Artiklen omhandler tohøjesteretsdomme fra 1871 og 1877 med udgangspunkt i krigen 1864. I den første krævede den afskedigede biskop over Als og Ærø, som efter krigen forblev som sognepræst på Als, pension m.v. fra den danske stat, hvilket nægtedes ham med begrundelse, at han var trådt i fremmed tjeneste, og i den anden straffedes 12 præster, som noget irregulært havde indviet en højskolelærer som frimenighedspræst i Sønderjylland, med bøde, da kun en biskop måtte ordinere. I begge sager havde retten næppe andet valg, men eftertiden og Sønderjylland må være disse præster taknemmelige.
Læsere af Herman Bang: Tine (1889) vil huske, at »biskoppen« to gange dukker op i afgørende øjeblikke. Efter den chokerende efterretning om tilbagetrækningen fra Dannevirke kommenterer han: »Nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa for os alle«, i romanens slutning kommer han til stede efter Tines selvmord og lover nænsomt, at naturligvis må klokkerne ringe ved begravelsen (reglen om selvmorderens udelukkelse fra ærlig begravelse blev først ophævet ved straffeloven af 1866, der ryddede godt op i Danske Lovs sjette bog). Bang havde en levende model for sin nøgterne og medlidende prælat i Jørgen Hansen (1802-1889), siden 1848 biskop i Als-Ærø Stift, oprettet 1819 som Europas vel mindste stift – 12 sogne på Als og 6 på Ærø – der bragte kirke og undervisning under kongerigsk-dansk styre, medens øerne i verdslig henseende forblev under hertugdømmet Slesvig.
Han var selv alsing, siden 1827 sognepræst, længe i Notmark under hertugen af Augustenborg, til hvem han fik et spændt forhold på grund af dennes overgreb mod bønderne, bl.a. ved hensynsløse jagter; et mere kuriøst udslag af hertugens onde lune var, at han udelukkede de bønder, som ved stændervalget ikke stemte på hans kandidat, fra at føre deres hopper til bedækning ved hans fremragende hingste samt udelukkede Hansen fra sit taffel. Denne var lettet, da han i 1845 forsattes til Egen sogn uden for hertugens område. Christian VIII, der som en af sine sidste embedshandlinger i januar 1848 udnævnte ham til biskop, samme dag som han pådrog sig den forkølelse, som medførte døden, vidste, at Jørgen Hansen var en loyal dansk mand på en udsat post.
Han var helstatsmand, modstander af Eidergrænsen, og ironiserer i sine efterladte optegnelser over frihedsrøret i 1848. Den påbudte kirkebøn for den grundlovgivende rigsforsamling kaldte han forhandling om kjolens snit, medens livet er i fare. Men under Treårskrigen, hvor han også inddroges i det verdslige styre af Als, stod han ubrydelig fast mod opstanden. I tiden mellem krigene var han skeptisk over for de nye danske embedsmænd i den konservative bondebefolkning og anså bl.a. Istedløven i Flensborg som et fejlgreb. »Naar jeg vinder en Proces over min Nabo, slaaer jeg ikke en Placat paa min Muur med en Løve vendt mod Ansigtet og truende mod ham.«
Hans utvivlsomt vigtigste indsats faldt i ulykkesåret 1864. På selve dagen for Dybbøls fald 18. april blev han uden at have stillet sig som kandidat indvalgt i Novemberforfatningens Rigsraads landsting og rejste loyalt til København, men ved efterretningen om prøjsernes overgang til Als 29. juni overtalte han Monrad til at sende ham tilbage til øen ved et dampskib, der landede på et af de sidste endnu ikke erobrede punkter, hvorfra han ilede hjem og udstedte et cirkulære til gejstligheden på Als indledt:
»En Krigsmagt, der staaer i et fjendtligt Forhold til Hans Majestæt Kong Christian IX, har besat Als« og fortsættende med en indtrængende opfordring til præsterne om at blive på deres post og underkaste sig besættelsesmagten, ikke til trods for deres homagialed – et gammelt udtryk for en troskabsed aflagt til Kongen – men som udslag af denne ed, som bandt dem til fortsat at udføre deres hverv. I sine optegnelser uddybede han synspunktet, at embedsmandens afgang gav fjenden lejlighed til at anbringe en mand, der bedre virkede i hans ånd, men at selv dette ikke altid var fjenden til gavn, idet det altid var af vigtighed på enhver plads at have en mand, der kendte til de lokale forhold.
