Allerede inden Emilie P. i 1882 indgik ægteskab med murersvend August Ludvig Jensen, var hun straffet for løsagtighed. Under ægteskabet kunne han undertiden ikke komme ind i sin lejlighed, fordi hun havde mandfolk hos sig, som formente ham adgang. I 1893 forlod hun ham, medtagende alt bohavet, og blev i 1896 indskrevet som offentligt fruentimmer. I de følgende år fik Jensen to børn med forskellige kvinder, som han trolig alimenterede til, men herefter ønskede han at indgå nyt ægteskab med Marie Amalie Lundquist. Han opnåede i april 1902 skilsmisse ved kgl. bevilling og henvendte sig til sognepræst Julius Ifversen, Helligkors sogn på Nørrebro, brudens hjemsogn, med henblik på brylluppet. Pastor Ifversen lod lyse to gange til ægteskab fra prædikestolen, men nægtede herefter at udføre vielsen under henvisning til, at mureren havde indledt forholdet til sin forlovede inden det første ægteskabs opløsning og således havde levet i hor.
Murersvenden var hverken den første eller sidste, hvem en præst nægtede at vie, men da han modsat mange andre i den samme situation ikke affandt sig med præstens nej, men klagede til Kultusministeriet, eksploderede denne i sin begyndelse banale, lidt triste historie til en sag af enestående betydning for kirken og ægteskabslovgivningen, ligesom den usædvanlige dom fik i det mindste akademisk betydning for strafferetten og belyste afgørende svagheder ved procesformen.
Det kan være nyttigt at opridse den juridiske ramme ved sagens begyndelse. Christian V’s Danske Lovs regler om ægteskab og skilsmisse gjaldt fortsat i vidt omfang. Afgørende var D.L. 3-16-8, “End besover Egtemand i sit Egteskab nogen Qvindis Person, da maa hand ej efter Hustruens Død komme i Egteskab med den hand besovet haver; … (ligeså for hustruen)”. Loven var ikke ændret, men suppleret ved en forordning af 1824 “ang. Præsternes Embede med Hensyn til Ægteskab”, som blandt andre ægteskabshindringer foreskrev, at “de, som have bedrevet Hoer med hinanden, ikke maae komme sammen i Ægteskab”, og i øvrigt fastslog, at “Brudevielse tilfalder altid Sognepræsten for den Menighed, hvoraf Bruden er Medlem”.
Efterhånden var opstået en praksis, hvorved kongen – senere Danske Kancelli eller Justitsministeriet ad mandatum – ikke blot bevilgede skilsmisse, men, for så vidt en part havde begået hor, i selve bevillingens tekst tillod den ene eller begge parter at indgå nyt ægteskab “uanset Bestemmelsen i D.L. 3-16-8”, således også i murersvendens skilsmissebevilling. Fra gammel tid var kirkelig vielse tvungen, og en lov af 1851 indførte alene adgang til borgerlig vielse, hvor parterne ikke tilhørte samme trossamfund, herunder folkekirken. Både den familieretlige og den kirkeretlige teori – standardværkerne var den senere konseilspræsident Deuntzer: Den danske Familieret, 4. udg. i 1899, samt Matzen & Timm: Haandbog i den danske Kirkeret fra 1891 – og ministeriel praksis, måske med større fasthed i Justitsministeriet end i Kultusministeriet, antog med sikkerhed, at når begge parter var medlemmer af folkekirken, og den eventuelt fornødne dispensation for lovens ægteskabsforbud forelå, var sognepræsten i brudens hjemsogn ubetinget forpligtet til at forrette vielsen, uanset eventuelle religiøse betænkeligheder, endog med den ekstra krølle, at dette også gjaldt, hvis brudens ophold i hjemsognet var “ulovligt”, f.eks. fordi hun allerede var flyttet sammen med brudgommen.
Ikke så få præster nægtede dog at vie fraskilte ud fra den opfattelse, at Bibelen forbyder en fraskilts nye ægteskab. De afgørende skriftsteder var bjergprædikenen, Matth. 5,31-32, samt Matth. 19,8-9, “Men jeg siger eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hors Sag, gør, at hun bedriver Hor, og hvo som tager en fraskilt tilægte, bedriver Hor”. Fra 1850’erne opstod en praksis om lempelser i bryllupsritualet i disse tilfælde – populært kaldet det “Mynsterske ritual”, da det gik tilbage til et aldrig gennemført ritualforslag fra biskop Mynster – særlig ved, at præsten foretog vielsen, ikke i den treenige Guds, men i den borgerlige øvrigheds navn, men selv dette var ikke nok for mange præster. I nogle tilfælde løstes knuden ved, at en anden præst barmhjertigt trådte ind og udførte vielsen, medens den nægtende bevarede samvittigheden intakt, og i andre tilfælde trådte brudefolkene eller den ene af dem, typisk manden, ud af folkekirken, hvorved betingelsen for borgerlig vielse var opfyldt.
Under murerens sag fremkom det tydeligt, at vielse nægtedes i langt flere tilfælde end de få sager, som påklagedes til biskop eller ministerium, og at de nægtende præster i vidt omfang slap godt afsted med det. Endnu omkring år 1900 var skilsmisse i høj grad et hovedstadsfænomen, og en ikke uvæsentlig grund til, at nægtelse af vielse skete særlig hyppigt i København, var, at der især i brokvartererne med disses store arbejderbefolkning var ansat “vakte” præster, særlig tilhørende Indre Mission, som i videre omfang end de rationalistiske eller højkirkelige præster i de ældre sogne var tilbøjelige til at nægte at udføre “forargelige” vielser. En sådan præst var Julius Ifversen.
