus Michaëlis, »en af vore allerbetydeligste Romanforfattere. Hans rige og frodige Produktion røber ikke blot den fødte Fortæller, men vidner om en Iagttagelsesevne, en Sans for Livets Realiteter … hans erotiske Skildringers dristige Aabenhjertighed lader sig efter min Mening næsten altid forsvare ud fra den Stræben efter Sandhedserkendelse, som er den virkelige Romanforfatters Ret og Pligt i at skildre Naturlivet i alle dets Faser, ogsaa dets Forkvaklinger og dets Forvildelser, voir clair dans ce qui est«.
Hverken Kriminal- og Politiretten eller Højesteret ville forkaste Rasmussens forklaring om hans hensigt med bogen, og tre af ti dommere i Højesteret ville formilde førsteinstansdommen om simpelt fængsel i 14 dage. Olrik udtalte under voteringen: »Jeg tør ikke betvivle, at Appellanten har haft den af ham paaberaabte satiriske Hensigt, men han har kun i ringe Grad kunnet gennemføre den, muligt paa Grund af, at de erotiske Skildringer har taget Magten fra ham.« Tybjerg, selv i mindretallet, præciserede, at § 184 ramte både utugtig hensigt og virkning, og at de påberåbte patriotiske motiver ikke kunne motivere den dominerende plads for de tyske kvinders kønsdrift. Andre beklagede, at aktor kun havde påstået stadfæstelse af underrettens dom, som de gerne havde skærpet.
Justitsministeriet kunne også have foranlediget tiltale efter et midlertidigt straffelovstillæg, der fastsatte straf af bøde på mindst 500 kr. eller fængsel for den, der offentlig i skrift eller tale søgte at ophidse befolkningen mod en krigsførende nation. I hvert fald pjecen opfyldte disse krav. Tiltalepraksis var dog yderlig sparsom og omfattede hverken den tyske propaganda eller digteren Johannes Jørgensens virtuose og passionerede blotstilling af tyske rædsler i Belgien Klokke Roland, der kom i 21 oplag og oversattes til fransk, engelsk og flamsk. Ugeskriftet indeholder en enkelt domfældelse efter denne bestemmelse, UfR 1916.773 H, hvor en pensioneret byfoged idømtes bøde 500 kr. for en artikel, der fulgte op på Klokke Roland.
Barbarkvinder er – måske – den sidste danske pornografidom om trykte skrifter, hvor litterær værdi eller et videregående formål med skriftet udover det rent merkantile har været gjort gældende. Ved en fornuftigt tilbageholdende tiltalepraksis undgik vi de pinlige engelske og amerikanske sager.
I England og USA ses causes célèbres indtil langt ind i århundredet. James Joyces moderne klassiker Ulysses var forbudt i USA til 1933, hvor en dommer i New York erklærede, senere stadfæstet, at den ikke kunne betragtes som obskøn, efter at han selv og to venner havde læst den, fransk rets kriterium »l´homme moyen sensuel«. I Edward de Grazias fyldige fremstilling er et kuriøst eksempel det amerikanske postvæsens nægtelse i 1955 af at befordre en illustreret udgave af Aristofanes’ Lysistrate; truet med sagsanlæg bakkede postvæsenet ud i tide.
I Norge, hvis straffelov af 1902 § 211 indeholdt ordet »utugtig« svarende til dansk lov, gennemførtes i 1880’erne to sager mod forfatterne Hans Jæger og Christian Krohg (denne måske bedst kendt som maler), men derefter ingen sager mod et litterært værk i 70 år – kendelsen Rt. 1919,873 nægtede beslaglæggelse af Casanovas galante eventyr – men Agnar Mykle: Sangen om den røde rubin fremkaldte en voldsom debat og en uhyre grundig juridisk sagsbehandling, fascinerende gengivet i hvidbogen, der udkom straks efter dommen. At Mykles værk er stor litteratur, er der ingen tvivl om; en begejstret anmeldelse fremkom i Danmark fra Jens Kruuse, også vidne i retssagen. Oslo byrett anså romanen som utugtig og konfiskerede den, men frifandt forfatter og forlag for straf grundet god tro og undskyldelig retsvildfarelse, straffelovens § 57. Under stærk tvivl frifandt Høyesterett in pleno for konfiskation med dommerstemmerne 12-3, Rt. 1958,479. Nok nægtede man, at § 211 stred mod Grundloven, at litterære værker altid skulle være undtaget fra straf, og at § 211 skulle være bortfaldet ved desuetudo. Når bogen blev bedømt som en helhed – et afgørende hensyn – fandt man den ikke utugtig, modsat hvis de seksuelle skildringer var blevet udgivet separat.