Præsterne fulgte opfordringen, og han har en stor andel i, at der i flere sogne på Als bevaredes danske præster og gammeldags dansk præstegårdsliv i en menneskealder efter 1864, også i Egen, som han som biskop havde betjent ved en kapellan, men nu trak sig tilbage til, efter at den østrigsk-prøjsiske fællesregering omgående ophævede bispedømmet for Als’ vedkommende og lagde øen ind under Slesvig Stift. Han lod sig ikke presse af fællesregeringen til at søge sin afsked som biskop over Ærø, men det må have været en lettelse for ham, at Christian IX 19. december 1864 »entledigede« ham og lagde denne ø, som var forblevet dansk ved freden, under Fyens Stift.
De efterladte optegnelser, udgivet efter hans død, viser et ambivalent forhold til den ed, som han så virkningsfuldt påberåbte over for »sine« præster. Ingen er i stand til ved edens eller løftets afgivelse at forudse de hindringer af retlig eller moralsk art, som kan umuliggøre løftets opfyldelse, og i øvrigt pålægger en ed ikke nogen ny forpligtelse, som man ikke tilforn havde, men skærper kun samvittigheden til at gøre, hvad man også uden eden/løftet havde været skyldig at gøre. Rigtigt, men forløbet viser, at opfordringen til præsterne bestyrkedes kraftigt, da han kunne henvise til den til Kongen aflagte ed.
Homagialeden eller hyldingseden – ordene anvendes i flæng – indførtes ved Kirkeordinansen i 1537/39, gentoges i Danske Lov 2-3-9 og uddybedes i reskript af 1742 (Thyssen pag. 270); udover præstens egen dyre ed om at opretholde Kongens absolutte magt krævedes ved de største højtider edsprædikener om edens hellighed og undersåtternes lydighedspligt. Hyldingseden bortfaldt ved indførelsen af præsteløftet i 1870, men lever stadig i kgl. udnævnte tjenestemænds løfte ved udnævnelsen om at overholde Grundloven (indtil tjenestemandsloven af 1969 var præster kgl. udnævnt). I 1864 bestod homagialeden fortsat.
I Kieler Correspondenzblatt drøftedes fra 1830 præsternes tvungne troskabspligt gennem eden til Kongen. Orla Lehmann påberåbtes til støtte for en svækkelse af edens bindende kraft; en anonym fordømte i begyndelsen af 1848 af fornuftgrunde eden som »Gespenst«, ja overtro, og mange slesvigsk-holstenske præster tilsluttede sig uanset eden oprøret. I 1851 afskedigedes en fjerdedel af den lokale gejstlighed.
Fællesregeringen behandlede Hansen korrekt og tilstod ham i 1865 »vartpenge« for den del af de tabte indtægter som biskop, der hidrørte fra kirkekasserne på Als, endog erstatning for det sidste års udgift til kapellanen, som nu afgik. Som andre alsiske præster aflagde han ved Slesvigs indlemmelse i Prøjsen i 1867 troskabsed, den ufravigelige betingelse for at kunne forblive i sit kald.