At murerens sag ikke opløstes som så mange andre med en udensogns vielse eller en udtræden af folkekirken, skyldtes en ny aktørs tilstedekomst, nemlig det fremvoksende Socialdemokrati. Det er omstridt, i hvor høj grad mureren udkæmpede sin egen strid, og hvor meget andre virkede bag ham og gennem ham, men i hvert fald førte “Social-Demokraten” en enestående kampagne imod pastor Ifversen, ligesom jeg ikke er i tvivl om, at mureren fik hjælp til at udfærdige de fornemme og velformede andragender og klageskrivelser, jeg har haft lejlighed til at se. Der er ej heller tvivl om, at avisen har været motiveret til de eksempelløst hårde angreb af tidligere sammenstød mellem Ifversen og Socialdemokratiet, bl.a. i forbindelse med hans adfærd ved begravelser, hvor han forbød socialistiske faner og hævdede “Retten til Liget”, hvor de efterladte havde frabedt sig hans deltagelse (provst Arne Pedersen har i et endnu uafsluttet større værk om kirken og Socialdemokratiet, som jeg har læst i manuskript, gjort Ifversen til centralfigur for tiden 1890-1903). Under alle omstændigheder blev sagen ført til tops.
Murerens klage blev sendt til udtalelse hos Ifversen, som fastholdt sin nægtelse, og hans foresatte, stiftsprovst Jacob Peter Mynster Paulli, dattersøn af biskop Mynster, og Sjællands biskop Thomas Skat Rørdam. Paulli var utvivlsomt den højkirkelige, “Mynster-Martensenske” traditions fremmeste skikkelse, kongelig konfessionarius fra 1884, højt dekoreret, hoffets og det højere københavnske borgerskabs yndlingspræst, forfatter til den i årtier mest yndede bryllupssalme Jert Hus skal I bygge paa Ordets Klippegrund etc. etc., men under den store lockout i 1899 holdt han foredrag for de lock-out’ede arbejdere i Socialdemokratiets højborg i Rømersgade og talte for gode og retfærdige arbejderlove og social lovgivning. Rørdam var i modsætning til Paulli erklæret Grundtvigianer. I mange af tvistighederne omkring århundredeskiftet indtog han en midlende holdning, således om den nye salmebog af 1899. Blandt hans mange initiativer kan nævnes hans støtte til Thomas Laub og dennes omstridte fornyelse af kirkesangen.
Paulli var ikke i tvivl om Ifversens embedspligt til at udføre vielsen. Nogle af de klareste og skarpeste passager i hans udtalelse fortjener direkte citat:
“Over for de Betænkeligheder, han mulig maatte nære, bør den Opfattelse stilles, at han ikke handler i sit eget Navn, men i deres, som bære Ansvaret, ligesom en Soldat maa drage i Felten, naar Øvrigheden kræver det, uanset hvilken Mening han mulig har om Krigs Berettigelse… [om at overtale en anden præst:] Jeg tror, at de fleste Præster kun med tungt Hjerte skride til at vie fraskilte, men de gøre det, fordi vedkommende Brud bor i Sognet, og de altsaa skulle gøre det. Hvis en enkelt Mand kunde fritages for, hvad der er alles Pligt, idet man gav Anvisning paa, at en anden jo mulig kunde fungere i hans Sted, vilde dette med andre Ord sige, at det blev anerkendt, at hans Samvittighed og kristelige Følelse var af en finere og ømmere Art end andre Præsters – og at der derfor var særlige Hensyn at tage til ham. Og det vilde være ensbetydende med, at man underkendte Samfundets Betydning. Et Samfund (ogsaa det kirkelige) er nu en Gang en Enhed. De, som tilhøre dette, dele dets Ære, men ogsaa dets Skam”.
Da biskoppen var fraværende, stod Paullis skrivelse i første omgang alene, og Kultusministeriet fastholdt den 26. august 1902 Ifversens pligt til at udføre vielsen og meddelte den 3. september 1902 et egentligt pålæg herom. 1. og 6. s.m. bombarderede mureren ministeriet med nye skrivelser, efter at Ifversen på ny nægtede og fastholdt sin nægtelse. Nu gik det hurtigt, omend stadig med respekt af kommandovejen. 9. september fastholdt Ifversen atter sin nægtelse. Han udtalte kritik af de justitsministerielle dispensationer fra D.L. 3-16-8, anmodede om, at mureren henvistes til en anden præst, og gjorde med fremhævelse af folketingsmedlem Borgbjerg gældende, at “det social-demokratiske Førerskab staar bagved, fordi det mener, at det har fundet en Lejlighed til at komme mig til Livs, fordi jeg saa ofte har revset det for dets Ugudelighed og Synder”.
9. september fastholdt Paulli sin udtalelse.
10. september udfærdigede biskop Rørdam efter en længere samtale med Ifversen en kolossal skrivelse – i den håndskrevne højesteretsakt fylder den 18 sider. Rørdam var mindre hård og konsekvent end Paulli i synet på Ifversens vægring. Ifversen havde ikke sat sin opfattelse (sin samvittigheds dom) imod “det kirkelige Samfunds” (Paullis ordvalg), men mod den borgerlige øvrigheds, dvs. Justitsministeriets opfattelse. Med en prægnant formulering, som fik afgørende betydning senere i sagsgangen, udtalte han, at det kirkelige samfunds opfattelse “har altid været, at saadanne Ægteforeninger, hvor den skyldige Part uden videre fik Tilladelse til nyt Ægteskab (endsige med den Person, med hvem det tidligere Ægteskab var blevet brudt) ere af det onde og kristeligt uforsvarlige”.
Nok beroede Ifversens vægring på “en overdreven skrupuløs Samvittighed forenet med en mindre aandelig Hængen i Bogstaven (to Momenter, som næsten altid ville findes forbundne)”, men der var formildende omstændigheder. Rørdam fremhævede de socialdemokratiske lederes “skadelige Indflydelse i religiøs og moralsk Henseende” og Ifversens stadige kamp mod disse – også selvom Ifversen havde udvist “et smaaligt og derfor irriterende Principrytteri”. Rørdam ville anse det for betænkeligt, “om denne Sag skulde ende med, at Pastor Ifversen blev – jeg vil ikke sige afsat, hvad jeg anser for utænkeligt, men straffet for sin Vægring”, og indstillede derfor, at Ifversen fritoges for at udføre vielsen, “uagtet det [ministeriet] ikke (fuldt) kan billige de Grunde, hvorpaa han støtter sin Vægring”.
