I anledning af 150-årsjubilæet for Ugeskrift for Retsvæsen tegner denne artikel nogle linjer i tidsskriftets historie med særligt henblik på de seneste års udvikling af den trykte udgave af UfR’s domssamling. Artiklen udgør en ud af tre artikler på dette site. Disse tre artikler er i samlet form bragt i UfR 2017, s. 1 ff.
Emnet
Den 16. februar 1867 udkom Ugeskrift for Retsvæsen første gang. Med afslutningen af årgang 2016 og åbningen af årgang 2017 tæller en fuld samling 150 årgange. Dermed er UfR det juridiske tidsskrift i Danmark, der er udkommet længst – tilmed (endnu) på papir. Lovtidende udkom første gang 4 år senere, i 1871, men er siden 2006 (jf. lov nr. 305 af 19. april 2006) kun udgivet elektronisk. Højesteretstidende var udkommet forlagsmæssigt siden 1857, men som ren domssamling, og tidsskriftet lukkede godt 100 år senere ved etableringen af Kuratelet for Ugeskrift for Retsvæsen, se herom i afsnit 6. Men UfR består. Ganske vist med redaktionelle omlægninger, men med et indhold, der i det væsentligste har været uforandret gennem disse mange år.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at dansk retsliv har en institution, der går så langt tilbage. Men som de følgende bemærkninger vil vise, kan domme udgives på mange måder, og udgivelsen af en domssamling rummer derfor et konfliktpotentiale, der for UfR's vedkommende er håndteret forskelligt gennem tiderne. Konflikten står kort sagt mellem dem, der ønsker flest muligt domme offentliggjort, og dem, der kun ønsker et kvalificeret uddrag. I tillæg hertil er der uenighed om, hvem der skal stå for udvælgelsen, samt om prisen. Jo stærkere konkurrencen om juridisk information er blevet, og jo flere udnyttelsesformer teknologien har givet os, desto mere kritiske har disse spørgsmål været.
I Danmark, hvor man har en vis tradition for at udføre erhvervsmæssige aktiviteter i foreningsform til gavn for brugerne (andels- og realkreditforeningerne kan nævnes som eksempler), og hvor det offentlige varetager mange samfundsfunktioner, føles det naturligt at lade offentlige eller brugerkontrollerede institutioner stå for offentliggørelse af domme. Sådan har det også været gennem generationer herhjemme – men ikke f.eks. i USA. Begivenheder, der isoleret set har haft tilfældighedernes præg, har betydet, at UfR i dag udgives som et rent kommercielt produkt efter forretningsmodeller, der minder om de amerikanske. Den litterære afdeling har der ikke været helt samme debat om. Her diskuteres dog andre nok så interessante spørgsmål, f.eks. om, hvilke funktioner, denne del af tidsskriftet skal opfylde for praktikere og teoretikere, og om hvilke kvalitetskrav der skal håndhæves.
En jubilæumsdag giver god anledning til at se nærmere på en række af disse spørgsmål. Derfor indledes denne jubilæumsårgang med en fortælling om UfR's historie. Man kunne godt (som Henrik Tamm gjorde ved 100-årsdagen i Juristen 1967, s. 66 ff.) benytte jubilæet til at se på, hvordan dansk jura har udviklet sig i disse 150 år gennem nedslag i retspraksis. En sådan status er ikke gjort. Til gengæld trækker professor, dr.jur. Jens Evald i U 2017B.15 nogle eksempler frem fra dansk retsvidenskabs historie, hvor UfR's spalter har dannet rammer for litterære fejder mellem juridiske skribenter. I anledning af jubilæet har forlaget Karnov Group dernæst valgt at digitalisere alle 150 årgange af UfR, som nu vil indgå i den samlede doms- og artikeldatabase.
I det følgende giver jeg en kort oversigt over nogle hovedpunkter i de forløbne 150 års udgivelse af UfR. Årene op til de første årgange kan man læse om hos Franz Dahl i U 1917B, s. 1 ff. Historien efter 1867 er kort fortalt af de daværende redaktører Knud Illum, Adam Jacobi og Jørgen Trolle i U 1967B, s. 25 ff.