Det pekuniære opgør med de danske myndigheder efter 1864 var mindre lykkeligt. Modsat andre slesvigske embedsmænd, der var blevet afskediget som følge af krigen, fik han ikke automatisk pension, som også ville have været vanskelig at beregne, idet hans gage udredtes både af kirkekasserne på Als og Ærø og af den danske statskasse. Sagen sandede til i Kultusministeriet, og til slut nægtedes han pension med begrundelse, at han ved at tage fremmed tjeneste i udlandet havde fortabt sin pensionsret. Han protesterede og gjorde gældende, at han ikke var draget til udlandet og havde taget tjeneste der, men var forblevet i det embede, som den danske konge havde givet ham (i 1845), og at det ikke var hans skyld, at det sted i indlandet, hvor dette lå, var gjort til udland. Hertil kom, at han var blevet i sit embede efter den danske regerings ønske.
Han antog nu højesteretsadvokat – den næstsidste inden højesteretssagførertitlens indførelse – Sophus Nellemann (1833-1915), tidligere forsvarer for orlogskaptajn H. P. Rothe i krigsretssagen efter panserbatteriet Rolf Krakes svigtende indsats ved den prøjsiske overgang til Als, senere mangeårig formand for den sønderjyske støtteforening To Løver. Jørgen Hansen sagsøgte staten med påstand om restgage for sidste kvartal 1864 samt vartpenge eller pension for de følgende år, men tabte i begge instanser, UfR 1870.1075 LOHS og UfR 1871.539 H.
Restgagen blev nægtet ham, da han ikke havde udført nogen embedsgerning på Ærø i sidste halvdel af 1864, og pension nægtedes, da han ved at forblive i sit embede på Als var gået i fremmed tjeneste, hvorfor han ikke var blevet afskediget som biskop af en ham utilregnelig årsag; at fællesregeringen havde ophævet den alsiske del af hans embede, var den danske statskasse uvedkommende. Han havde ikke »assereret«, at han havde Kongens samtykke til at beklæde embedet i Egen, som han havde beholdt og endnu beklædte, efter at det var kommet under fremmed statshøjhed. Den eneste lille trøst var, at omkostningerne for begge instanser ophævedes.
Voteringsprotokollen viser, at alle ti højesteretsassessorer var enige om at nægte ham pension og vartpenge. Førstvoterende Finsen, der på dette punkt fulgtes af de følgende, udtalte, at nok havde Hansen Kongens samtykke til at blive på Als efter besættelsen indtil freden, men at det stred mod forholdets natur at antage et samtykke til at forblive i fremmed tjeneste efter freden. Flere andre henviste til, at Hansen havde valget mellem at blive på Als og gå til Danmark, og at han derfor ikke var blevet afskediget af ham utilregnelig årsag. Fire assessorer ville give ham ret til restgage for sidste kvartal af 1864, da han først var blevet afskediget 19. december, men flertallet på seks fastslog, at han frivilligt havde besluttet, at han ikke ville have mere med Ærø at gøre, sidstvoterende Mourier med særlig vægt på, at han 3. oktober 1864 havde udtalt, at det var en fysisk og moralsk umulighed for ham at bestyre embedet som biskop over Ærø, og at denne umulighed løste ham fra forpligtelsen.
Kultusministeriet havde dårlig samvittighed efter det passerede og udvirkede kgl. resolution om ekstraordinær pension af Ærø kirkekasse samt indgav i februar 1875 et lovforslag om pension for den del af gagen, som hidrørte fra statskassen. En medvirkende grund var, at den prøjsiske regering havde besluttet at yde pension af både kirkekassen og statskassen under forudsætning, at Danmark gjorde ligeså. Kultusminister Worsaae kaldte Hansen en meget fortjent mand, der tidligere havde virket til held for vort fædreland, og foreslog en årlig pension på 700 rdl. som billighed, idet der ikke bestod noget retskrav, særlig fordi Hansen ved at blive på Als eo ipso havde opgivet sit embede for Ærø.
