Den julidag i 1983, hvor grunden til den sag, der her skal omtales, blev lagt, havde været en rigtig dejlig sommerdag. Høj dansk himmel og virkelig varmt.
Ferierende danskere var søgt til kysterne, hvor en brise fra havet friskede luften og strandbadet bød sig til. I Gilleleje var det dog ikke så meget stranden, der havde tiltrukket feriegæsterne, som en stor koncert med et af tidens hotte navne, den unge rocksangerinde og skuespiller, Sanne Salomonsen. 30.000 tilhørere havde der været.
Den kølende brise fra havet havde de optrædende ikke haft meget glæde af. Det store tribunetelt var rejst med scenen ind mod land, og på tribunen stod luften stille.
Rock er ikke stillesiddende musik og efter eftermiddagens lange optræden var de optrædende klæbende varme. Det kom under den sene retssag frem, at sangerinden ved en tilsvarende lejlighed havde taget konsekvensen. Hun havde smidt det meste af tøjet, så hun forneden kun var iført trusser. Foroven havde hun en bluse på, og hun havde omhyggeligt sørget for at anbringe sig bag store højttalere, så det kun var den mere tækkelige overdel, publikum havde glæde af. En fotograf, der ved den lejlighed havde sneget sig op bag scenen, havde bedre udsigt.
Arrangementet blev afholdt til støtte for Muskelsvindfonden, men det var nok snarere den populære sangerinde end det gode formål, der fik det enorme publikum til at møde op til denne koncert. Så mange mennesker samlet på ét sted kræver, at der er styr på afviklingen, ellers kan det blive både ubehageligt og farligt. Arrangørerne havde derfor sørget for, at lokale sportsforeninger stillede med 40 frivillige ordenshåndhævere. En af deres opgaver var at sørge for, at ingen af de entusiastiske tilskuere trængte sig frem til de optrædende. Alligevel var det som nævnt, ved en tilsvarende optræden, lykkedes en fotograf at komme om bag scenen, hvor han havde frit udsyn til den varme sangerindes lette påklædning.
Dét kom der et billede i “Se og Hør”, men ingen sag ud af. Det kommer egentlig ikke denne historie ved, men var dog en omstændighed, der blev fremdraget, da hele forløbet senere blev oprullet i retten.
Den egentlige historie udspillede sig først efter, at koncerten var sluttet kl. 18. Det tog lang tid, inden det lykkedes at få koncertpladsen tømt for publikum. Men efter 2-3 timer var alle væk, og de optrædende kunne slappe helt af.
Sanne Salomonsen og et par af musikerne ville ned til stranden, som nu var ganske mennesketom. Stranden var stenet på dette sted, men efter den varme koncerttribune var det en ligegyldig detalje i forhold til at komme ud i det friske vand. Det var en topløs Sanne Salomonsen, der nød svømmeturen og senere steg op på stranden, kun iført trusser.
På vejen op bemærkede hun på lang afstand en person, der havde ligget skjult i klitterne, men som nu med telelinse fotograferede den næsten bare sangerinde.
De billeder, der kom ud af det var på grund af afstand og belysning for grove og utydelige til at yde den smukke model retfærdighed. Men de var, viste det sig, tydelige nok til at være af interesse for ugebladet “Rapport”. “Rapport” er vel hvad man kan kalde et mandeblad. Som man kan forvente at finde i herrefrisørforretninger, men ikke i lægers eller tandlægers venteværelser.
Det var måske ikke helt tilfældigt, at den luskede fotograf netop havde Sanne Salomonsen i kikkerten. I hvert fald havde “Rapport” forud gennem nogle uger forlystet sine læsere med en konkurrence om, hvilke kendte danske kvinder de helst ville se nøgne. Og Sanne Salomonsen var kåret som den, der opfyldte de fleste ønsker.
Men Sanne Salomonsen var bestemt ikke interesseret. Det var ellers ikke småpenge, bladet over for læserne havde givet udseende af at ville sætte på højkant for at tilfredsstille deres lyster. Op til 100.000 kr., havde man skrevet, man var villig til at betale. Men det var nu kun over for læserne, sådanne summer blev annonceret. Da det kom til stykket viste det sig, at det, man ville betale Sanne Salomonsen for at bringe badebilledet, var sølle 2.500 kr., og det var først senere, et sådant honorar kom på tale.