I en senere artikel på dette site ser jeg nærmere på den særlige historie, der har udspillet sig gennem de sidste 25 år om UfR's elektroniske domssamling og om de andre domssamlinger, der voksede frem omkring UfR for 20 år siden. Det vil fremgå, at denne udvikling præges af brydningen mellem juristernes ønske om at kunne tilgå en fælles og dækkende domssamling effektivt og billigt, over for politiske, markedsmæssige og kommercielle modhensyn. Endelig vil jeg også i en senere artikel behandle nogle af de temaer, der har præget den litterære afdeling, hvor udviklingen navnlig har ført til en brydning mellem den praktiske og akademiske bruger.
I dette arbejde har jeg gjort brug af materiale opnået via forskellige roller, der knytter sig til UfR's to afdelinger og til de forlag, der gennem tiderne har udgivet UfR. Da disse roller kan sætte mig i en interessekonflikt, vil jeg hermed markere min tilknytning til disse virksomheder og institutioner: I 1991 blev jeg tilknyttet Gads Forlag som konsulent på forlagets projekt om udgivelse af en elektronisk domssamling. Jeg blev kontaktet, fordi jeg i en kort årrække sad i bestyrelsen for det selskab (Textware A/S), der leverede fremviserprogrammet til Gads Forlag. Min konsulentrolle ændredes, da det elektroniske UfR udkom på CD-ROM. Nu blev jeg ansvarshavende redaktør for denne udgivelse med fokus på de redaktionelle, tekniske, persondataretlige og ophavsretlige spørgsmål, der opstod i det digitale miljø. Da forlaget senere valgte at udgive flere domssamlinger elektronisk, fik jeg en tilsvarende rolle i disse udgivelser. Bl.a. fik jeg til opgave at sikre, at det fælles emnesystem i disse udgivelser blev brugt konsekvent. Denne tværgående rolle i redigeringen af de domssamlinger, der udgår fra udgiveren af UfR, i dag Karnov Group, har jeg fortsat. Det seneste titelblad angiver den som »Redaktionel koordinator« for UfR. Siden 2005 har jeg været juridisk forlagskonsulent på Gads Forlag (Gjellerup), der i sin tid udgav UfR. Fra og med årgang 2003 har jeg endvidere været hovedredaktør af den litterære afdeling. For at sikre objektivitet i fremstillingen har min artikel været i indgående peer review, ikke kun hos mine to medredaktører i UfR, men også hos kolleger og andre, som har berøring med UfR og kyndighed i artiklens emne. Alle kritiske bemærkninger er søgt indarbejdet.
De første domssamlinger
I retssystemer, hvor gældende ret i vid udstrækning bestemmes ved retsanvendelsen i enkeltsager, vil man efterspørge viden om disse sager og deres udfald. En sådan viden formidles helt af sig selv i lokale samfund, hvor tvister ofte kendes (og diskuteres) af alle. Men jo længere tvisterne og deres afgørelser distanceres fra det øvrige samfund, desto større bliver behovet for at formidle viden herom til andre end parterne. Denne retsinformatoriske opgave vokser i takt med samfundets kompleksitet. Hvor offentliggørelse og medieomtale af retssager og retsafgørelser altid har været kendt, er den systematiske offentliggørelse af domsmateriale en forholdsvis ny foreteelse.
En dom forstås bedst af dens parter. De kender forhistorien og ved præcis, hvorfor det ene, men ikke det andet, synspunkt blev gjort gældende. De kender også sagsforhold og terminologier bedst. Omvendt vil dommen ofte indeholde en masse oplysninger, som ikke er afgørende for retsanvendelsen, og som derfor er ligegyldige for den udenforstående læser. Skal læseren bruge sin tid effektivt, må dommens problem forklares, gerne i et resumé. Ligegyldig information kan med fordel skæres bort. Det samme skal fortrolig eller persondatabeskyttet information. Omvendt kan der være behov for at give supplerende information i form af noter mv. for at lette forståelsen.