I brev til den indflydelsesrige folketingsmand Frede Bojsen betonede den danske landdagsmand Nicolai Ahlmann, selv alsing, Hansens fortjenester af danskheden både før og efter krigen 1864, hvilket bevirkede, at tre medlemmer af syv i vedkommende folketingsudvalg ville bevilge pension fra 1865, medens flertallet på fire først ville bevilge pension fra 1874, hvor Hansen havde indgivet sit sidste andragende. Rigsdagssamlingen gik til ende, inden lovforslaget var vedtaget, og da Ahlmann imidlertid havde nedlagt sit mandat, indhentede Rigsdagen en erklæring fra den ledende sønderjyske politiker, Hans Krüger, som var forbitret på alle, som aflagde ed til kongen af Prøjsen, og som edsvægrer selv var udelukket fra at besætte sit mandat i den prøjsiske landdag. Fra Krügers område kom en indtrængende anmodning til Sophus Høgsbro og andre rigsdagsmænd om ikke at bevilge pensionen, »da det vil blive følt som et Slag i Ansigtet paa Krüger og alle dem, der har ofret noget for ikke at aflægge Ed og tillige som en Indsigelse imod Folkestemningen«.
Den nye kultusminister Fischer genfremsatte i efteråret 1875 lovforslaget, og 13. december fulgte en heftig førstebehandling i Folketinget. Venstremændene Holm og Høgsbro ville ikke direkte stemme nej, men var kritiske over for Hansen, der sad i sit vellønnede embede som prøjsisk statstjener og efter nederlag i retten alligevel kom tilbage til regering og rigsdag og ville stilles bedre end de mange, der ikke havde villet aflægge ed – her nævnte Høgsbro Krüger med tilslutning. En tredje venstremand Kruse ville helst stemme imod, hvis det var en æreserklæring for Hansen.
Venligere var de nationalliberale Bille og Rimestad, begge på vej til Højre. I et langt indlæg betonede Bille, at regeringen i det mest kritiske øjeblik havde bedt Hansen vende tilbage til Als, og at cirkulæret havde virket efter hensigten; Hansen var ikke ophørt med at være en fædrelandssindet god dansk mand og skulle moralsk rehabiliteres. Rimestad ville ikke bebrejde Hansen sagsanlægget, da spørgsmålet var overordentlig tvivlsomt, hvad han selv kunne sige »som den, der har været med til at votere i denne Sag« (Rimestad var da assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten og lod sig endog genvælge til Folketinget efter i 1878 at være kommet i Højesteret).
Ministeren ville ikke dømme om deres fædrelandskærlighed, som måtte vælge mellem at vende tilbage til Danmark eller blive blandt dem, der ville holde dem tilbage, overbeviste om, at det ville styrke fædrelandskærlighed og yde trøst i de mørke dage, der ville komme. I lyset af den politiske uenighed bad Hansen nu om, at lovforslaget blev trukket tilbage, således at den sønderjyske strid mellem edsnægtere og edsaflæggere ikke blev udkæmpet i den danske Rigsdag.
Han forblev i embede til sin død og blev af den prøjsiske regering behandlet med høflighed, men dog afsat som skoleinspektør, da han som medlem af provinssynoden talte mod skolens fortyskning. Ved sit 50-års jubilæum i 1877 som præst dekoreredes han, der siden 1860 var kommandør af Dannebrog, med den prøjsiske kroneorden 2. klasse – jeg kender ikke til nogen anden fremtrædende dansk sønderjyde, der blev dekoreret af den prøjsiske regering – og ved hans begravelse i 1889, forrettet af den sidste af øens gamle danske præster, mødtes den kommanderende prøjsiske general og landråden (amtmanden) fra Sønderborg med de danske sønderjyders aktuelle og kommende ledere Gustav Johannsen, Jens Jessen og H. P. Hanssen, afdødes fættersøn.
Han var af de »Haabets Mænd«, der troede på en genforening – over for H. P. Hanssen gav han udtryk for, at det prøjsiske regimente ikke blev varigt – uden selv at opleve den. Ifølge Dahl skyldes det ham mere end nogen anden, at Als nåede højest i dansk flertal ved Genforeningen.