“Rapport” har en produktionstid på 6 uger, og på et vist tidspunkt hørte Sanne Salomonsen et rygte om, at bladet havde fået fat i badebillederne og ville offentliggøre dem. Hun skulle, sagde rygtet, også optræde som folde-ud-pige på midtersiderne. Lige til at hænge op. På baggrund af den forudgående kampagne ville det være nærliggende for folk at tro, at hun havde taget imod et fristende tilbud om at lade sig fotografere til dette halvpornografiske blad. Det var langt fra det image, hun ønskede. Hun fik altid indføjet i sine kontrakter, at hun ikke ønskede at optræde i afklædte scener.
Hun gik til advokat og prøvede at få billederne fjernet. Men redaktøren var ganske afvisende. Det ville være en positiv og fordelagtig omtale, hun ville få, som hun måtte være tilfreds med. Det gjorde hende ikke blidere stemt, og slet ikke da redaktøren medsendte checken på 2.500 kr. for hendes optræden. Den blev returneret med bebudelse af sagsanlæg. Faktisk prøvede hun også ved hjælp af pladeselskaber at få skrabet penge sammen til sikkerhedsstillelse i forbindelse med et fogedforbud. Det lykkedes dog ikke, det drejede sig trods alt om et blad, der udkommer i et oplag på over 100.000 eksemplarer.
Men sagsanlægget kom med krav om en godtgørelse på 125.000 kr. for krænkelse af privatlivets fred og uberettiget kommerciel brug af hendes billede. Sagen blev anlagt mod “Rapport”’s ansvarshavende redaktør.
Hjemmelen til kravet vedrørende godtgørelse for krænkelse af privatlivets fred fandt Sanne Salomonsen i den dagældende bestemmelse i § 15 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven. Det er den bestemmelse, der i 1984 med uændret indhold blev overført til erstatningsansvarslovens § 26. Bestemmelsen pålægger den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af blandt andet en andens fred eller ære, at betale den forurettede godtgørelse for tort.
I ikrafttrædelsesloven til straffelovens § 15 var der til bestemmelsen knyttet et stk. 2, hvorefter godtgørelsens størrelse skulle fastsættes “under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt”.
Denne formulering var egnet til at understrege godtgørelsesbestemmelsens pønale karakter. Stk. 2 er ikke medtaget i erstatningsansvarsloven, men der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring. Bestemmelsen blev blot anset for overflødig.
Hjemmelen til kravet vedrørende den kommercielle udnyttelse af billederne fandt sangerinden i den almindelige retssætning om ret til eget billede, der er anerkendt i praksis. Krænkelse udløser et erstatningskrav svarende til billedets reklameværdi.
Kravet på 125.000 kr. blev begrundet med, at bladet selv over for læserne havde oplyst, at de var villige til at betale op til 100.000 kr. til de eftertragtede kvinder, hvis de ville opfylde læsernes lyst til at se dem uden tøj. Hertil kunne så lægges reklameværdien.
Redaktørens forsvar byggede på, at der overhovedet ikke var sket nogen krænkelse af sangerindens fred og ære. Retsstridighed kunne der således ikke være tale om. Når en kendt person som Sanne Salomonsen bevæger sig ud i offentligheden, som det sker ved badning fra en offentlig strand, må hun som andre være forberedt på at blive fotograferet, og billederne var ikke i sig selv krænkende.
Der var ikke tale om nøgenbilleder, og det er i vore dage ganske almindeligt, at kvinder bader topløs. Såvel billeder som tekst var positive og fremhævede hendes talenter og popularitet. Der var derfor heller ikke noget odiøst i den måde, offentliggørelsen var sket på. Bladet ville ikke afsløre identiteten på fotografen.
Kun oplyse, at han på eget initiativ havde henvendt sig til bladet med billederne, og at han formentlig havde fået 5.000 kr. for dem. Normalt betalte bladet 1.000-1.500 kr. til modellerne. I dette tilfælde havde man tilbudt 2.500 kr. Man havde aldrig betalt en model noget, der var blot i nærheden af 100.000 kr., og selv om det havde været en kendt kvinde, ville et højt honorar i størrelsesorden 25.000 kr. i hvert fald have forudsat, at den pågældende lod sig fotografere i de stillinger, fotografen ønskede. Det nummer af bladet, hvor man bragte billederne af Sanne Salomonsen, var formentlig solgt i noget over 110.000 eksemplarer, men det var almindeligt med så store oplag i den pågældende periode, hvor bladet havde en landsdækkende annoncering i gang. Det lod sig ikke gøre at opstille en kalkulation over, hvad netop disse billeder havde betydet for bladets indtjening. Bladet ville ikke oplyse, hvad fortjenesten var på et oplag som det omhandlede.