Ser man tilbage på ugeskriftets spalter gennem årene, finder man en meget forskellig praksis for udformningen af de fodnoter, der ledsager domsmaterialet – domsnotene. I U 1952B, s. 129, pegede W.E. von Eyben på, at UfR-årgangene fra 1874-1904 havde meget fyldige domsnoter, fordi den nedenfor omtalte daværende eneredaktør, højesteretssagfører Levison, på grund af sygdom havde opgivet sin advokatvirksomhed og i stedet fuldt helliget sig redaktørgerningen. Denne linje ændredes radikalt, da Tybjerg (der på det tidspunkt var blevet højesteretsassessor) overtog redaktørhvervet. Noterne havde en særlig betydning dengang, fordi Højesteret ikke offentliggjorde dissenser. Her støder man f.eks. på oplysninger om, hvad parterne havde procederet på, og hvilken teoretisk opfattelse Højesteret havde lagt til grund. De fortolkende noter forsvandt, da Højesteret bragte dissenser fra 1937. Herefter begrænsedes noteapparaterne til henvisninger til litteratur og praksis mv. I den førnævnte artikel talte W.E. von Eyben for, at man indførte dommerkommentering af principielle sager.
Derfor indebærer udgivelse af domme talrige redaktionelle valg: Hvilke instanser og sagstyper skal med, og hvor langt skal man gå tilbage i tiden? Hvordan skal offentliggørelsen ske: I rå og ubearbejdet form? Anonymiseret? Tilskåret? Med resumé? Med emnerubricering? Hvordan skal man beskytte fortrolighed og privatliv uden at ødelægge informationsindholdet? Disse valg er faldet meget forskelligt ud gennem tiderne.
Et af de væsentligste problemer ved udgivelse af domme angår udvælgelsen. Ifølge de statistiske oplysninger på www.domstol.dk blev der alene i 1. halvår 2016 afsluttet 1.913 civile sager ved landsretterne. Selv om dette også indbefatter sager afsluttet ved forlig (statistikken viser hverken antallet af afsagte domme eller antallet af afsagte kendelser) skal tallet sammenholdes med, at der i hele årgang 2016 er trykt 608 afgørelser af enhver art fra samtlige instanser i UfR. Selv om man medregner de yderligere afgørelser, der har været bragt i nogle af de specialtidsskrifter, der omtales under 8, og i de øvrige databaser mv., der findes på markedet for danske retsafgørelser, står det klart, at offentliggørelse af samtlige retsafgørelser fra alle domstole i Danmark vil indebære en kolossal opgave. Mange afgørelser, f.eks. de straffedomme, der bygger på konkrete bevisvurderinger, eller som i strafudmålingen følger kendt og forudsigelig retspraksis, har utvivlsomt kun begrænset retsinformatorisk interesse. Det samme kan siges om talrige civile sager, der afgøres efter helt konkrete bevisvurderinger.
At udvælge det domsmateriale, der må formodes at interessere de juridiske brugere, rummer derfor en vanskelig og vigtig redaktionel opgave. Brugeren ønsker at blive ledt hen til den centrale praksis, men undgå at drukne i information. Opgaven rummer også et element af magtudøvelse, idet valget af én dom og fravalget af en anden signalerer, hvilken retsanvendelse der egner sig til efterfølgelse. Denne mekanisme forklarer, hvorfor der altid har været et tæt samspil mellem den redigerede domssamling og det juridiske tidsskrift – i UfR tydeligt markeret ved afdeling A og B. Domsredigering kræver både forlagsteknik (hvordan sættes teksten op, så den fremtræder mest læsbar for brugeren?) og retsvidenskabelig kyndighed (hvilke domme bør udvælges, og hvilken supplerende information bør de ledsages af?), der i det færdige produkt kan glide over i hinanden. Dette samspil ses f.eks. i udvælgelsen og fravalget af domme, i noteapparatet og i domshovedet.
De første danske domssamlingers historie er udførligt beskrevet af Frantz Dahl i jubilæumsartiklen »Ugeskrift for Retsvæsen og dets forgængere – et historisk tilbageblik«, bragt i U 1917B, s. 1 ff., se navnlig s. 2. De første domssamlinger blev udgivet i tilknytning til akademiet i Sorø af Hans Nicolai Nissen i slutningen af 1700-tallet, herunder »Sjællandsfar Landstings Efterretninger« (1791-1795), »Sjællandsfar Landstings-Tidende« (1796-1805) og »Themis« (1796-1805). Disse tidlige tidsskrifter blev senere med Anders Sandøe Ørsted som drivende kraft gjort til en domssamling med ledsagende afhandlinger og kommentarer. Ørsted var medudgiver af »Juridisk Månedstidende« fra 1802-03 og fortsatte derefter med andre serier, nemlig Juridisk Arkiv (1803-1811), Nyt Juridisk Arkiv (1812-1820) og Juridisk Tidsskrift (1820-1843). Se også Ditlev Tamm: Juridiske tidsskrifter – tradition eller stagnation? trykt i Mads Bryde Andersen m.fl. (red.): Festskrift til Mogens Koktvedgaard (2003), s. 643 ff., med yderligere litteraturhenvisninger s. 652.
