I 1953 udgav Alf Ross bogen Om ret og retfærdighed (RR), der havde undertitlen En indførelse i den analytiske retsfilosofi. Bogen indeholdt nyt, men er ligeledes på en række punkter en mere eller mindre fastholdelse og opsummering af de opfattelser, som Ross tidligere havde tilkendegivet i forskellige værker.

Det skulle senere blive et diskussionspunkt, i hvilken udstrækning hele forfatterskabet er konsistent, men hovedsageligt har dette værk stået på sin egen grund, idet de fleste læsere ikke har interesseret sig for, om Ross har ændret tidligere synspunkter. Bogen, der skulle bruges og i vidt omfang er blevet brugt i undervisningen i Almindelig Retslære ved Københavns Universitet, fik en meget betydelig gennemslagskraft og var i mange år nærmest en bibel både på universitetet og andetsteds. Alle i hvert fald københavnske jurister kendte denne bog, om end de måske ikke forstod alle dens detaljer, og i det hele taget er det måske den mest berømte bog en dansk jurist har skrevet. Det skyldes dens indhold, men også dens sproglige elegance og den appellerende titel.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at den blot er taget for gode varer, eller at der uden videre er enighed om, hvad bogen egentlig indeholder, da den netop lidt som bibelen kan tages til indsigt for flere opfattelser og måske ikke altid i sig selv er helt konsistent. Det er ikke altid åbenbart, hvilket indhold de enkelte retsteoretiske synspunkter har, om de er originale eller hentet fra andre, og i hvert fald er der ikke altid enighed om det. De bølger, som bogen satte i gang, har også skyllet ind over Ugeskriftets spalter, og i det følgende gives der et rids over den måde, RR er blevet inddraget og diskuteret ¹.

Retsfilosofi

Det er naturligt at starte med begyndelsen, hvor der nærmest er tale om en stormbølge, der blæses igang af Frederik Vinding Kruse i artiklen fra UfR 1954B p. 1-19, der bærer titlen Er retsfilosofi videnskab? Uden at læse aner man nærmest svaret i dette tilfælde. Artiklen er et frontalangreb på RR og Ross, hvis samlede forfatterskab karakteriseres som inkonsistent, idet Ross har »svinget fra den ene yderlighed til den anden« (3). Artiklen er samtidig udtryk for en tone, der ikke længere, heldigvis, kan findes i Ugeskriftet, jf. Jens Evald, UfR 2017B p. 15-28 om fejdernes tid, hvor man lige så meget og ofte først og fremmest går efter manden fremfor efter bolden. RR kritiseres først og fremmest for at være uden empirisk belæg, hvilket særligt skyldes, at der ikke i forhold til den omgivende verden, herunder retslivet, gennemføres nogen analyse og fastlæggelse af de grundbegreber, som bliver anvendt. RR opfattes på en måde således, at værket befinder sig i sin egen logiske verden, der er løsrevet fra den virkelige verden. I denne forbindelse fremhæves, at der i RR er inkonsistenser, idet dette underbygges ved en, noget tvivlsom, sammenligning mellem afsnittene om gældende ret og retspolitik, hvilket har sammenhæng med en grundlæggende uenighed om forholdet mellem ret og moral. For Ross er det en opdeling, som tillægges afgørende betydning for retsvidenskaben, medens Vinding Kruse i betydeligt omfang lader dem falde sammen. RR beskyldes for at være »ganske virkelighedsfjern« (9), og kritikken af naturretten afvises, idet der polemisk bl.a. henvises til holdningen til jødeforfølgelsen under krigen (8). Det manglende empiriske fundament inddrages ligeledes ved kritikken af opfattelsen af gældende ret (prognoseteorien), som hævdes at savne forståelse for rettens funktion, og i det hele »savner videnskabeligt grundlag« (17). Selvom artiklens omtale af RR er ganske polemisk, slutter den med at kritisere fremstillingsmåden i RR, der har en »vulgær polemisk form«.

Hvis Ross ikke havde haft den status, han havde, ville RR sandsynligvis herved være blevet lagt i graven som et efemert værk i retsteoriens historie, og det var sikkert også intentionen, men sådan skulle det ikke gå, heller ikke i Ugeskriftet.

