Den første højesteretsdom om ugifte samlevendes formueforhold.
Indledning
Også i år 2002 er smilene på avisernes bryllupsbilleder præget af forventning, men måske ikke helt så meget som på billederne fra tiden omkring 1960 – for bare 40 år siden. Dengang blev dørene til et samliv slået op på bryllupsdagen; i dag vies par, som har valgt at forene brylluppet med det første – eller andet eller tredje – barns dåb. Forventningerne må være lidt mere kuldslåede – realistiske – end da vi blev gift i min generation.
Som antydet med de første linjer er det at leve sammen som ægtefæller uden at være gift – leve “på polsk”, som det hed – en moderne foreteelse i Danmark.
Det forekom også i min barndom i 1940’erne – selv i Herning – men det var et fænomen; noget andre gjorde, noget man talte om. Det var først i slutningen af 1960’erne, det blev en bevægelse – men så gik det hurtigt. 10 år senere, i slutningen af 1970’erne, var der ca. 370.000 ugifte samlevende personer. I dag er tallet mere end 580.000, 22 % af alle samlevende. Det var en udvikling, der tog samfundet “på sengen”. Ingen havde tænkt på lovgivning eller anden retlig regulering vedrørende ugifte samlevende personer – de var så få og så outsideragtige, at man med god samvittighed havde ladet stå til. Hvorledes formuen skulle fordeles, hvis samlivsforholdet blev opløst, var der ikke noget bud på – heller ikke familieformueretligt talte de ugifte samlevende med.
Det var på et hængende hår, at man nåede at give det ægteskabsudvalg, der blev nedsat i 1969, mulighed for at beskæftige sig med – også – de ugifte samlevendes retsforhold, men man nåede det. Det hedder i kommissoriet:
“Udvalget skal overveje, i hvilket omfang der på baggrund af de ændrede samfundsforhold, ændringen af kvindens stilling i samfundet og de heraf følgende ændringer af opfattelsen af ægteskabsinstitutionen er behov for revision af reglerne om ægteskabs indgåelse og opløsning, herunder reglerne om fremgangsmåden ved separation og skilsmisse, samt reglerne om ægteskabets retsvirkninger og om børnenes retsstilling under ægteskabet og efter separation eller skilsmisse.
Udvalget skal samtidig overveje, om der i tilknytning hertil er behov for ændring af regler i den øvrige lovgivning, der har forbindelse med ægteskabslovgivningen, og om nogle af de bestemmelser i lovgivningen, der knytter retsvirkninger til ægteskabet, bør kunne anvendes på visse ægteskabslignende forhold [kursiveringen er foretaget her]”.
Det videregående sameje
Ægteskabsudvalget havde mange opgaver, og ingen forventede, at udvalget hurtigt ville komme med en lovskitse vedrørende formueforholdene ved samlivsforholds ophør. Det bidrog til de beherskede forventninger, at udvalget havde mange medlemmer (18), at halvdelen af udvalget var folketingsmedlemmer, og at det var velkendt, at den politiske uenighed om en ny ægteskabslovgivning var meget betydelig. En lovskitse forelå da også først i udvalgets betænkning nr. 8 “Samliv uden ægteskab I” – betænkning nr. 915/1980 s. 123 f. Lovskitsen vil blive omtalt nedenfor i afsnit 6.
Uenige politikere kan udveksle synspunkter i årevis. Det kan uenige parter i et samlivsforhold for så vidt også, men de slider hårdere på hinanden, og før eller siden vil et samlivsforhold af denne karakter udvikle sig sådan, at der bliver behov for en retlig afgørelse vedrørende formueforholdene ved samlivets ophør. Det blev i tur og orden byretterne og skifteretterne og siden landsretterne, der måtte opfylde dette behov.
I bogen “Papirløse samlivsforhold” fra 1976 gennemgik Inger Margrete Pedersen en lang række utrykte afgørelser fra byretterne, skifteretterne og landsretterne fra de nærmest forudgående år. Gennemgangen illustrerede, at uenighedens genstand typisk var den faste ejendom, som de samlevende havde boet i, og at domstolene i betydeligt omfang valgte at løse konflikten ved at statuere sameje.