Som nævnt opstod der et marked for redigerede domssamlinger (og ledsagende videnskabelige artikler) op gennem 1800-årene i takt med industri- og retssamfundenes udvikling. Denne første retsinformatoriske bølge skabte et behov for at offentliggøre lovene via periodiske skrifter, der udadtil ligner det juridiske tidsskrift. I 1839 udsendte C. A. Reitzels Forlag en ny domssamling under titlen ”Juridisk Ugeskrivt” (JU). JU blev redigeret af A.L.C. de Coninck og L. Moltke, der begge gjorde tjeneste ved Land-Over samt Hof- og Stadsretten. Domssamlingen udkom frem til 1875, siden 1869 under titlen ”Nyt Juridisk Ugeskrift”.
UfR
At UfR blev udgivet i 1867 skete navnlig for at tage konkurrencen op med JU, bl.a. ved også at bringe juridiske afhandlinger.
Den nye redaktionelle målsætning blev i UfR’s åbningsnummer lagt frem i denne programerklæring fra de to redaktører, P. Casse og Auditeur J.H. Mundt (se U 1867B, s. 2-3, genoptrykt i U 1967B, s. 26-27):
»Tidsskriftets Indhold vil deels blive videnskabelige Udarbeidelser o.desl., dog – navnlig i Begyndelsen – i ringere Omfang end hidtil, deels Meddelelser af mere umiddelbar practisk Natur. Navnlig ville vi søge at samle alle de efterhaanden faldende Præjudicater, som den juridiske Læseverden kan ønske at opbevare. … – Ved Meddelelsen vil det være vor fornemste Bestræbelse at oppnaae Fuldstændighed, saa at vi hellere ville udsætte os for nu og da at optage en Dom af mindre Interesse end for at feile i den modsatte Retning.«
De to redaktører vidste, at de udsatte deres læsere for ekstra besvær og omkostninger ved, at der nu var to danske domssamlinger. Den reelle baggrund for initiativet kom først til udtryk nogle år senere, i U 1872, s. 431 f., hvor Mundt annoncerede, at den foran omtalte højesteretssagfører Otto Jullius Levison ville indtræde som Medredacteur. I samme forbindelse beklagede Mundt, at udgivelsen af UfR fem år tidligere havde bebyrdet markedet med to konkurrerende tidsskrifter, men at årsagen hertil var, »… at »Juridisk Ugeskrift« lod saameget tilbage at ønske, at der var god Grund til at forsøge paa at skabe en Domssamling, der noget mere fyldestgjorde rimelige Fordringer«, idet det samtidig var redaktørernes tanke »… naar Lejlighed gaves, at gjøre Alt, hvad der stod i vor Magt for atter at forvandle de to Ugeskrifter til et«.
Det lå altså fra begyndelsen klart, at domssamlingen var ugeskriftets primære produkt, og at man egentlig kun burde have ét sådant produkt på det danske marked. Levison sad alene på redaktørposten fra 1874 og frem til sin død i 1905. Hans virke er bl.a. beskrevet i mindeordene i U 1905, s. 641. Den langvarige gerning er ikke mindst bemærkelsesværdig i betragtning af, at den både omhandlede domssamlingen og den litterære afdeling. Som fremhævet af Jacobi m.fl., a.st., s. 26, må det tilskrives Levison, at UfR i disse år kunne tiltrække en række store jurister som skribenter, herunder Schlegel, Niels Lassen, Deuntzer, Goos, Evaldsen og Nellemann.
Med Levisons død måtte redaktionsarbejdet opdeles, og fra og med årgang 1906 etableredes den tvedeling af UfR, som vi kender i dag, hvor domsmaterialet bringes i afdeling A og de juridiske afhandlinger i afdeling B, med hver sin paginering. I tidligere årgange havde afdeling B alene bragt højesteretsdomme, idet de juridiske afhandlinger blev trykt side om side med domme fra de lavere instanser i afdeling A, således som det i dag sker i de i afsnit 8 nævnte specialdomssamlinger.