Med svingende tidsintervaller er dele af bogen blevet diskuteret og ofte heftigt, og som hastig reference er den ofte benyttet, uden at sidstnævnte nærmere skal dokumenteres her. Ved diskussionen af retsteoretiske enkeltspørgsmål er RR blevet inddraget i vidt omfang, og dette er nærmest blevet betragtet som nødvendigt. Karakteristisk for Ugeskriftets litterære afdeling er, at selvom tidsskriftet primært er dedikeret til retsdogmatikken med bidrag af umiddelbar betydning for det praktiske retsliv, har det gennem årene været åbent også for almene og teoretiske emner ².

Forholdets natur

Et eksempel på et enkeltstående teoretisk spørgsmål er vurderingen af, hvorvidt forholdets natur skal betragtes som en retskilde, jf. i denne forbindelse Svend Gram Jensen, UfR 2009B p. 95-98, der støtter denne opfattelse, som tilkendegives i RR (116-20), frem for det modsatte synspunkt, hvorefter forholdets natur blot er et bidrag til den juridiske fortolkning af de »egentlige« retskilder. Forholdets natur, som Ross i RR (120) ikke er glad for som terminologi, da den er »unægtelig naturretligt belastet«, har mange betegnelser, retlig tradition, retlig kultur, retlig common sense, idet alle angiver en spændvidde i grundlaget for retlig praksis, der appellerer til en form for retfærdighed. Dette er først og fremmest en teoretisk problemstilling relateret til en forståelse af retskildebegrebet, og hvorvidt dette begreb skal betragtes som bredt eller snævert, idet både det bekræftende og det benægtende svar er forenede i en anerkendelse af, at de hensyn, der samles under betegnelsen forholdets natur, rent faktisk i nogle tilfælde spiller en rolle i retspraksis. Praktisk har det i realiteten ikke nogen betydning, hvilken opfattelse man foretrækker.

Mange af de spørgsmål, der indgår i RR, har også under indtryk af nye retsteoretiske værker løbende givet anledning til bidrag i Ugeskriftet, jf. som eksempel Jesper Lau Hansen, UfR 1998B p. 315-18, der bl.a. kommenterer forholdet mellem ret og moral samt retsvidenskabens rolle. RR giver derfor på samme måde som retsteorien i almindelighed således inspiration til vurdering af centrale spørgsmål for udøvelsen af den juridiske profession og for dennes selvforståelse.

Korrespondens eller kohærens

Naturligt dukkede RR i særligt udtalt grad op i forbindelse med diskussionen af Preben Stuer Lauridsens disputats Studier i retspolitisk argumentation (1974), som indeholdt en afvisning af hovedelementer i RR, herunder en af dens juveler, prognoseteorien (51-65). Disputatsen er centreret om RR og inddrog ikke i videre omfang de synspunkter, som Ross havde tilkendegivet efter 1953, jf. kritisk Mogens Koktvedgaard, UfR 1975B p. 91. RR er kronjuvelen, og værkets betydelige prægningskraft gør RR til det naturlige angrebspunkt for en kritik af de retsteoretiske standpunkter om gældende ret eller snarere påstande om gældende ret, som bliver forfægtet af Ross.

I dette tilfælde er det Ross selv, der åbner ballet med en artikel i UfR 1975B p. 229-35 om En traditionstro billedstormer, hvor han søger at vise, at disputatsen rent faktisk ikke er så meget i modstrid med RR, som afhandlingen gerne selv vil fremstå. Der er ikke den uenighed, som foregives, idet dette især gælder om retspolitikken, hvor RR (63) fastslår, at »retsvidenskab lader sig derfor ikke principielt adskille fra retspolitik«, og for så vidt angår forståelsen af gældende ret skyldes uenigheden i hvert fald til en vis udstrækning, at RR og senere udbygninger er læst forkert. Dette skete dog ikke uimodsagt, da Preben Stuer Lauridsen, UfR 1975B p. 236-41, tager til genmæle og bl.a. fremhæver, at hans opfattelse både af retspolitik og gældende ret (retsdogmatisk korrekthed) både er anderledes, og i øvrigt er rigtig.