Samejeløsningen blev valgt også i tilfælde, hvor det var utvivlsomt, at der ikke forelå sameje ud fra traditionelle formueretlige kriterier, og hvor det var lige så utvivlsomt, at der ikke måtte statueres sameje som følge af sammenblanding (en situation, der kun yderst sjældent vil forekomme i relation til fast ejendom, men som kan være aktuel ved bohave). Inger Margrete Pedersen introducerede betegnelserne det snævrere (traditionelle) samejebegreb og det videre samejebegreb. Det videregående sameje karakteriserede Inger Margrete Pedersen med ordene:
“Det, der har interesse, er sameje som en mulighed for at opnå en deling – en økonomisk udligning [i opløsningssituationen], ikke retsstillingen under samlivet” (bogens s. 197).
I årene 1976-1980 fulgte udviklingen i retspraksis det samme spor, jf. betænkning nr. 915/1980 s. 103 ff. Mange afgørelser kan belyse retstilstanden, tydeligst formentlig dommen U 1979.225 ØLD.
U 1979.225 ØLD som “symbol” på det videregående sameje
Den mandlige part i samlivsforholdet (M) og den kvindelige part (K) flyttede sammen i september 1971. M var født i 1932, K i 1941. De fik ingen fællesbørn, men M medbragte 1 barn og K 2 børn, der alle boede hos dem under samlivet. Samlivet blev ophævet i april 1976 – efter altså at have varet i godt 41⁄2 år.
Familien boede i de første måneder i K’s lejlighed, men i juli 1972 erhvervedes – med M som skødehaver – en byggegrund for 76.000 kr., hvoraf 5.000 kr., som betaltes kontant, blev fremskaffet ved lån. På grunden opførtes et såkaldt medbyggerhus, som familien flyttede ind i og boede i indtil samlivsforholdets ophør.
Pr. 1. oktober 1976 – altså et halvt år efter ophøret – solgte M ejendommen med et salgsprovenu på knap 138.000 kr. M, der var programmør, havde haft heltidsbeskæftigelse uden for hjemmet under hele samlivet og havde i årene 1972-75 haft en samlet bruttoindtægt på ca. 376.000 kr. K havde haft halvtidsbeskæftigelse uden for hjemmet indtil slutningen af 1972, fra hvilket tidspunkt hun efter aftale med M blev “hjemmegående” – dog således, at hun som kommunal dagplejemor havde 3-4 børn i dagpleje. I årene 1972-75 havde K haft en samlet bruttoindtægt på 119.000 kr. De 5.000 kr. til udbetalingen på byggegrunden var efter K’s forklaring tilvejebragt ved et lån fra hendes tidligere ægtefælle, men M bestred dette udsagn. M havde utvivlsomt deltaget aktivt i “medbyggeriet”. K forklarede, at hun havde deltaget i byggeriet i det omfang, hvori hun kunne.
Skifteretten fandt, at ejendommen havde været i sameje mellem M og K. Skifteretten lagde herved vægt på, at parterne havde samlevet i mere end 4 år, at ingen af parterne ejede væsentlige aktiver, da de flyttede sammen, at ejendommen anskaffedes i begyndelsen af samlivet for at tjene som fælles bolig, at M og K havde haft fælles økonomi, at begge havde haft fast heldagsarbejde i hele samlivsperioden, at begges løn fuldt ud var medgået til udgifter, som var kommet begge parter og deres respektive børn til gode, og at parterne ved samlivets ophævelse ikke havde væsentligt andre aktiver og passiver end ejendommen. Størrelsen af parternes andele i samejet om ejendommen skulle efter skifterettens opfattelse fastsættes efter deres respektive indtjeninger i samlivsperioden, og det blev herefter pålagt M at betale 33.000 kr. til K.
Landsretten tiltrådte, at ejendommen havde været i sameje mellem M og K. Det hedder derefter i referatet i Ugeskrift for Retsvæsen:
“Da parterne under samlivets beståen efter lige evne havde bidraget til afholdelsen af fællesudgifter, derunder udgifter på ejendommen, fandtes provenuet ved salget af denne at burde deles lige”.
K blev derfor tilkendt halvdelen af de knap 138.000 kr. Ved udformningen af dommen er der ikke stukket noget under stolen. Det søges ikke sandsynliggjort, at der efter almindelige formueretlige regler foreligger et sameje mellem M og K om ejendommen. At statuere sameje var blevet midlet til ved et samlivs opløsning at nå det resultat i henseende til deling – ikke nødvendigvis ligedeling – mellem de ugifte samlevende, som af billighedsgrunde fandtes rigtigt. Betegnelsen “videregående sameje” ramte plet.