For en umiddelbar betragtning spillede denne opdeling måske ikke den store rolle, da tidsskriftets indhold jo var uforandret. Men den markerede et væsentligt pejlemærke, fordi tidsskriftets to hovedformål nu blev varetaget af hver sin redaktion.
Siden da har redaktionen af domssamlingen ligget i hænderne på et antal dommere, der er virksomme ved de domstolsembeder, som afsiger dommene. Domsredaktørerne holder sig orienteret om sager, der pga. den juridiske stillingtagen eller sagens betydning egner sig til offentliggørelse. Når dommen eller kendelsen er udvalgt, forestår en ny redaktionel opgave: Navnlig appelsager må ofte redigeres, så de kan forstås af den forudsætningsløse læser: Talrige byretsdomme er afsagt uden fuldstændig sagsfremstilling. Her kan det være nødvendigt at indføje baggrundsoplysninger i tillæg til dommen sammen med de parts- og vidneforklaringer, der først protokolleres af byretten i forbindelse med anken, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 2.
En særlig problemstilling angår kravene til anonymisering, der for UfR's vedkommende er fastsat ved Datatilsynets afgørelse af 24. maj 2002. Anonymisering sker ikke blot ved at erstatte personnavne med A, B og C etc. Tidspunkter og vejnavne må ofte også udelades, hvis ikke læseren skal kunne regne sig frem til sagens nøglepersoner. Undertiden er det tilmed nødvendigt at undgå at omtale, hvilken byret der har virket som første instans, se f.eks. U 2007.2018/1 Ø. Selv om der gennem de seneste år er gjort store it-fremskridt inden for såkaldt kunstig intelligens, siger det sig selv, at en sådan anonymisering ikke kan udføres maskinelt. Der kræves ikke blot fortrolighed med de retlige grænser for privatlivsbeskyttelsen, men også en forståelse af, hvordan en afgørelsestekst kan omarbejdes uden tab af retsinformatorisk værdi. Undertiden kan det også være nødvendigt at tilføje fodnoter til afgørelser fra landsretterne og Sø- og Handelsretten (der ellers ikke ledsages af fodnoter), f.eks. om en afgørelses tilknytning til andre trykte afgørelser, eller oplysninger om, at der er søgt tredjeinstansbevilling.
For efterfølgende at kunne identificeres må den enkelte afgørelse forsynes med et resumé og placeres i et register. Denne indsats kan forekomme enkel og ligetil for læseren. I praksis er den ganske betydelig, navnlig når nye domsredaktører træder til. Emneregisteret hviler på nogle faste principper for, hvor dommene placeres – og ikke placeres. Ligeledes forudsætter hele UfR-søgefladen en nogenlunde ensartet praksis for affattelsen af hoveder og resuméer. Kontrollen med denne del af arbejdet udføres af en fagkyndig redaktionel koordinator. At forlaget bruger ressourcer på denne formatering, og ikke blot etablerer et link til den relevante domstols hjemmeside, skyldes hensynet til brugeren. Det er velkendt, at læsere af periodiske publikationer som tidsskrifter og aviser vænner sig til, at informationen gøres tilgængelig via bestemte formater. Sådanne formater reducerer læsetiden og effektiviserer informationstilegnelsen. Tilsvarende kvaliteter opnås ved søgninger i afgørelsesdatabasen. Jo mere ensartet resultatet af en søgning præsenteres, desto lettere er det for brugeren at identificere den eller de interessante afgørelser.
De andre tidlige domssamlinger
UfR var hverken ene på markedet før eller efter 1867. Foruden Nyt Juridisk Tidsskrift havde UfR konkurrence fra Højesteretstidende, der som nævnt udkom under denne titel fra og med 1857, samtidig med at Højesteret i medfør af en lov af 8. marts 1856 var begyndt at ledsage sine domme med præmisser. I 1928 udkom Vestre Landsrets Tidende for første gang, på eget forlag og med dommere fra landsretten som redaktører. Højesteretstidende var udgivet af Gads Forlag. Det skete i de første årgange med Højesterets protokolsekretær som redaktør og i de to sidste år (1957 og 1958) med Højesteretsskranken som redaktør.