Også sagen UfR 1877.844 H, højesteretsdommen afsagdes på Dybbøldagen, handler om en ed, rettere begynder med en ed, som ikke blev aflagt, da den meget afholdte præst Hans Sveistrup (1815-1893) i Rødding lige syd for Kongeåen i 1867 nægtede at aflægge troskabsed til kongen af Prøjsen og prompte afsattes. Han blev på egnen og fortsatte med at holde gudstjenester og lånte kirken lige nord for grænsen i Vejen til kirkelige handlinger.
Da sognepræsten i Vejen efter klager ikke mere turde tillade dette, begyndte Sveistrup at døbe i hjemmet, og da dette blev forbudt ham, udtrådte de, som fortsat ville benytte ham, af den prøjsiske landskirke. I 1870 lod han sig udnævne til præst i Vejen, i hans alder var det sidste chance for nyansættelse, men fortsatte med at holde gudstjenester eller søndagsforsamlinger i Rødding, indtil han i 1873 blev standset af herredsfogeden midt under en tale om stormen på Genesaret sø, hvorefter øvrigheden bekendtgjorde, at ingen dansk præst måtte tale i nogen som helst gudstjenstlig forsamling i Sønderjylland, hvad enten den bestod af folk, der var medlemmer af eller udtrådte af landskirken.
Det var i længden for besværligt at søge til Vejen til dåb og nadver, så tanken opstod om at oprette en frimenighed med Rødding Højskoles forstander Constantin Appel (1821-1901) som præst. Lærersønnen Appel var selv lærer siden 1847 og fulgte intenst med i tidens nationale og religiøse debat. Omkring 1860 havde han en ledende rolle i »Klosterpolitikken« (fra Løgumkloster), der ivrede for en mere velvillig sprogpolitik i det »blandede« område, bl.a. ved at tillade tysk privatundervisning i hjemmene og adgang til konfirmation på tysk (gennemført i 1861). I efteråret 1864 forfattede han sønderjydernes adresse til Christian IX med protest mod afståelse af det danske Nordslesvig og var ordfører, da adressen overraktes Kongen, hvorved han fik et stærkt indtryk af Kongens varme hjertelag over for sønderjyderne.
Man ønskede at ordinere ham, men det var udelukket at formå nogen biskop til at indvi en lægmand, endog til at virke i Sønderjylland. Nu tilbød Vilhelm Birkedal (1809-1892), i 1865 afskediget som sognepræst efter udtalelser i Rigsraadets folketing grænsende til majestætsfornærmelse, nu valgmenighedspræst i sit gamle sogn, at ordinere Appel. Ordinationen fandt sted den 30. juli 1874 lige nord for grænsen i Askov Højskoles forsamlingssal, i dagens anledning omdannet til kirkesal. Sveistrup holdt en tale, hvorefter Birkedal foretog ordinationen, Appel prædikede, og andre præster forrettede nadver og udgangsbøn. Det ved samme lejlighed udfærdigede ordinationsbrev var underskrevet af i alt 16 sognepræster og residerende kapellaner, alle til stede, hvoraf 12 i ornat, hvortil kom en valgmenighedspræst, tre norske præster og seks lægmænd.
Biskoppen i Ribe indledte sag imod de 12 – ikke Appel – ved Malt m.fl. herreders provsteret med herredsfoged og provst som dommere, der idømte alle en bøde for overtrædelse af Danske Lov 2-3-2, hvorefter biskoppen ordinerer, Kirkeritualet af 1685 for Danmark og Norge samt straffelovens § 141 om misbrug af embedsstilling, hvorved privates eller det offentliges rettigheder krænkedes (svarende til straffelov 1930 § 155). De 12 appellerede til landemoderetten for Ribe Stift med stiftamtmanden og biskoppen som dommere – som det ses, var biskoppen i denne procesform både anklager og dommer i anden instans, hvilket først afskaffedes ved oprettelsen af Præsteretten i 1992 – hvor dommen stadfæstedes efter afvisning af de tiltaltes anbringender.