I sidstnævnte tilfælde er artiklen (og disputatsen) som nævnt et frontalt opgør med det, som på dette tidspunkt er nærmest helligt i dansk retsvidenskabsteori, prognoseteorien, som danske jurister i mange år havde haft nærmest som trossætning. Denne teori er baseret på, at en påstand om, at en retlig regel er en del af gældende ret, kan efterprøves eller verificeres ved at sammenholde påstanden med den genstand, dvs. den retlige virkelighed, som påstanden vedrører, idet dette kan være domstolenes eller en anden retsanvendende myndigheds praksis. Med andre ord vil der kunne eller ikke kunne foreligge korrespondens. Stuer Lauridsen benægter, at dette er muligt, idet man ikke kan springe fra sprog, dvs. en regel, til virkelighed, og opstiller som alternativ en kohærensteori, hvorefter påstanden om, at en regel er gældende ret, kan bekræftes ved at sammenholde den med kvalificerede udsagn om samme spørgsmål. Er de kompetente strafferetsjurister enige om, at tyveri er strafbart, så er tyveri strafbart, idet det kun indirekte er nødvendigt at inddrage domstolenes praksis, da det er forudsat, at disse jurister har anvendt juridisk metode korrekt. Ross svarer ikke på artiklen, uden at dette på nogen måde skal tages som udtryk for, at han er enig. Denne meningsudveksling er skarp, men den er alligevel rimelig urban. Den har ikke personlige overtoner, som ældre debatter havde, jf. Jens Evalds ovennævnte artikel ³. Dette er tilfældet, selvom diskussionen som nævnt på mange måder vedrører hjerteblod.

Prognoseteorien giver stadig anledning til debat og kritik, jf. Jens Ravnkilde, UfR 2014B p. 45-54. Det er heller ikke alle, som tilslutter sig, at spørgsmålet om verifikation af påstande om gældende ret overhovedet har reel betydning for retsvidenskaben, jf. herved Bernhard Gomard, UfR 2000B p. 345-52, der lægger vægt på, at retssystemet ikke er et komplet system, og at det er afgørende, at der som udtryk for gældende ret bliver givet en virkelighedstro og dynamisk beskrivelse af de retlige forhold. Det er altså gældende ret og ikke påstande om gældende ret, som har interesse. Dette at sætte fokus på påstande betragtes som en unødvendig omvej.

Kompetencenormer

I fortsættelse heraf er der grund til at nævne en diskussion i tilknytning til prognoseteorien om, hvorvidt det er muligt at verificere kompetencenormer, der påbegyndes af Stuer Lauridsen i UfR 1980B p. 339-44, og som involverer Ole Krarup, UfR 1981B p. 82-84, med svar fra Stuer Lauridsen, UfR 1981B p. 110-14, som her i polemisk tradition angiver, at Krarup har misforstået den første artikel og i øvrigt er uvidende om dens forudsætninger, samt Jes Bjarup, UfR 1981B p. 277-81. Udgangspunktet er igen RR (65-66), selvom især Krarup dog fremhæver, at Ross’ opfattelser i forfatningsretten må inddrages. Debatten er koncentreret om spørgsmålet om, på hvilken måde en »almindelig« retlig regel, en forholdsnorm, implicerer de konstituerende kompetencenormer, som således bekræftes via verifikationen af påstanden om forholdsnormens eksistens. Anerkendelse af en lovregel som gældende implicerer anerkendelse af de regler, som angiver, hvorledes lovregler bliver fastsat.

I sin første artikel tager Stuer Lauridsen endvidere afstand fra en af de berømte antagelser i RR (45-46), hvor det hævdes, at retlige regler, herunder forholdsnormer, er rettet til den retshåndhævende myndighed (den egentlige retsnorm) og kun indirekte til borgerne (den uegentlige retsnorm). Ifølge RR er retlige regler direktiver til dommere om, hvorledes de skal dømme, når bestemte faktiske omstændigheder foreligger. Reglernes første adressat er borgerne, mener derimod Stuer Lauridsen, og i hvert fald ud fra en common sense-opfattelse vil de fleste nok give ham medhold i dette og opfatte iagttagelsen i RR som noget kunstig, og måske endda som fanget i den logikkens verden, som Vinding Kruse hævede, at den befinder sig i.

Retskildebegrebet

Også i nyere tid har RR spillet en rolle i den retsteoretiske debat, som den har udfoldet sig i Ugeskriftet, idet det denne gang er Jens Ravnkilde, som åbner ballet, der bliver til en ganske langvarig dans centreret omkring spørgsmålet om, hvorledes begrebet retskilde må forstås, jf. Ravnkilde, UfR 2013B p. 1-10, UfR 2013B p. 231-40, UfR 2013B p. 400-06, Peter Blume, UfR 2013B p. 94, Jakob v H Holtermann, Henrik Palmer Olsen, UfR 2013B p. 301-09 og UfR 2014B p. 177-83. Diskussionen tager sit udgangspunkt i et, for så vidt ganske provokerende, postulat om, at man ikke i dansk retsteori har en korrekt eller dækkende forståelse af, hvad en retskilde er, idet dette ifølge Ravnkilde skulle være de retlige produkter, der anerkendes som hjemmel for domstolenes produkter (UfR 2013B p. 6). Denne opfattelse og dens forudsætninger indgår i en ganske heftig debat, som omfatter mange retsteoretiske spørgsmål, herunder om retskildebegrebet skal forstås på et leksikalt, stipulativt eller eksplikativt grundlag. Problemstillingen vedrører et retsteoretisk kernespørgsmål, og vi er inde i retsteoriens maskinrum, hvor diskussionen er både hård og skarp.