I 1919 udgav Juristforbundet, der var stiftet to år forinden, et nyt dansk juridisk tidsskrift, Juristen, der med sine domme og artikler tog konkurrencen op med UfR på begge disse områder. I 1935 undergik Juristen en række forandringer for at styrke sin faglige profil og position. Man udsendte nu Juristens Domssamling (JD), der opfyldte det hul, som UfR siden sin begyndelse havde efterladt ved ikke at bringe byretsdomme. JD udkom frem til 1958, hvor den ophørte som led i aftalerne om Kuratelet for UfR, se herom afsnit 6. Med sine tidlige udgivelsesaktiviteter har Juristforbundet/Djøf spillet en central rolle for den danske domsudgivelse. Denne rolle blev bl.a. aktualiseret, da der i 1996-1997 opstod blæst om ejerskabet til og kontrollen med UfR's domssamling, se herom i afsnit 7. Efter denne uro valgte ugeskriftets udgiver at udgive et antal specialdomssamlinger, se herom under 8.
Sø- og Handelsretstidende (SHT) havde siden 1862 været udgivet på eget forlag af skiftende redaktører, hvoraf hovedparten havde en aktuel ansættelsesrelation til denne domstol. At SHT fortsatte med at udkomme frem til 1968, og dermed ikke var omfattet af kuratelaftalen, hang givetvis sammen med, at UfR også dengang optog relativt få afgørelser fra Sø- og Handelsretten. Den dag i dag har Sø- og Handelsretten sin egen domsdatabase (www.soeoghandelsretten.dk), hvor rettens domme og kendelser fra 2002 og frem kan hentes. Disse domme er også søgbare via Karnov Group-platformen.
W.E. von Eybens kritik
De mange domssamlinger gav forståeligt anledning til stigende skepsis. Datidens advokatkontorer, dommerembeder, amtskontorer og ministerier var langt mindre end i dag, og teknologien gav begrænsede muligheder for teknisk samdrift og stordriftsfordele. Det førte til store omkostninger til tidsskriftsanskaffelser og meget besvær ved at orientere sig i den ene domssamling efter den anden.
En af de universitetsjurister, som havde stået med denne udfordring, var W.E. von Eyben, der i sin disputats om strafudmåling (1950) havde foretaget indgående empiriske studier i domsmaterialet. I et foredrag den 26. november 1951 i Juridisk Forening i København, senere optrykt i U 1952B, s. 121 ff., foreslog von Eyben bl.a. et opgør med denne »dobbeltdækning« i dansk domsudgivelse. Han pegede bl.a. på, at ca. ¾ af UfR's domsstof også blev trykt i Højesteretstidende, og at halvdelen af dommene fra Vestre Landsret i Vestre Landsretstidende blev trykt i UfR. Selv om dommene i Sø- og Handelsretstidende sjældent fandt vej til UfR, påpegede han, at disse domme var meget specielle, bl.a. pga. en høj detaljerigdom. Denne uensartede praksis for offentliggørelse betød bl.a. (foruden omkostningsaspektet!), at man aldrig kunne være sikker på at lokalisere en afgørelse uden at konsultere alle disse tidsskrifter.
Von Eyben stillede herefter følgende forslag:
»H.R.T., V.L.T. og S.H.T. glider ud som særlige tidsskrifter. I en fælles domssamling, der passende kunne kaldes »Danske Domme«, skaffes plads for et noget større antal domme, end tilfældet nu er i U.f.R. De enkelte domme »redigeres« i den forstand, at en af de voterende dommere skærer dem til, således at bevisbedømmelsesspørgsmål og andre spørgsmål af helt konkret betydning ikke tager pladsen op. I »Juristens« domssamling lægges større vægt på sammenfattende meddelelser fra retspraksis. Fra de voterende dommere fremskaffes kommenterende noter, som ikke prætenderer nogen selvstændig stillingtagen til problemer, som dommen ikke selv har afgjort, men giver et fyldigt referat af det juridiske materiale, som er ført i marken i sagen.«
Selv om det tog sin tid, blev forslaget fulgt nogle år senere. De beslutninger, der blev truffet herom, fik stor betydning for dansk domsudgivelse i årene fra 1958 og frem til 1994. Fra og med årgang 1959 blev udgiverne af de tidligere domssamlinger, nemlig dels Juristens Domssamling, dels to af de tre »tidender« (Højesteretstidende og Vestre Landsrets Tidende, men ikke Sø- og Handelsretstidende) enige om at koncentrere deres domsoffentliggørelse i Ugeskrift for Retsvæsen, der i forvejen blev, og som fortsatte med at blive, udgivet af Gads Forlag.