De kunne ikke have handlet i god tro, da de var bekendt med de gældende regler, og ingen havde rådspurgt provst eller biskop (det synes, som om grunden til denne tavshed var »hvorfor sætte Regeringen i Forlegenhed«); de havde ikke handlet som private mænd, da alle var i embedsdragt – Appel havde lånt sit ornat – det ville være en fuldstændig modsigelse, hvis man kunne sige, »nu er jeg Præst, nu er jeg privat«; Danske Lov 2-3-2 og 2-3-9 hjemlede ikke præster ret til at ordinere eller forsyne udlandet med præster; endelig afvistes anbringendet om en særlig nødstilstand i Sønderjylland som aldeles ubeføjet og højst betænkeligt i sine konsekvenser. Birkedal og Sveistrup idømtes bøder på hver 400 kr., ganske meget efter tidens prisniveau, de øvrige på det halve.
De dømte appellerede til Højesteret, der stort set var enig med landemoderetten og særlig understregede, at det ikke gjorde forskel, at den ordinerede kun skulle virke uden for landet. Ifølge Kau skildrede Birkedal – som holdt forsvarstalen i ornat – sønderjydernes nød så gribende, at rettens medlemmer forlod deres pladser for at lytte, »Det er bleven sagt, at der ikke er nogen aandelig Nød i Sønderjylland … Havde den høje Ret, saaledes som jeg, haft Lejlighed til at se de sønderjydske Kvinders Graad og Mændenes Sjælsbøjelse over, at de, endog i Kirken, stadig skulde mindes om det forsmædelige Aag, saa vilde den vistnok erkende, at det var en Nødstilstand.«
Nok kunne dommen ikke afvendes, men bøderne blev halverede »efter Omstændighederne, navnlig i Betragtning af, at de Tiltalte maa antages at have handlet i god Tro«, efter min mening, trods mine egne følelser for Sønderjylland, en uholdbar begrundelse. Snarere vil jeg karakterisere de tolvs tilregnelse som »forsætlig uvidenhed«, idet de, der måtte være klar over risikoen for at begå ulovlighed, omhyggeligt undlod at spørge provst eller biskop til råds, inden de handlede. Bøderne blev formentlig dækkede gennem bidrag fra sympatisører.
I artiklen »Til skyldbegrebet« fra 1951 foreslog Hurwitz indførelse af den fra Sverige kendte »dolus Alexandersson« (efter forfatteren, der først skrev om det), forsætlig uvidenhed. Et godt praktisk eksempel er manden, som i tvivl om, hvorvidt den pige, hvis gunst han vil nyde, er fjorten eller femten år gammel, undlader at skaffe sig vished for at unddrage sig risiko for strafansvar. Her vil Alexandersson og Hurwitz statuere forsæt. Jeg er enig, men i 1877 synes det ikke at have været dansk ret.
Voteringsprotokollen viser ikke uenighed, men en ikke ringe usikkerhed, skjult bag de meget lange vota, herunder om, hvorvidt det var forsvarligt at lægge god tro til grund; førstvoterende Lund anførte herom, at anerkendelse af god tro ret beset ville medføre total straffrihed! Fjerdevoterende Klein rejste spørgsmålet om, hvorvidt ordinationen, hvis den var gyldig, ville give Appel adkomst til at virke som præst også i Danmark. Stemningen var dog præget af sympati med de tolv, således udtalte sidstvoterende Mourier, at de tiltalte havde handlet af ædle følelser, hvad selvfølgelig ikke kunne fremgå af dommens præmisser. Alle endte dog med at falde ned på landemodedommens afgørelse af skyldspørgsmålet, så sympatien med de tiltalte gav sig kun udslag i strafnedsættelsen.