12. september – kan man overhovedet have nået at læse biskoppens indstilling? – bad Kultusministeriet ved en af ministeren (I.C. Christensen) underskreven skrivelse Justitsministeriet om at rejse tiltale imod pastor Ifversen for overtrædelse af Straffelovens § 142 (“Den Embedsmand, som nægter eller forsætlig undlader at opfylde, hvad der er ham lovlig befalet, straffes med Bøder, simpelt Fængsel eller Embedsfortabelse”) ved en særlig kommissionsdomstol, idet de særlige gejstlige retter eller “Provsteretter” bestående af den stedlige underdommer og provst ikke fandtes i København. Justitsministeriet blev samtidig bedt om at udfærdige vielsesbrev – i daglig tale “Kongebrev” – så at parterne kunne blive viede af en hvilken som helst præst.
Skrivelsen fra Kultusministeriet påtegnedes i Justitsministeriet “cito” (“hurtigt”) med den af alle ministerielle embedsmænd også i min tid kendte ordre til omgående ekspedition, og den 23. underskrev departementschef Ricard i Christian IX’s navn “Efter Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling” gratis vielsesbrev til mureren og hans forlovede: Samme dag nedsattes kommissionsdomstolen ved enslydende breve i kongens navn, underskrevne ad mandatum af justitsminister Alberti, begyndende majestætisk “Vide maa I, Du Vor Confessionarius, Stiftsprovst i Sjællands Stift, Sognepræst ved Frue Kirke i Vor Residensstad København, Os Elskelig Hr. Jacob Peter Mynster Paulli, C. af Dbg. og Dbmd., og Du, Justitiarius i Københavns Kriminal- og Politiret, Os Elskelig Hr. Jacob Vitus Ingerslev, C. af Dbg. og Dbmd., at …” og sluttende med den faste formular “Dermed sker vor Vilje! Befalende Eder Gud!”. Adressaterne pålagdes at undersøge og påkende sagen imod sognepræst Ifversen.
Rettens juridiske medlem Jacob Ingerslev var en af rigets kendteste dommere, måske mindre for sin mangeårige virksomhed som justitiarius end for de opsigtsvækkende sager, hvor han som kommissionsdommer med sikker hånd og stort held havde redt trådene ud, først og fremmest Fejø-sagen med de mange falske tilståelser om barnemord og andre drab.
26. september kunne Social-Demokraten aftrykke murerens svar til kultusministeren, hvorved han afviste kongebrevet. “Jeg ønsker ikke at henvende mig til nogen anden Præst end den, som er forpligtet til at foretage Vielsen”. Han havde tidligere forsøgt dette, men var blevet afvist, og derfor ville han og hans forlovede afvente kommissionens afgørelse.
Kommissionen afhørte mureren og præsten. Mureren fastholdt at have handlet efter rent personlige motiver og nægtede navnlig “at have ladet sig bruge som Redskab af andre, som ønskede enten at fortrædige Pastor Ifversen eller at fremtvinge en Afgørelse af Spørgsmaalet om en Præsts Forpligtelse til at sammenvie Personer, der stod i det under Sagen omhandlede Forhold til hinanden” – mistroen må have hvilet tungt i retssalen. Tiltale rejstes, d.v.s. aktionsordre udstedtes med beskikkelse af aktor og defensor. Disse indgav skriftlige indlæg, men dertil kom Ifversens egen 20 foliosider lange forsvarsskrivelse, hvor han først mod slutningen påberåbte sig sit præsteløfte og den hellige Skrift, men indtil da fremførte ret hårtrukne juridiske argumenter, f.eks. at siden D.L. 3-16-8 kun forbyder ægteskab mellem de i hor skyldige efter den anden ægtefælles død, idet et sådant ægteskab inden dette dødsfald er utænkeligt, kan en kgl. dispensation til ægteskab uanset denne regel først være gyldig efter den anden ægtefælles død.
Bevillingen dækker kun D.L., men ikke det selvstændige forbud efter forordningen af 1824. I det højeste skaber bevillingen en ret for mureren til at blive viet, men ingen pligt for præsten til at udføre vielsen. Stiftsprovst Paulli var inhabil, da han dels havde udvirket det ministerielle pålæg og dels selv viede fraskilte og derfor ikke kunne frikende Ifversen uden at dømme sig selv.
28. januar 1903 afsagde kommissionen dom med forbilledlig klare præmisser. Inhabilitetsindvendingen afvistes under påpegning af paralleliteten til de ordinære gejstlige retter uden for København, provsteret og landemode, som efter lov og praksis beklædtes af henholdsvis vedkommende provst og biskop. Jeg er ganske enig heri og vil blot tilføje, at de seneste års rivende udvikling i synet på dommerinhabilitet (som også har medført, at teologiske dommere i gejstlige sager efter lov 336/1992 ikke længere udtages lokalt, men fra en landsdækkende liste) naturligvis ikke kaster nogen skygge over de mænd, som i sin tid har beklædt retten efter da anerkendte grundsætninger. Så sent som i 1900-01 var en gejstlig sag blevet behandlet af en kommissionsret med Paulli som medlem uden kritik.
Spørgsmålet om dispensationens gyldighed afgjordes under henvisning til, at disse bevillinger havde “været i brug” før 1849 og derfor fortsat kunne meddeles jfr. Grundlovens § 27 (i dag § 25). Da tiltalte var pligtig at vie ethvert brudepar, når bruden var hjemmehørende i sognet, da den eneste retlige hindring for vielsen var den tidligere horsbrøde, og da denne hindring var fjernet ved bevillingen, havde præsten i medfør af sit embede en direkte pligt til at foretage vielsen. Forordningen af 1824 indskærpede blot D.L., men indførte ingen selvstændig regel. Om samvittighedskonflikten anførtes:
“Naar Tiltalte endvidere til sit Forsvar har anført, at han ved at foretage den omhandlede Vielse, efter sin Overbevisning vilde handle imod Guds Bud saavel som mod sit Præsteløfte og sin Embedsed, og at han derfor har været berettiget til i dette Tilfælde at nægte at efterkomme det ham givne Paalæg, da kan der heller ikke heri gives ham Medhold, da det maa anses som en nødvendig Følge af hans Stilling som Embedsmand i Folkekirken, at han, uanset sine personlige Meninger, var pligtig i sin Embedsgerning at adlyde enhver Befaling fra de ham overordnede Myndigheder, som var stemmende med den gældende Lovgivning.”