Denne sag ramte lige ned i problemer, straffelovrådet havde beskæftiget sig med i betænkningen om “Privatlivets Fred” (bet.nr. 601/1971). Det var i øvrigt den betænkning, der varslede et sammenbrud i det hidtil traditionsrige og betydningsfulde tætte nordiske samarbejde på det strafferetlige område.
Alle landene blev i 1960-erne stillet over for problemer med “spionudstyr”, der oplevedes som en trussel mod privatlivets fred. Det drejede sig blandt andet om aflytningsudstyr, men truslen kom også fra teleobjektiver, der gjorde fotografering over lang afstand og i dårlige belysningsforhold mulig.
I Danmark og Sverige fik de strafferetlige udvalg til opgave at behandle problemerne.
Det danske straffelovråds kommissorium var fra 1967. Rådet blev på traditionel måde anmodet om at overveje en ændring af de gældende straffebestemmelser til beskyttelse af privatlivets fred. Man forudsatte, at de synspunkter, der havde fundet udtryk i de svenske direktiver fra 1966 for den nedsatte komité angående forstærket integritetsbeskyttelse på personrettens område, samt en bestemmelse om aflytning, der i 1958 var indsat i den norske straffelovs § 145 a, ville indgå i straffelovsrådets overvejelser.
I Norge havde man imidlertid samtidig med indsættelsen af § 145 a i straffeloven formuleret en ny regel, § 19 a, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven. Denne bestemmelse pålagde den, der uagtsomt eller strafbart krænkede en andens fred, udover erstatning for økonomisk skade, at betale en sådan godtgørelse, som retten fandt rimelig.
Efter en indledende gennemgang af problemerne stod det klart for det danske straffelovråd, at der på samme måde, som da rådet havde behandlet ansvaret for radio- og fjernsynsudsendelser (bet. nr. 487/1968), måtte ske en samlet overvejelse af, i hvilket omfang en udvidet beskyttelse skulle bygges på strafferetlige regler, og i hvilket omfang man burde udnytte de muligheder, der lå i udbygning af de civilretlige erstatningsregler.
På rådets foranledning blev kommissoriet derfor i 1968 ændret til også at omfatte en udvidet beskyttelse af fred og ære i form af godtgørelse for ikke-økonomisk skade. I forbindelse hermed blev der knyttet to erstatningsretlige eksperter til rådet.
Her meldte svenskerne imidlertid pas. Man så ikke fra svensk side de muligheder, der lå i en mere holistisk opfattelse af retssystemet, men ønskede at arbejde videre alene med en strafferetlig tilgang. Svenskerne spaltede tilmed problemerne yderligere op således, at man først i en delbetænkning kom med forslag vedrørende aflytning, for så senere separat at behandle spørgsmålet om fotografering.
Det danske straffelovråd fremhævede, at straffebestemmelser vedrørende fredskrænkelse uvægerligt måtte indeholde upræcise kriterier. Det drejedes sig om udtryk som “krænker nogens fred” og “uden rimelig grund” eller lignende.
Straffelovrådet havde i nogle principielle betragtninger i pornografibetænkningen (bet.nr. 435/1966) fremhævet det betænkelige ved upræcise kriterier, men samtidig henvist til, at betænkelighederne svækkes noget, hvis de, der rammes, under alle omstændigheder befinder sig på et grænseområde, hvor deres adfærd misbilliges, og hvor de derfor må være forberedt på at blive mødt med retlige sanktioner. Kriminaliseringen gennem en upræcis gerningsbeskrivelse må under alle omstændigheder holdes så snævert som muligt. Udvides området, vil man nærme sig handlinger, der ikke er forbundet med nogen klar, almindelig misbilligelse i befolkningen.
Hertil kom så en yderligere principiel betragtning, der nærmere var udviklet i rådets betænkning om ansvaret for radio- og fjernsynsudsendelser (bet.nr. 487/1968). Herefter burde man i det hele på områder, hvor ansvarsskærpelse drøftes, overveje, om den ønskede skærpelse kan opnås gennem civilretlige regler.