Men som titlen på den berømte George Harrison LP er det måske således, at »All Things must Pass« for selvom denne diskussion fører os ind i rettens centrum, ind i RR’s univers, og søger at forklare fundamentale træk ved retten, er RR ikke fra begyndelsen i centrum for diskussionen. Værket er næsten fraværende i de indledende faser. Det er dog svært i dansk sammenhæng at holde RR uden for en stillingstagen til en retsteoretisk problemstilling, og værket bliver derfor alligevel mere og mere nærværende, i takt med at diskussionen udvikler sig, hvor det igen er et tema, hvorledes værket egentligt skal forstås. RR er stadig et levende værk, der inspirerer og vækker til modsigelse, og i 2013, 60 år efter udgivelsen, befinder det sig stadig i centrum, når et retsteoretisk spørgsmål bliver gjort til genstand for debat i en dansk sammenhæng, selvom tidens tand også kan mærkes. Spørgsmålet om, hvad der egentlig står i RR, og om de synspunkter, der bliver gjort gældende, har været og fortsat er holdbare, er en integreret del af den danske retsteori.

Ross

Kaster man et blik på Ugeskriftets litterære afdeling, vil man se, at Ross selv var en ganske flittig bidragyder. I tiden efter RR var disse bidrag kun i mindre udstrækning direkte af retsteoretisk karakter, idet de snarere vedrørte forfatningsretlige og strafferetlige problemstillinger, der dog ofte blev givet en retsteoretisk overtone og dermed er præget af de grundopfattelser, som tilkendegives i RR. Der var mange prægnante bidrag, skrevet med en spids pen og i en inciterende sprog, hvor blot som eksemplifikation kan nævnes artiklen En grundlovsstridig dom i UfR 1959B p. 24-30 vedrørende reglen om kundgørelse i grundlovens § 22, som er en af forfatningsrettens klassikere.

Da Ross blev tildelt den prestigøse Anders Sandøe Ørstedske prismedalje i guld, var det ganske vist hans sidste retsteoretiske værk, Directives and Norms (1968), der var begrundelsen, jf. Knud Waaben i UfR 1972B p. 45, men det er RR, som især har blivende betydning i det mindste i dansk kontekst. Værkets prægningskraft har været meget stor, og for den retsteoretisk interesserede jurist er der fortsat tale om et uomgængeligt værk.

Da Ross i 1979 fyldte 80, modtog han en særlig hyldest for sine mange UFR-bidrag fra den daværende redaktør, Mogens Koktvedgaard, der i UfR 1979B p. 189 takkede for »mange brilliante bidrag gennem årene«. Disse bidrag er en vigtig del af UFR-historien. Som udtrykt af Jens Ravnkilde (UFR 2013 p.406) indtager Ross, uanset hvad man måtte mene om de enkelte opfattelser, om man er enig eller uenig, en plads i »retsfilosofiens Hall of Fame«.

UfR 2067

Det er sandsynligt, at RR stadig er i live ⁴ og er et værk, som den danske retsteori må forholde sig til, selvom der naturligvis er kommet megen teori til i de 64 år, der er gået siden værkets udgivelse. Dette skyldes, at mange af de spørgsmål, som RR giver et bud på, fortsat er relevante og nærværende både praktisk og teoretisk, og det skyldes ligeledes, at de svar, der gives i RR, er formidlet i et sprog, som alt andet lige gør det til en fornøjelse at læse værket. Selvom man ikke er interesseret i retsteori, er der tale om et værk, der i sig selv kan være en retskulturel berigelse for læseren. Det er ikke sidste gang, at denne bog bliver inddraget i artikler og diskussioner i Ugeskriftet.

I det hele taget kan man lade sig inspirere af den søgen efter retsvidenskabens væsen og af rettens mission, som RR er udtryk for, og udtrykke håbet om, at UfR, når det nu begynder sin rejse frem imod 200-års jubilæet, fortsat vil komme til at bestå af mange retsvidenskabelige artikler, der på hver sin måde bidrager til at fremme og understøtte ret og retfærdighed.