Straffen udmåltes til bøde 200 kr. med forvandlingsstraf af simpelt fængsel i 20 dage “under Hensyn til, at der ikke foreligger Grund til at betvivle, at han har handlet efter sin ærlige Overbevisning og sin Samvittigheds Bydende”.
Straks efter domsafsigelsen henvendte mureren og hans forlovede sig igen til pastor Ifversen, som påny afviste dem og bebudede appel til Højesteret, hvorefter der samme dag med murerens underskrift afgik en tre foliosider lang klage til kultusministeren, den sjette klage ifølge klagerens egen opregning. Dagen efter aftrykte “Social-Demokraten” hele dommen og klageskrivelsen – et forhold, som unægtelig giver næring til mistanke om, at klagen ikke var konciperet i murerens lejlighed i Korsgade, men i redaktionslokalerne på Nørre Farimagsgade. Samtidig triumferede avisen, at når en gejstlig ret havde dømt Ifversen, kunne den rent verdslige Højesteret umuligt frifinde.
Inden Ifversen-sagen begyndte, havde justitsministeren forsøgt at afmontere striden om fraskiltes ægteskab med et lovforslag om obligatorisk borgerligt ægteskab, eventuelt efterfulgt af fakultativ kirkelig vielse. Nægtede præsten at vie, skulle spørgsmålet forelægges biskoppen, hvis afgørelse var endelig. Størstedelen af kirken modsatte sig forslaget, som dog støttedes af Skat Rørdam. Det vedtoges med stort flertal i Folketinget, medens det af Højre dominerede Landsting vedtog sit eget forslag om fakultativ kirkelig eller borgerlig vielse – stort set den i dag gældende ordning – og adgang for præsten til at nægte at udføre vielsen, dog med klagemulighed til biskoppen. Da hverken Folketing eller Landsting bøjede sig, bortfaldt begge forslag i foråret 1903.
Ifversen støttedes kraftigt i flere pjècer fra andre præster og i “Kristeligt Dagblad”. I sit skrift “Folkekirkens Frihed og den Ifversenske Sag” hævdede sognepræst J.J. Fjord bl.a., at den grundlovssikrede religionsfrihed gjaldt ikke blot Folkekirken som et trossamfund, men også de enkelte præster som en personlig ret for dem, i øvrigt det samme synspunkt, som pastor Ruben Jørgensen i 1976 uden held gjorde gældende til støtte for sin afvigende dåbspraksis under sin klage til Den europæiske Menneskeretskommission, som affærdigede argumentet med den begrundelse, at et organiseret trossamfund er beskyttet udadtil gennem medlemmernes religionsfrihed, men har ret til at håndhæve uniformitet indadtil. Sognepræsten ved den af brygger Carl Jacobsen finansierede Jesuskirke i Valby, Henry Ussing – fader til den store retslærde af samme navn – anslog kirkepolitiske synspunkter i “Den Ifversenske Sag. Til alvorlig Eftertanke om Forholdet mellem Kirke og Stat”.
Han inddrog Socialdemokratisk Forbund som Ifversens egentlige modpart og skød med skarpt efter murersvenden, hvis sædelighedsattest var “een stor Usandhed”. Og som murersvendens sag reelt er Socialdemokratiets sag, er Ifversens holdning ikke hans egen, individuelle, men hele kirkens. D.L., kirkens for de enkelte præster bindende lærenorm, både byder præsten at bekæmpe synden, herunder hor, og forbyder ægteskab mellem to, som har gjort sig skyldige i hor. En dispensation er kun en begunstigelse for borgeren, men ingen tvang mod kirken, og heri ligger ingen modsigelse, thi øvrigheden kan udtale over for vedkommende, at hvis han med dispensationen i hånden ikke kan få nogen præst til at vie sig, må han udtræde af Folkekirken. Han udtrykte tillid til Højesteret som kirkens øverste domstol. Den lykkeligste løsning, at Højesteret frifinder, og alle præster derefter vægrer sig ved at vie fraskilte, vil tvinge øvrigheden til at gennemføre borgerlig ægteforening for disse.
I sidste øjeblik og, som det viste sig, måske afgørende for sagens udfald fremkom en af Den danske Præsteforening foranstaltet enquête til 90 præster af alle hovedretninger. Uden at nævne Paulli ved navn, men rettet imod hans udtalelse om, at en præst i Folkekirken “maa underordne sin subjektive Opfattelse under den, som nu en Gang godkendes af det kirkelige Samfund … naar de folkekirkelige Myndigheder approberer Fraskiltes Vielse”, spurgtes, 1) om man kunne tiltræde “den af Biskop Rørdam udtalte Anskuelse, at saadanne Ægteforeninger, hvor den skyldige Part uden videre faar Tilladelse til nyt Ægteskab (end sige med den Person, med hvem det tidligere Ægteskab var brudt) er af det onde og kristeligt uforsvarlige”, 2) om man kendte tilfælde, hvor en præst, der anmodedes om at vie en fraskilt, fik de pågældende fra det, 3) om man kendte tilfælde, hvor en præst “rent ud nægtede at udføre Vielsen, fordi han ansaa det paatænkte Ægteskab for stridende imod Herrens Ord”. Som det ses, er spørgsmålene ikke blot i sig selv stærkt ledende, men formålet angives klart i følgeskrivelsen, nemlig at “give Defensor Bevis i Hænde for, at der ikke er Enighed i Kirken om at godkende Fraskiltes Vielse”.