Ud fra disse grundsynspunkter udformede straffelovrådet bestemmelsen i straffelovens § 264 a om uberettiget fotografering af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, suppleret med reglen i § 264 d om uberettiget videregivelse af billeder af en person, der befinder sig uden for det beskyttede område, men under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
Som eksempel på dette sidste henviste rådet til pressens billeder af personer, der har været udsat for trafikulykker, og hvis tøj er i stærk uorden. Rådet nævner det modstående hensyn til nyhedsmediernes virksomhed.
Hovedsynspunktet må være, at personer, der befinder sig udenfor det hjemlige område, må være forberedt på at kunne blive fotograferet. På den anden side kan hensynet til pressen ikke i enhver situation gives overvægt. Strafbestemmelsen er forbeholdt de grelleste tilfælde, hvor det på forhånd er klart, at den pågældende vil føle sig overordentligt generet ved udbredelsen af billedet, og hvor billedet viser en situation, som den pågældende er bragt i uden egen vilje. Har den pågældende derimod selv bragt sig i den ekstraordinære situation, bør der, selv om vedkommende ikke har tænkt sig muligheden af fotografering, ikke blive tale om anvendelse af straffebestemmelsen, men eventuelt om en civilretlig beskyttelse.
Som eksempel nævner betænkningen fotografering med teleobjektiv af en person, der dyrker nøgenbadning på en øde strand, og hvor billedet er offentliggjort på en måde, så identiteten fremgår.
Forud for straffelovrådets betænkning fandtes ingen civilretlig regel, der kunne ramme en sådan form for fredskrænkelse. Den godtgørelsesregel, der indtil da fandtes i § 15 i ikrafttrædelsesloven krævede nemlig blandt andet, at der var tale om en strafbar krænkelse. Rådet foreslog den ændring, som kom til udtryk i den gældende regel, der er nævnt tidligere, og som blot forudsætter en retsstridig, culpøs krænkelse. Den omstændighed, at strafbarhedskravet var erstattet af retsstridighed, åbnede mulighed for, at en sag kunne rettes mod arbejdsgiveren efter DL 3-19-2. Straffelovrådets forslag blev gennemført ved lovændringer i 1972.
Det var efter udformningen af § 264 d og forarbejderne hertil ganske klart, at Sanne Salomonsen ikke ville have fået held, hvis hun selv eller gennem anmeldelse (bestemmelsen er undergivet betinget offentlig påtale, jf. straffelovens § 275) havde prøvet at få redaktøren idømt straf.
Muligheden lå i den udvidede godtgørelsesregel, hvor offentliggørelse af et billede af en nøgenbadende på en øde strand taget med teleobjektiv, jo i betænkningen var nævnt som et eksempel, hvor det eventuelt kunne komme på tale at anvende reglen.
Landsretten fastslog i sin endelige dom – idet en iværksat anke blev hævet – at bestemmelsen – hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt – yder beskyttelse i et tilfælde, hvor fotografering er sket under anvendelse af en teknik, der har bevirket, at fotograferingen har kunnet ske skjult uanset udvist almindelig agtpågivenhed.
Retten fastslog dernæst, at Sanne Salomonsen, uanset at hun var offentligt kendt, i den del af tilværelsen, der var uden sammenhæng med hendes optræden, skulle nyde samme beskyttelse som andre. Da der i det konkrete tilfælde var gået 2-3 timer fra afslutningen af hendes optræden, kunne det ikke kræves, at hun fortsat på dette tidspunkt skulle have udvist nogen speciel påpasselighed over for fredskrænkelser. Den omstændighed, at badningen fandt sted på en strand, der på andre tidspunkter måtte påregnes at blive besøgt af mange mennesker, var herefter uden betydning.
Det springende punkt i sagen var det, at der jo netop ikke – som i eksemplet i betænkningen – var tale om nøgenbilleder. Om topløs badning hedder det i dommen, at det nu må anses for en almindelig foreteelse og en gengivelse af en sådan situation derfor ikke i sig selv indebærer nogen fredskrænkelse. Når retten alligevel dømte, var det fordi bladet “Rapport”, der – som det hedder – specielt appellerer til læserens sexuelle interesser, bevidst havde udnyttet de omhandlede billeder på en måde, der var egnet til at bibringe offentligheden det indtryk, at sangerinden selv havde accepteret at fremtræde i en sensationel, afklædt tilstand.
Bragt i denne sammenhæng fandtes de omhandlede billeder at indebære en retsstridig krænkelse af Sanne Salomonsen. Hun havde herefter krav på godtgørelse for den skete freds- og ærekrænkelse.