U 1980.480 HD 1
Med ca. 135.000 samlevende par, der jo ikke alle kunne holde sammen, med fast ejendom anskaffet under mange af disse samlivsforhold, og med en prisudvikling på fast ejendom, som betød, at der ikke bare lå opsparingsbeløb i ejendommene, men i endnu højere grad latente konjunkturgevinster, afventedes det med spænding, hvad Højesteret ville komme til, når den første sag nåede så langt – hvis ikke lovgivningsmagten “frelste” Højesteret ved at komme først med et regelsæt.
Det gjorde lovgivningsmagten som allerede røbet ikke – ægteskabsudvalgets lovskitse blev først offentliggjort i betænkning nr. 915/1980, efter at Højesteret den 1. april 1980 havde afsagt sin første dom på området, U 1980.480 HD.
Omstændighederne i denne sag var følgende:
M og K indledte et samlivsforhold i begyndelsen af 1971. M var da 31 år, og K – som havde et særbarn – var 24 år. Pr. 1. april 1973 flyttede M og K – sammen med K’s særbarn – ind i et parcelhus, som blev købt ved et skøde af 14. marts 1973. Købesummen var 294.500 kr. og blev berigtiget ved en kontant udbetaling på 100.000 kr., overtagelse af prioriteter og udstedelse af et sælgerpantebrev på knap 82.000 kr. Den kontante del af købesummen blev fremskaffet ved et sparekasselån, som M optog i samme anledning. Lånet blev sikret ved pant i ejendommen. Skødet blev udfærdiget og tinglyst med M som køber.
Den 26. maj 1975 – godt 4 år efter samlivets etablering og 26 måneder efter indflytningen – fraflyttede K og hendes særbarn ejendommen i forbindelse med, at samlivsforholdet “gik i stykker”. M blev indtil videre boende i ejendommen, men solgte den ved skøde af 4. november 1976 – 17 måneder senere – på sådanne vilkår, at nettoprovenuet udgjorde 120.000-130.000 kr.
Såvel M som K havde haft erhvervsarbejde under hele samlivsperioden. M’s bruttoindtægt havde været mere end dobbelt så stor som K’s, idet indtægterne for 1973, 1974 og 1975 var 91.150 kr., 126.825 kr. og 155.097 kr., henholdsvis 40.781 kr., 53.369 kr. og 59.450 kr.
K, der alene fremsatte et pengekrav mod M, gjorde gældende, at ejendommen havde været ejet af parterne i lige sameje, mens M, der påstod frifindelse for K’s krav, hævdede, at ejendommen havde tilhørt ham – og kun ham.
Landsretten statuerede – helt på linje med den i afsnittene 2 og 3 beskrevne praksis – at ejendommen principielt havde været i lige sameje mellem parterne. Ved opgørelsen af K’s krav mod M blev der lagt vægt på, at K ikke efter sin fraflytning havde bidraget til at betale udgifterne på ejendommen, og kravet blev derefter udmålt til 26/86 af provenuet, dvs. 36.300 kr. Højesteret delte sig “fra begyndelsen” i et flertal på 5 dommere og et mindretal på 2 dommere.
Det hedder i flertallets votum:
Det tiltrædes, at det efter bevisførelsen er lagt til grund, at samlivet mellem parterne har bestået fra 1971 til den 26. maj 1975, og at de i denne periode har haft fælles husholdning og økonomi. Ejendommen må anses erhvervet efter parternes overvejelser om deres samlede økonomiske formåen for at tjene som fælles bolig.
Den blev købt i … [M’s] navn – efter det oplyste bl.a. af skattemæssige hensyn – men han indskød ikke kontante midler, idet udbetalingen blev tilvejebragt ved lån, og det må lægges til grund, at det var nødvendigt for købet, at begge parter bidrog væsentligt til udgifterne ved ejendommen og ved den fælles husførelse. Der er ikke grundlag for at fastslå, at der er opstået sameje om ejendommen i traditionel forstand. Under de foran anførte omstændigheder findes … [K] imidlertid, når ejendommen blev solgt som sket, at have krav på en vis andel af det opnåede nettoprovenu. Det hende tilkommende beløb findes under hensyn til varigheden af parternes samliv og af den fælles benyttelse af ejendommen samt til forskellen mellem parternes indtægter under samlivet skønsmæssigt at kunne bestemmes til 25.000 kr. med renter … ”.