I samme retning talte de senere års udvidede seksuelle liberalisering, og at bogen hverken i Danmark eller Sverige havde foranlediget retslig aktion. En lykkelig afgørelse. Det smukkeste afsnit er hovedpersonens natlige spadseretur med den unge pige, han elsker uden at kunne tilstå det, og uden det mindste kærtegn. Romanen har klassikerrang. Mit eget eksemplar kom 1975 i kæmpeoplag i Den norske Bokklubben.
I Danmark medførte Den røde rubin ikke straffesag, lige så lidt som Jean Genet: Tyvens dagbog eller Henry Millers værker, senest Sexus II (The Rosy Crucifixion), hvorimod den danske oversættelse af dette værk blev konfiskeret af den norske Høyesterett, dommerstemmer 4-1, Rt. 1959,431 – der var ej heller tvivl om, at dette værk var langt mere anstødeligt end Mykles og de seksuelle skildringer nærmest perverse. Hos os ville der ej heller have været tale om en sag som den store proces i England om D. H. Lawrence: Lady Chatterley’s Lover – i lighed med hvidbogen om Den røde rubin kan jeg meget anbefale processens »transcript« som udgivet af Rolph (det er den, hvor anklageren under forelæggelsen retorisk spurgte nævningerne »is it a book that you would even wish your wife or your servants to read?«, og hvor en biskop som forsvarervidne blev citeret for at udtale »a book all Christians should read«).
Det engelske forlag blev frifundet i høj grad som følge af en lovændring i 1959, som udtrykkeligt krævede, at skriftet blev bedømt som en helhed, og åbnede mulighed for frifindelse af et obskønt skrift, hvis det var til offentlighedens interesse af videnskabelige, kunstneriske eller litterære hensyn (som i dansk tiltalepraksis).
Den sidste cause célèbre i dansk praksis var den kuriøse sag om John Cleland: Fanny Hill (Memoirs of a Woman of Pleasure), udkommet i 1749 i England og omhandlende en glædespiges erindringer i brevform, fra hun optages i et bordel, til hun minsandten bliver lykkeligt gift med sin første kunde. Den omfatter næsten udelukkende seksuelle forhold; rigsadvokaten nævnte i sin procedure for Højesteret 36 skildringer, og at der kun to steder i bogen var tolv sider i træk uden en samlejebeskrivelse.
Omvendt var sprog og milieubeskrivelse stærkt idylliserende – Trolle kaldte den i sin kommentar en pornografisk guvernanteroman – uden at forfatteren kom i nærheden af Crébillon og Casanova. Scener om perverteret sex mangler ikke, men heltinden er dydigt forarget over disse. I 1819-1820 blev i Massachusetts to bogsælgere dømt for at falholde værket, den ene med fængsel i 6 måneder. Derefter levede det en skjult tilværelse i både England og USA, indtil det i 1960’erne dukkede op i regulær udgivelse og uundgåelig straffesag i tre lande.
I 1964 konfiskerede politiretten i Bow Street i London 171 eksemplarer af en billigudgave til 3 shilling 6 pence (medens en dyr bibliofil udgave uden de to mest anstødelige afsnit ikke blev rørt). De tiltalte førte syv ekspertvidner om bogens litterære og historiske værdi, bl.a. Montgomery Hyde, forfatter til et værk om pornografiens historie, han kaldte den »a minor masterpiece«. Afgørelsen blev aldrig ændret, men hurtigt ignoreret. En »unexpurgated« udgave kom allerede i 1970 (hvor meget ville der være tilbage af bogen i en »expurgated« version?). Mit eget eksemplar udkom 1993 i en klassikerserie, så hurtigt gik udviklingen.