Reaktionen var imponerende. Trods den meget korte svarfrist – skrivelserne udgik 5. oktober 1903, og den 19. indledtes domsforhandlingen – svarede næsten alle; i højesteretsakten ligger 85 erklæringer, i mange tilfælde med lange beretninger, der giver et fængslende billede af tidens kirkeliv. Så godt som alle svarede ja til det første spørgsmål, en med ordene “Ja, selvfølgelig, jeg maatte jo være et ugudeligt, vantro Menneske for ikke at kunne gjøre det”. Svarene på de to andre spørgsmål giver et broget billede. Omkring halvdelen har kendskab til disse sager, et mindretal egne erfaringer. Stærke fortalere for Ifversen, bl.a. Ussing nævner egen ubønhørlige praksis på en måde, som viser, at de lige så godt selv kunne have fået en klagesag på halsen. En tænksom præst udtalte, at folk flest var så ukendte med deres juridiske ret og så fremmede for at gennemføre den med tvang over for præsten, at sådanne sager gik stille af; havde alle haft den samme støtte og vejledning som “den berømte Murer”, havde der været mangen konflikt for længe siden.
I Social-Demokratens fyldige referat 21. oktober 1903 nævnes, at aktor “ledsagede dem [erklæringerne] paa deres Vej til Dommerne med den Bemærkning, at de naturligvis ikke havde mindste Betydning for Sagen”, og i Højesterets dom citeres de ikke, men de fremhæves af førstevoterende Hvidt, hvis votum slog igennem med ringest mulige majoritet, og i dommens præmisser, hvorefter tiltalte havde “haft nogen Føje til at gaa ud fra den af mange af Folkekirkens Præster antagne Mening”. Erklæringerne har således haft den allerstørste betydning for sagens udfald.
Ikke mange domsforhandlinger i dansk retspleje er så veldokumenterede som denne sag, takket være Social-Demokratens livlige reportage i avisen 20.-22. oktober 1903. Vi hører om de usle lokaleforhold – 1884-1919 sad Højesteret i riddersalen i Bernstorffs Palæ eller Kong Georgs Palæ (senere Assurance-Compagniet Balticas hovedsæde og i dag udlejet til den evigt voksende Østre Landsret), og udover det hesteskoformede bord til 13 dommere og advokatskrankerne var der elendig plads til tilhørere – om “Damer af Helligkorspræstens intimere Menighed”, om tiltaltes fremmøde i fuldt ornat og om den triste forudgående sag imod en tjenestekarl, som idømtes vand og brød for forfalskning af sin kærestes skudsmålsbog for at blive gift (sic). Men vi får også et uhyre fyldigt referat af dokumentation og procedure. Med aplomb anførte aktor, højesteretssagfører Nellemann, et rammende citat af Ørsted om faren for hierarkiske tilstande, hvis det overlades gejstligheden at bedømme, hvad der er gejstlige embedspligter, da dette ville være et “ikke ringe Middel, hvorved en herskesyg Gejstlig kunde gøre sig gældende”. Defensor, højesteretssagfører Asmussen, kom meget tæt ind på murerens privatliv og udtalte:
“Og nu forlanger man at Ifversen som Præst, i Præstedragt og i Kirken skal indvie et Ægteskab mellem denne Mand og en af hans Konkubiner!”, hvilket aktor misbilligede i sin replik. Han bortfortolkede den meddelte ægteskabstilladelse og hævdede, at hvis Ifversen havde fulgt ordren og forrettet vielsen, kunne han være blevet straffet – her noterede Social-Demokraten en lydelig latter, også hos Ifversen. Dømmes Ifversen til straf, og afsættes han senere, vil det ikke blive derved, da andre præster ej heller kan forene denne pligt med deres samvittighed.
Men vi har også pastor Ifversens egen forsvarstale, ikke kun i Social-Demokratens vrængende referat (“serverer … de fleste af Hr. Asmussens Hovedargumenter, blot med Tillæg af en passende Salvelse”), men trykt som manuskript, “Kjøbenhavn, ved Juletid 1903”, tilegnet Den danske Præsteforenings medlemmer.
Han bestred, at han ved sin ansættelse havde vidst, at han ville blive forpligtet, nej, han vidste, at der ville opstå vanskeligheder, og dem ville han midt imellem. En skyldig fraskilts nye ægteskab er en fortsat horsforbindelse, “en Vanhelligelse af Guds Kirkehus og Menighed”. At murerens hustru selv er en slet kvinde, gør ham ikke et hår bedre. Den skyldige lydighed mod øvrigheden, omtalt både i præsteløftet og i Romerbrevet 13. kap., er ikke ubegrænset; både Bibelen (Apostlenes Gerninger 5,29) og det vigtigste lutherske bekendelsesskrift, den Augsburgske Konfession, kræver lydighed mod Gud mere end menneskene, når øvrigheden byder, hvad synd er. Han hævdede at repræsentere det kirkelige samfund, herunder at hans biskop gav ham ret, men selv en individuel opfattelse har ret imod hele verden, hvis den “hviler paa Guds klare og tydelige Ord, der er aldeles og eneste Højesteret i alle Sager, Guds Rige og Sjælenes Velfærd angaaende”. Han standsede ikke med dette klimaks, men tilføjede, at staten må løse knuden om fraskiltes vielse, og bemærkede som et ganske godt juridisk argument midt i det kirkelige, at hans opfattelse af rækkevidden af dispensationen efter D.L. 3-16-8, at den først er virksom efter hustruens død, aldrig tidligere er gjort til genstand for noget præcedens, hvorfor han må være straffri ved at have fulgt sin egen opfattelse – en ikke ueffen påberåbelse af uegentlig retsvildfarelse!
Højesteretsdommen, afsagt den 21. oktober 1903, er ganske kortfattet.
“Selv om det maatte kunne anses [min udhævning] for Tiltaltes Pligt under Strafansvar at efterkomme det ham … givne Paalæg om at foretage den … omtalte Vielse, har Tiltalte under Hensyn til Indholdet af det ham afkrævede Præsteløfte og til, at Folkekirkens Stilling til Spørgsmaalet er uklar – hvorved bemærkes, at Staten har fundet det nødvendigt i slige Tilfælde at tilstede Lempelser fra Ritualet – haft nogen Føje til at gaa ud fra den af mange af Folkekirkens Præster antagne Mening, at Opfyldelsen af Paalæget var uforenelig med de ham ifølge det nævnte Løfte som Kirkens Tjener paahvilende Pligter. Idet det herefter findes betænkeligt at anse Tiltaltes Vægring ved at opfylde Paalæget som en forsætlig Krænkelse af hans Embedspligt, vil der ikke kunne paaføres ham Ansvar efter Straffelovens § 142 og han vil derfor være at frifinde, hvorhos Aktionens Omkostninger ville være at udrede af det offentlige”.