Uanfægtet af straffesagen gik Appel og den nye frimenighed i gang. Appel holdt gudstjeneste hver søndag, hyppigt i den til kirke omdannede mødesal i højskolen. Kirken virkede under et stadigt pres fra både landskirken og den verdslige tyske øvrighed. Præstekjole blev forbudt med tvivlsom hjemmel, præstenavnet ligeledes, biskoppen i Slesvig, der bestemt ikke var besjælet af velvilje over for de danske frimenigheder, talte kun om »Sprecher«. En dommer udtalte dog 1881, at der ikke var hjemmel til at forbyde Appel at bære navn af præst; Prøjsen var ikke et retsløst samfund.
Værre var, at det blev Appel forbudt at holde gudstjeneste i »helligtiden«, dvs. de store helligdage i deres helhed og almindelige søndage indtil kl. 4 eftermiddag, hvorved frimenighedens gudstjeneste blev slået i hartkorn med dans og al anden sjov (Kau). Man måtte tåle, at en gendarm i fuld uniform inkl. pikkelhue overværede gudstjenesten, der jo havde status af offentligt møde. Nuvel, det kunne have været værre, andetsteds (Ammundsen) blev frimenighedens gudstjeneste i en sognekirke afbrudt af gendarmen, så snart præsten begyndte »Vi forsager æ Døvl«, da der kun måtte holdes møde, men ikke gudstjeneste.
Endelig forbød landskirken enhver ceremoni, herunder klokkeringning, ved begravelse af en af landskirken udtrådt, som om det var en selvmorderbegravelse efter gamle regler; kiste og følge måtte ikke betræde kirken, ja i enkelte tilfælde måtte kisten end ikke bæres ind gennem kirkelågen, men skulle bæres ind, hvor diget var lavest, og selve jordfæstelsen skulle foregå i yderste tavshed, ikke engang Fadervor måtte lyde. Den lokale tyske sognepræst fik dog ikke landrådens samtykke til at pålægge Appel at bede tysk kirkebøn »für Kaiser und Reich« ved gudstjenesterne.
Frimenigheden bestod dog trods forhindringerne. I 1889 måtte Appel nedlægge sit kald, da en kræftlidelse i munden berøvede ham talens brug; menigheden samlede ind til en æresbolig i Dalum. Efter at der ved domme af 1900 og 1903 var åbnet mulighed for at bygge kirker og give dem navn af kirke, kunne den stadig bestående Sankt Povls Kirke (således stavet) bygges og indvies i 1909.
Appels efterfølgers to sønner faldt begge i Verdenskrigen. En sidste kontrovers med øvrigheden udspilledes, da maleren Joakim Skovgaard i 1915 skænkede menigheden sit maleri »Overgangen over Det røde Hav«, som blev standset i tolden, da toldstedet genkendte deres egne pikkelhuer i de ægyptiske soldaters hjelme; først efter genforeningen i 1920 kom billedet ind, det hænger stadig på hovedskibets nordvæg. Genforeningen bragte ikke frimenigheden til ophør, den består stadig og har i skrivende stund 900 medlemmer. Forholdet til folkekirken er kordialt. Da sognekirken blev restaureret i 1960’erne, lånte sognemenigheden Sankt Povls Kirke under lukningen og gav som tak gode gaver, bl.a. en smuk dåbskande. Og ved præsteskifte i 1954 – den nye var kun den fjerde i kirkens historie – forrettede biskoppen i Ribe ordinationen. Ingen gentagelse af striden fra 1874!
De to domme i denne artikel viser, i hvor liden grad danske myndigheder, herunder domstolene, kunne bistå sønderjyderne under fremmedherredømmet. Omvendt blev både Jørgen Hansens forbliven på sin post og Appels ordination til velsignelse for det danske Sønderjylland, også uden hjælp fra Højesteret.