I 1957 tiltaltes en boghandler på Frederiksberg for import (fra Frankrig) og delvis videresalg af et stort antal – 6.603 hæfter og 155 bøger beslaglagdes – pornografiske hæfter og bøger, hvoriblandt en engelsksproget udgave af Fanny Hill. Domsmændene, en professor i psykologi og en redaktør, frifandt for overtrædelse af straffelovens § 234, medens retsformanden dissentierede delvis for domfældelse, men også han ville frifinde Fanny Hill. Østre Landsret domfældte for rub og stub, UfR 1958.414 Ø, med bemærkning, at alt var utugtigt uden at tjene noget berettiget formål, og specielt om Fanny Hill, at genudsendelsen ikke havde andet formål end salg af utugtige skrifter.
Da forlaget Thaning & Appel uden kendskab til dommen ville udgive bogen på dansk i 1963 og blev klar over risikoen for tiltalerejsning, nøjedes man i første omgang med at trykke 12 eksemplarer til politiet og 20 til personligheder fra kulturlivet. Ingen af disse anså romanen som et mesterværk, men de fleste talte venligt om den, »frisk«, »munter«, »livsglad«, og alle udelukkede skadelig virkning. Byretten – samme dommer som i sagen fra 1957 – frifandt bl.a. under henvisning til erklæringerne og romanens litterære og kulturhistoriske interesse. Landsretten stadfæstede, men med stemmerne 3-3; de tre, der ville domfælde, frakendte bogen enhver interesse og fandt fremstillingerne af de seksuelle forhold i høj grad anstødelige. Herefter var anke til Højesteret uundgåelig. Sagen blev godt procederet af rigsadvokaten og højesteretssagfører Jon Palle Buhl – Blædel gengiver begges procedure – og Højesteret frifandt med dommerstemmerne 6-1. Flere dommere henviste til den om end beskedne litterære værdi og det romantiserede sprog og milieu.
I 1966 domfældte Massachusetts’ højesteret bogen, men USA’s højesteret frifandt med stemmerne 6-3; dommer Brennan, som talte for flertallet, udtalte, at kun en bog »utterly without redeeming social value« ville kunne rammes, dvs. at den samfundsmæssige værdi var et selvstændigt kriterium, uden at den skulle afvejes med grovheden af bogens skildringer. I 1966 foreslog Straffelovrådets flertal med Hurwitz som formand frigivelse af pornografiske skrifter (men ikke billeder) under påberåbelse af ikke blot trykkefriheden, men også læsefriheden, det voksne menneskes ret til at vælge sin egen læsning efter egne interesser, selv underlødige. Måske var de snævert juridiske argumenter mod fortsat kriminalisering af utugtige skrifter stærkest. »Utugtig« var et uheldigt løst og upræcist kriterium, og reglen pålagde politi og anklagemyndighed en omfattende arbejdsbyrde samt stillede krav, som lå udenfor, hvad der ellers krævedes af disse myndigheder, og måske var umulige at opfylde. Skadevirkninger ved læsning af pornografiske skrifter var nærmest umulig at godtgøre (omvendt var der ikke gavnlige virkninger). Folketingets store flertal fulgte forslaget, og i 1967 blev loven ændret. Få måneder inden havde Københavns Byret beslaglagt Jens Bjørneboes Uten en tråd, der så godt som udelukkende bestod af samlejeskildringer med skiftende konstellationer, men efter lovændringen blev den frigivet, derimod konfiskeret samt forfatter og forlag bødefældt i Norge, Rt. 1967,1502. Også den nye norske straffelov, nylig trådt i kraft, bibeholder kriminaliseringen af pornografiske skrifter.
I Danmark savnes reglen ikke.