Mindretallet – “som med flertallet er enige om, at der ikke mellem parterne kan antages opstået noget egentligt sameje eller ægteskabslignende formuefællesskab” – udtaler:
“Indstævntes bruttoindtægt androg i årene 1973-75, da parterne samlevede i ejendommen, henholdsvis 40.781 kr., 53.369 kr. og 59.450 kr. og oversteg således ikke, hvad der med rimelighed må anses medgået til underhold, herunder bolig for hende og hendes barn. Herefter må de ved erhvervelsen af ejendommen og nedbringelsen af dennes prioritetsgæld erlagte beløb antages at hidrøre fra … [M’s] langt højere bruttoindkomst, som i de samme år androg henholdsvis 91.150 kr., 126.825 kr. og 155.097 kr., hvorved bemærkes, at parternes samliv uden indgåelse af ægteskab ikke har kunnet begrunde nogen anpart for … [K] i … [M’s] højere indkomst. Der kan som følge af det anførte ikke af … [K] anses ydet noget bidrag af betydning til betalingerne vedrørende ejendommen under parternes samliv i denne, og hverken betragtninger vedrørende erstatning, godtgørelse eller vederlag findes herefter at kunne begrunde noget krav for … [K] på andel i fortjenesten ved ejendommens senere salg”.
Hvad blev fastslået ved U 1980.480 HD?
5.1. En enig Højesteret mente, at der ikke var opstået sameje mellem M og K. Højesteret underkendte dermed samejeløsningen som typeløsning – den løsning, man regelmæssigt skal gribe til, hvis man mener, at et pengekrav som det, K fremsatte, skal imødekommes. Men Højesteret gik længere end dertil. Med den indledende fremhævelse af alle fællesskabstrækkene og den afsluttende forkastelse af samejeløsningen skrev Højesteret en begrundelse, som bevirker, at den samlever, som vil igennem med en påstand om sameje vedrørende en fast ejendom, må godtgøre, at de almindelige formueretlige betingelser for sameje – de betingelser, der gælder mellem NN og PP – er opfyldt. “Det videregående sameje” døde med dommen U 1980.480 HD. Det er også den lære, praktikere har draget af dommen. Efter U 1980.480 HD nedlægges der yderst sjældent påstand om sameje i disse sager 2.
5.2. Højesterets dom standser ikke ved afvisningen af samejeløsningen. Der tilkendes K et beløb – et kompensationsbeløb (uden at Højesteret bruger dette ord). På hvilket grundlag indrømmer Højesteret – dvs. rettens flertal – K dette krav mod M? I mange tilfælde yder mindretallets begrundelse for sit standpunkt et vigtigt bidrag til at besvare et sådant spørgsmål – til at fastlægge, hvad flertallet har villet give udtryk for. Således også her.
Mindretallet afviser at indrømme K et krav mod M, fordi K’s indtægter i de år, parterne levede sammen i ejendommen, ikke var større, end hvad der ville være medgået til et rimeligt underhold, herunder bolig, for hende og barnet. Sagt på en anden måde:
Ved ikke et blive tilkendt noget krav mod M bliver K ikke dårligere stillet, end hvis hun havde levet alene uden M. En eventuel berigelse for M ved arrangementet er altså ikke opnået på K’s bekostning, for K har ikke haft noget tab, jf. den almindelige berigelsesgrundsætning, som den er udviklet i dansk formueret af først Lassen og siden Ussing, jf. Ussing:
“Erstatningsret”, 6. oplag (1962) s. 229 ff.