En af dommerne, Niels Lassen, selv præstesøn, uddybede i sin kommentar til dommen (Tidsskrift for Retsvidenskab 1904, p. 307 ff.), den fremhævede passus således, at det ikke kunne siges, at det givne pålæg var i strid med Folkekirkens standpunkt, men selvom en sådan strid havde været til stede, ville det dog have været tiltaltes pligt at efterkomme det. I vendinger, som på én gang udtrykker et fast statskirkesyn og en positivistisk retsopfattelse, fortsætter han:
“Staten er suveræn, paa Jorden findes der ingen Magt over eller Siden af den. Paabyder Loven Handlinger, der ere i aabenbar Strid med den hellige Skrift og højtidelige Løfter eller Eder, gives der, hvor stort Misgrebet end kan være, intet andet for Domstolene end at anvende Loven. Men fordi Pastor I.’s Vægring saaledes var uretmæssig, var det ikke dermed givet, at han var ifalden Strafansvar. Betingelsen herfor maatte ifølge Stfl.s § 142 være, at han havde været sig Lovligheden af det givne Paabud bevidst… [i det følgende nævnes tiltaltes mange meningsfæller “blandt de alvorligste af Danmarks Præster af alle kirkelige Retninger“] … I det Hele kan man vel neppe nægte, at Folkekirkens Standpunkt bærer Præg af Uklarhed og Halvhed, i hvilken sidste Henseende bemærkes, at det Mynsterske Ritual vel tilstræber at reducere Ægteforeningen af Fraskilte til en borgerlig Akt, men Skridtet er ikke gjort fuldt ud, idet Ægteforeningen dog sker i Kirken af Præsten som saadan og derved faar Karakteren af en hellig Handling. Skal Ægteforeningen af Fraskilte imidlertid opfattes som en ren borgerlig Akt, kunde der vel hos en Præst opstaa yderlig Tvivl om, hvorvidt han som en Kirkens Tjener var forpligtet til at foretage den. … Pastor I. frifandtes altsaa af subjektive Grunde. Dette fremhæves her, da Dommen er bleven misforstaaet, som om den havde erklæret hans Vægring for retmæssig. Sligt ligger ikke i Præmisserne og er i Strid med den Opfattelse, paa hvilken Dommen er bygget”.
Når man lægger dom og kommentar ved siden af hinanden, ses en klar diskrepans mellem disse med hensyn til det første afgørende spørgsmål om det givne pålægs lovlighed. Ved hjælp af en konjunktivisk sprogform (“maatte kunne anses”) undgår dommen at tage utvetydig stilling hertil og springer straks videre til den på subjektive grunde støttede frifindelse, medens Lassens kommentar skarpere anfører, at Ifversens vægring ved at opfylde pålægget var (objektivt) “uretmæssig”. En nærmere gennemgang af Højesterets voteringsprotokoller viser baggrunden for denne tilsyneladende modstrid.
6 dommere, herunder justitiarius Koch, de to følgende justitiarier Nyholm og Lassen og frem for alt rettens kirkeretsekspert Erhard Florian Larsen, forfatter til “Den danske Kirkeret” I-II, voterede for domfældelse. 5 dommere, herunder førstevoterende Hvidt, også han senere justitiarius, voterede for frifindelse, fordi pålægget ansås for ulovligt. Hvidt anførte, at hvis staten lovligt skal kunne pålægge en præst at udføre en handling, skal dette pålæg være konformt med kirkens opfattelse, hvilket ikke er tilfældet her, hvor vielsen tværtimod fordømmes af mange præster, også efter biskop Rørdams erklæring. Staten kunne løse konflikten ved at afskedige pastor Ifversen administrativt, men domstolene kan ikke straffe ham for tilsidesættelse af et pålæg, med mindre dette er lovligt. 3 af de 5 voterede subsidiært for frifindelse af subjektive grunde, idet tiltalte måtte have lov til at tro, at pålægget er ulovligt, “indtil han fik en Højesteretsdom for det modsatte”, altså en uegentlig retsvildfarelse, hvorimod de øvrige i denne gruppe ikke omtalte dette spørgsmål. Afgørende blev de sidste 2 dommere, Evaldsen og J. Poulsen, som fulgte de 6 i at anse pålægget for lovligt, men desuagtet voterede for frifindelse, idet tiltalte havde troet, at befalingen stred imod præsteløftet. Kun 4 omtalte habilitetsspørgsmålet, og af disse påtalte kun 2, at Paulli ikke havde veget sædet, medens de 2 øvrige, herunder justitiarius, nægtede at misbillige dette.
Naturligvis var dommens resultat frifindelse, men i en retspleje, hvor dommen formelt fremtrådte som den samlede rets dom, var det mere end vanskeligt at formulere præmisserne. Meget tyder dog på, at disses formulering er et kompromis mellem de syv dommere, som voterede for frifindelse. Det var åbenbart, at frifindelsen ikke kunne begrundes med, at det Ifversen givne pålæg var ulovligt, idet Evaldsen og Poulsen på dette punkt dannede et modstridende flertal sammen med de seks dissentierende dommere. Samtidig er det forståeligt, at de fem dommere, som ville frifinde allerede af objektive grunde og udgjorde et flertal inden for flertallet, omend et mindretal i den samlede ret, ikke kunne lægge pen til en dom, som udtrykkelig fastslog det givne pålægs lovlighed. Den valgte formulering, “maatte kunne anses”, viser, at de fem og de to har bøjet sig mod hinanden for at opnå en formulering, som alle syv kunne enes om. Jeg understreger, at dette er min egen fortolkning af dommen. Protokolførerne var desværre ikke med, da retten – eller, som jeg læser det, flertallet – finpudsede den endelige ordlyd.