Derimod fandtes der under disse omstændigheder ikke tillige at skulle gives hende erstatning for krænkelse af hendes ret til at udnytte den økonomiske værdi af eget billede. Umiddelbart kunne dette synes i strid med ordlyden af den dagældende bestemmelse i ikrafttrædelseslovens § 15, der taler om pligt til “foruden at yde erstatning for økonomisk skade eller tab, at betale den forurettede en godtgørelse”. Tab skulle altså selvstændigt erstattes. Når sagen alligevel måtte falde ud som den gjorde, skyldtes det, at hele synspunktet om retsstridighed ved offentliggørelse af billederne byggede på, at Sanne Salomonsen netop ikke ville lade sig afbilde i “Rapport”. Logisk set forelå der således ikke i denne situation nogen økonomisk værdi af eget billede. Noget andet er, at dette ikke fik nogen praktisk betydning. Det er klart, at tortgodtgørelsen, der som det siges flere steder i straffelovrådets betænkning, er af pønal karakter, måtte udmåles på en måde, så bladet i hvert fald ikke fik nogen økonomisk gevinst i forhold til en situation, hvor modellen havde indgået en aftale om at lade sig afbilde.
Sagen var som nævnt anlagt mod bladets ansvarshavende redaktør, ikke mod udgiverselskabet efter DL 3-19-2, som der ellers havde været mulighed for. Ofte vil det være klogt at rette kravet mod bladudgiveren, hvor de økonomiske midler er tilstede. Men i det konkrete tilfælde ville det nok ikke have gjort en stor forskel. Man kunne sikkert gå ud fra, det i sidste ende var bladet, der kom til at betale.
Vedrørende udmåling skulle den efter lovbestemmelsen ske “under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt”.
Da det jo ikke var en ufordelagtig fremstilling, der var givet af sangerinden eller hendes talenter, var det handlingens beskaffenhed – den hensynsløse udnyttelse af en person, der ikke overraskende var krænket ved den skete stillen til skue – der skulle bære en følelig godtgørelse. Og i forhold til de tortgodtgørelser, der efter traditionen i dansk praksis udmåles til ofre for seksuelt misbrug, tør man godt sige, at den godtgørelse på 50.000 kr. Sanne Salomonsen fik, var udmålt med rund hånd. Om udmålingen hed det i dommen, at den skete under hensyn på den ene side til den betydelige økonomiske interesse for bladet i at bringe artiklen vedrørende sangerinden, der på forhånd i bladet var udpeget som en person, man var specielt interesseret i at bringe nøgenfotografier af, og på den anden side til, at billederne ikke i sig selv var af krænkende karakter.
Hvis en tilsvarende sag kom op i dag, ville vi nok ikke være sluppet for at høre noget om ytringsfrihed. Men man tør vist gå ud fra, at dommerne fortsat ikke i en sådan sag ville skænke anbringendet nogen opmærksomhed. Der må være måde med galskaben.
Her vil jeg blot slutte af med at nævne, at min lyst til at skrive om denne sag hænger sammen med, at jeg som sekretær for straffelovrådet var den, der skrev udkast til betænkningen om Privatlivets Fred. Og at jeg senere som dommer var med ved udformningen af Sanne Salomonsen-dommen. Det var en tilfredsstillelse at se, at betænkningens overvejelser og afvejninger fint lod sig anvende i praksis. Jeg synes ikke, at genlæsning af betænkning og dom efter de mange år giver anledning til nogen fortrydelse.
Vi har ikke siden haft nogen tilsvarende sag. Ikke, at vi ikke kunne have haft det. Ved denne dom er det statueret, at høj som lav nyder beskyttelse mod snigfotografering, hvad enten man befinder sig på privat område, eller udenfor under omstændigheder, hvor man ved almindelig agtpågivenhed har ment sig i sikkerhed mod fotografering. Med dette in mente kunne kongehuset vel, hvis man ville, have bragt flere blade på fallittens rand.
Men det er nu for mig ikke det mest interessante ved denne sag. Det er derimod illustrationen af, hvorledes man kan anvende civilretten som alternativ til straf. Vi skal, som straffelovrådet fremhævede, altid, når vi bliver konfronteret med adfærd, vi ønsker at modvirke, overveje om der ikke er andre midler end straf, vi kan bruge. Det er der ofte, ja meget ofte. Men det er en anden historie.