Det er denne tankegang – denne gennemførte “trofasthed” mod den almindelige formueret – Højesterets flertal tager afstand fra ved at fremhæve, at ejendommen blev erhvervet “efter parternes overvejelser om deres samlede økonomiske formåen”, og at “det var nødvendigt for købet, at begge parter bidrog væsentligt til udgifterne ved ejendommen og ved den fælles husførelse”. Flertallet har givetvis ikke været uenig med mindretallet i, at K ikke kunne have investeret i fast ejendom, hvis hun havde boet alene med sit barn, men heraf følger ikke, at hun er ude af stand til at yde væsentlige og nødvendige økonomiske bidrag til den anden parts erhvervelse og bibeholdelse af en fast ejendom. Man har efter flertallets opfattelse ikke gjort op med alle relevante berigelsessynspunkter mellem de to deltagere – M og K – i et samlivsforhold ved at analysere K’s økonomiske situation, hvis hun ikke havde levet sammen med M; man må også vurdere, hvorledes M ville have været stillet økonomisk uden K. – Det forekommer at være en realistisk og sympatisk tilgang til problemet. Ikke holdningsløst, og ikke mere principfast end godt er.
Tiden efter U 1980.480 HD
Ved dommen U 1982.93 HD 3 tilkendte Højesteret – efter en forkastelse af samejeløsningen vedrørende den faste ejendom 4 – igen den kvindelige part (K) i samlivsforholdet et kompensationsbeløb. Sagen blev afgjort med stemmerne 4-3. Det fremgår klart af mindretallets votum, at det var samlivets korte varighed – 2 3/4 år – som bevirkede, at mindretallet ikke ville tillægge K noget kompensationsbeløb i relation til den faste ejendom.
Også ved U 1984.166 HD 5 blev K tillagt et kompensationsbeløb.
Alle tre højesteretsdomme – U 1980.480 HD, U 1982.93 HD og U 1984.166 HD – vedrører situationer, hvor parterne ikke havde gennemtænkt deres dispositioner i relation til i alt fald opløsningssituationen, og dommene kan for så vidt anskues på den måde, at Højesteret stiller sig til rådighed som frelsende engel for den part, der ellers ville blive ramt af den manglende gennemtænkning af opløsningssituationen.
Men dette er ikke en nærliggende fortolkning af U 1980.480 HD, jf. ovenfor, og i sagen U 1985.607 HD – som igen vedrørte en K, som ønskede at få del i værdistigningen på en fast ejendom – gav Højesteret (5 dommere i enighed) en slags autentisk fortolkning af U 1980.480 HD med ordene:
“Ved Højesterets afgørelser i lignende tilfælde, navnlig de i Ugeskrift for Retsvæsen 1980 s. 480 og 1982 s. 93 gengivne domme, må det anses fastslået, at der ved ophøret af et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter – eller på anden måde – i væsentlig grad har bidraget til, at den anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parterne økonomiske forhold ved dets ophør. Grunden i … var erhvervet af … [M] inden samlivet. Det må lægges til grund, at huset blev opført af … [M] som selvbygger uden væsentlig bistand fra … [K], at … [M] optog de fornødne prioritetslån og betalte de med lånene forbundne ydelser, og at … [M’s] formueforøgelse hovedsagelig skyldtes stigningen i ejendomsværdien. … [K] findes ikke at have ydet et sådant bidrag til parternes fællesudgifter eller til … [M’s] formueforøgelse, at der er grundlag for at tilkende hende et beløb. … [M’s] frifindelsespåstand vil derfor være at tage til følge”.
Højesteret ønskede altså ikke for samlivsforhold at udforme en almindelig billighedsregel à la bestemmelsen i ægteskabslovens § 56 om særejeordninger 6. Den opgave overlod man fornuftigvis til lovgivningsmagten. Ægteskabsudvalgets lovskitse i betænkning 915/1980 – som blev støttet af 12 udvalgsmedlemmer, heraf 3 folketingsmedlemmer, men frarådet af 6 udvalgsmedlemmer, alle folketingsmedlemmer – har følgende ordlyd:
“§ 00. Opløses et samliv mellem to personer, kan skifteretten foretage deling af deres formue. § 000. Ved opløsning af et samliv mellem to personer kan skifteretten pålægge den ene part at yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles åbenbart urimeligt (væsentligt ringere end stemmende med billighed), navnlig når hensyn tages til parternes økonomiske forhold og samlivets varighed. Hensyn kan også tages til den indsats, den pågældende har ydet til det fælles hjem gennem arbejde, bidrag til det fælles underhold, afsavn eller på anden måde”.
I dag – år 2002 – er der stadig ingen lovregulering af problemet. Det var godt, at domstolene tog udfordringen op og ikke henviste til, at lovgivningsmagtens løsning var “lige om hjørnet”.