Lassen, som tilhørte mindretallet, er ved udarbejdelsen af sin kommentar gået bag om dommen til voteringen eller rettere den første votering, som viste et flertal for at anse det givne pålæg som lovligt og dermed Ifversens vægring ved at opfylde det som uretmæssig, men strengt taget forudsætter det, at Evaldsen og
Poulsen holdt fast ved deres første votering. Ret beset véd vi intet herom, og i virkeligheden ville kun en domsform svarende til retstilstanden efter 1. juli 1937, hvor dissenserne ikke undertrykkes, men træder direkte frem i den færdige dom, vise med sikkerhed, hvad retten eller blot rettens flertal har ment. Den utrættelige reformator Hans Munch-Petersen påpegede (Retspleje og Kultur, 1913, p. 5):
“Præmisser, der fremtræder som den samlede Rets, mens de maaske i Virkeligheden skyldes et Kompromis mellem ganske modstridende Enkeltopfattelser, vil derved ofte – som et særlig slaaende Eksempel herpaa kan nævnes den i sin Tid saa omtalte Pastor Ifversenske Sag – blive saa konstruerede og uklare, at man knap kan se, hvad Retten har ment i den foreliggende Sag, endsige i Afgørelsen finde nogensomhelst paalidelig Vejledning for Fremtiden”.
Det er svært ikke at give ham ret. Samtidig kan det siges, at den halv-officiøse efterfølgende kommentar, her endog fra en dissentierende dommer, er en ufyldestgørende, måske endog farlig erstatning for udførlige præmisser og frem for alt en domsform, hvor de enkelte hovedmeninger fremtræder klart og indbyrdes adskilt (jeg har behandlet dissensspørgsmålet udførligt i Juristen 2002).
Reaktionen over for dommen kunne forudsiges. From jubel i Kristeligt Dagblad:
“I et Nu er det bleven en Kendsgærning for det danske Folk, at vor Kirke ikke er saa trælbunden under Staten, som det hidtil i Almindelighed er bleven antaget … Thi Æren er Guds i det høje!”. Raseri i Social-Demokraten, som i vers sammenlignede pastor Ifversen med soldaten, som af religiøse samvittighedsgrunde vægrer sig ved at skyde (underforstået: og straffes derfor). Den mest tankevækkende kommentar fremkom i Kirkeligt Centrums blad “Kirken og Hjemmet”, som 1. november 1903 bemærkede, at “ret mange saadanne Sejre skal en Folkekirkes Præster nødig vinde over dens Medlemmer”.
Pastor Ifversen modtog efter dommen en laurbærkrans, som han ved indledningen til den næstfølgende søndagsgudstjeneste nedlagde for alteret! Social-Demokraten bemærkede 27. oktober 1903 syrligt, at kransen ikke var skænket af Ifversens egen menighed, men en udensogns tilhænger, en dekoratør fra Store Kongensgade.
Murersvenden – eller hans rådgivere – opfangede straks muligheden for, at dommen kunne fortolkes således, at et flertal af dommere trods frifindelsen havde statueret det givne pålægs lovlighed. Efter en fornyet ordre om at foretage vielsen og en forventelig nægtelse af at efterkomme denne ville præsten ikke længere kunne påberåbe sig god tro, da højesteretsdommen havde skabt et sikrere retsgrundlag. Allerede 24. oktober 1903, kun tre dage efter dommen, ansøgte murersvenden derfor påny om, at det ville blive pålagt pastor Ifversen at gennemføre vielsen. Kultusministeriet valgte dog at læse dommen således, at spørgsmålet om lovligheden af det givne pålæg henstod som uafklaret, og afslog allerede den 27. s.m. andragendet, idet “man efter Indholdet af Højesterets Dom af 21. d.M. ikke vil se sig i Stand til paa ny at give Sognepræsten … noget Paalæg om at foretage den omhandlede Vielse”. Samtidig opgav Kultusministeriet en parallelsag fra Ribe stift, der havde været sat i bero på Ifversen-sagen. Den familieretlige teori – nu Bentzon:
Den danske Familieret paa Grundlag af J. H. Deuntzers Familieret, 1910 og 1916 – fastholdt præstens pligt til at “fungere”, også trods dommen i Ifversen-sagen, men uanset hvad juristerne måtte mene, var det åbenbart efter Kultusministeriets reaktion på dommen, at ingen kunne røre en præst, som nægtede at foretage en vielse på grund af religiøse betænkeligheder, eller sagt på en anden måde, kirketugten var nu indført på dette centrale område.
Knuden løstes først i 1922 ved “Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning”, der indførte generel fakultativ adgang til borgerligt ægteskab, også for medlemmer af Folkekirken, hvorved de, der ikke kunne formå en præst til at vie dem, undgik at skulle udtræde af kirken for at opnå vielse. Samtidig fik præsten en ubetinget ret til at nægte at vie en fraskilt, endog uden klageadgang til biskoppen, som kun havde kompetence, hvis præsten iøvrigt af religiøse grunde ville afslå at foretage en vielse. Reglerne er gået uændrede over i den gældende lov af 1969. Ved 1922-loven ophævedes desuden alle de gamle regler, som havde spøgt i Ifversen-sagen, herunder horsbestemmelsen i D.L. 3-16-8 samt størstedelen af 1824-forordningen.
Præsternes juridisk uantastbare ret til at nægte at vie en fraskilt svarer dog ikke til det kirkelige livs virkelighed. Et menighedsråd kan altid og vil vel altid spørge, om en ansøger til en stilling som præst vil vie fraskilte eller ej, og hvis kandidaten forbeholder sig sin ret til at nægte at vie en fraskilt, vil flertallet af menighedsråd formentlig undlade at indstille den pågældende til udnævnelse.
Da ingen har juridisk krav på at blive indstillet, og da menighedsrådene i deres valg mellem ansøgerne ikke er bundne af lovbestemte kriterier, vil den unge kandidat, som måtte ønske at gå i Ifversens fodspor og modsat denne ville have en sikker ret hertil, sandsynligvis kun have mulighed for ansættelse i forholdsvis få sogne.
Juristen må således resignerende konstatere modsætningen mellem den formelle lov og det praktiske kirkelige liv. Indtil 1922 kunne præsten teoretisk tvinges til at vie en fraskilt, men i praksis, som det særlig fremgik af Ifversen-sagen, kunne en præst, der fastholdt sin nægtelse af at foretage en sådan vielse – og mange gjorde det – ikke røres. Omvendt har præsten idag en ubetinget juridisk ret til at nægte at vie en fraskilt, men denne ret er i det væsentlige bortfaldet ved sammenkædningen med ansættelsen.
Medens dommen fik afgørende betydning for kirken og ægteskabslovgivningen, er dens betydning for strafferetten mere af akademisk art. Jurister af min generation, som har læst Hurwitz’ Almindelig Del (1952), husker hans omtale af straffelovens § 156 som et eksempel på usikkerheden i grænsedragningen mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse. Betragtes en befalings lovlighed som en præjudiciel betingelse for strafbarhed, disculperer vildfarelsen på grund af manglende forsæt – i en fodnote anføres Ifversen-dommen som eksempel herpå – men hvis straffebestemmelsen forstås som umiddelbart rettet imod ulydighed imod en efter rettens opfattelse lovlig befaling, bliver vildfarelsen egentlig og fritager ikke for straf. Waaben (Det kriminelle Forsæt, 1957) anser ligeledes, omend med en anden formulering, sagen som et eksempel på uegentlig retsvildfarelse, også, med et forsigtigt “vistnok”, Torp (Den danske Strafferets almindelige Del, 1905), medens le Maire (Om retsvildfarelse, NTfK 1949) finder tilfældet “ikke egnet til at illustrere de principielle synspunkter i almindelighed”.
Der er ingen trykt praksis om ulydighed imod en given ordre siden den juridisk ukomplicerede UfR 1910,902, og fra endnu ældre tid UfR 1887,533 H og 829 H, begge begyndende ved provsteret og fortsættende over Sjællands Stifts Landemode til Højesteret, begge mod skolelærere, som i trods mod tidligere meddelte pålæg havde agiteret imod regeringen Estrup. Bortset fra Ifversen-sagen findes ingen frifindelser. Kombinationen af fejlagtig tro på en udtrykkelig befalings ulovlighed og nægtelse af at adlyde den har en interessant parallel i Norges Høyesteretts dom Rt. 1994,203 imod en politiinspektør for forsætlig undladelse af at udføre en tjenestepligt. Tiltalte, der bl.a. havde trodset sin politimesters skriftlige ordre om at sende udtalelser i bevillingssager efter alkoholloven til ham inden oversendelse til de kommunale myndigheder, gjorde gældende, at han, der var kongelig udnævnt, ved udnævnelsen havde fået en selvstændig myndighed, som politimesteren ikke kunne berøve ham. Høyesterett anså dette som en forkert fortolkning af den kgl. resolution og betegnede opfattelsen som en ikke-undskyldelig retsvildfarelse, hvorefter han blev dømt. Hvor pastor Ifversens fejlagtige påberåbelse af Guds Ord medførte frifindelse, gavnede henvisningen til Kongens bud ikke den norske politiinspektør.
Der er næppe tvivl om, at nyere forvaltningspraksis så godt som undtagelsesfrit afgører disse konflikter disciplinært, om fornødent ved administrativ afskedigelse. Et belysende eksempel ses i en nyere præstesag (beskrevet i Folketingets Ombudsmands Beretninger for 1975 og 1976). En præst, som risikerede afskedigelse for sin dåbspraksis, krævede at blive tiltalt efter straffelovens § 156 for at opnå retslig afgørelse om lovligheden af sin praksis og dermed af biskoppens pålæg om at ophøre hermed. Rigsadvokaten udtalte, at præsten alene ville kunne rammes af disciplinært ansvar, men ikke med straf, og nægtede at rejse tiltale.
Ombudsmanden udtrykte betænkelighed ved, at præsten således mistede sin mulighed for at opnå rettens afgørelse af det tilgrundliggende tvivlsspørgsmål, under hvilken sag han kunne have gjort gældende, at han ikke havde haft forsæt – som i Ifversen-sagen, der direkte nævnes af Ombudsmanden – men rigsadvokaten og Kirkeministeriet stod fast, og efter tjenstlig undersøgelse blev præsten afskediget.
Jeg er nærmest af den opfattelse, at hvis retten anser den tjenstlige befaling som lovlig, vedrører tiltaltes mulige tro på dens manglende lovlighed et så centralt element af straffebudet, at vildfarelsen må betegnes som egentlig, men derudover tvivler jeg på, om pastor Ifversen-sagen er et eksempel på den modsatte retsopfattelse. 6 af 13 dommere voterede for at finde Ifversen skyldig, og kun 5 af de 7 i flertallet nævnte den subjektive grund i deres vota. I virkeligheden er det rigtigste, der sagdes om Ifversens subjektive forhold, Florian Larsens udtalelse om, at Ifversen under ingen omstændigheder ville udføre vielsen, altså hvadenten han anså befalingen som lovlig eller ej. Formentlig vil spørgsmålet aldrig blive afgjort, da de ansættende myndigheder vel altid vil gøre gældende, at en tjenestemand, som ikke parerer ordre, er uegnet, og skille sig af med ham. Også præster må idag påregne afskedigelse ved brud på lydighedspligten, hvor det gamle Kultusministerium aldrig tog dette yderste middel i brug imod præster, der nægtede at vie fraskilte, vel den vigtigste forskel på da og nu. For så vidt har Ifversen-sagen alene påvist et intrikat problem, men ikke anvist en definitiv løsning, som næppe nogensinde vil blive fundet.
Pastor Ifversen flyttedes 1907 til det roligere Bregninge-Bjergsted pastorat i det vestlige Sjælland. Han levede til 1927 og nåede således at opleve 1922-lovens frihedsbrev for præsterne.
Og mureren? Folketællingslisterne af 1906 anfører for lejligheden Korsgade 27, stuen, “Jensen August Ludvig” og “Dito Amalie Marie”, henholdsvis “husfader og murersvend” og “husmoder”, begge med et “G” for gift – og begge som udmeldt af Folkekirken.