Kuratelet
Som led i beslutningen om at samle den danske domsudgivelse i UfR aftalte Gads Forlag, Dommerforeningen, Advokatrådet og Juristforbundet at nedsætte et »kuratel«, der fik til opgave at forestå det overordnede tilsyn med denne udgivelsesaktivitet. Der findes ikke mange trykte kilder om kuratelets forhistorie. En af dem er referatet af årsmødet i Juristforbundet den 30. maj 1959 (optrykt i Svensk Juristtidning 1959, s. 709 f.), hvor formanden, amtmand V. Wedell-Wedellsborg, i sin beretning blandt andet omtaler den nyligt gennemførte reform af de danske domssamlinger:
»Fra 1. januar 1959 er Juristens domssamling, Højesteretstidende og Vestre Landsrets Tidende gået ind, og samtidig er Ugeskrift for Retsvæsen, der fremtidig udgives af G. E. C. Gads Forlag i samarbejde med Danmarks Juristforbund, blevet udvidet og opsætningen moderniseret, således at det nye tospaltede format rummer ca. 50 % mere stof pr. side end det hidtidige. Ugeskriftets domssamling omfatter nu praktisk talt alle højesteretsafgørelser, et fyldigere udvalg af landsretternes og Sø- og Handelsrettens domme samt - een gang om året - et resumé af principielle og vigtige underretsafgørelser. Domssamlingens noteapparat bliver udbygget. Der er oprettet et kuratel på fire medlemmer, som vælger redaktørerne af domssamlingen og er rådgivende med hensyn til redaktionen. Endvidere gennemgår kuratelet hvert år ugeskriftets regnskab og aflægger beretning herom til Gads Forlag og Juristforbundet. Medlemmer af kuratelet er højesteretssagfører Bay Erichsen, professor v. Eyben, professor Stig Iuul og civildommer Harald Petersen, der repræsenterer henholdsvis Advokatrådet, Juristforbundet, G. E. C. Gads Fond og Dommerforeningen. Ugeskriftets litterære afdeling fortsætter uændret.«
Arkivstudier i forlaget Karnov Group viser, at der som aftalegrundlag for 1958-kuratelet foreligger et ikke underskrevet notat af »november 1958«, som skitserer rammerne for det nye UfR. Heri skitseres bl.a. forventningerne til omfanget: Ca. 400 siders domme fra landsretterne, gengivelse af alle højesteretsafgørelser (enten fuldstændigt eller med hoveder) samt en årlig samling af korte referater af byretsdomme. Den litterære afdeling skulle fortsætte uændret. Notatet angiver også kuratelets mandat. Abonnenterne på de danske domssamlinger blev orienteret om den nye udgivelsespraksis den 13. december 1958.
I kuratelets seneste år (1990-1993) havde jeg selv (som forlagets rådgiver) kontakt med kuratelet, som godkendte alle beslutninger om det elektroniske ugeskrift. De referater, jeg har læst fra kuratelets møder, gengiver beslutninger om tidsskriftets omfang og format og om abonnementspriser. Fra ugeskriftets spalter kan man lejlighedsvis se meddelelser af redaktionel art, der udsprang af drøftelser og afgørelser i kuratelet. Se f.eks. den meddelelse, der efterfølger Finn Rønnov-Jessens kritiske indlæg i U 1990B, s. 11, om visse presseetiske spørgsmål.
I betragtning af W.E. von Eybens rolle for igangsættelsen af den proces, der skabte kuratelet, overrasker det, at han i sin erindringsbog Tema med variationer (1982), s. 136 f., nedtoner dets betydning og nærmest kalder arbejdet i kuratelet et pligtarbejde på linje med deltagelsen i Sandflugtskommissionen og de færøske realkreditudvalg: »Udvalg kan få mange forskellige betegnelser. Det mest særprægede, jeg har truffet, er betegnelsen »Kuratel«. Dette udtryk fandt man frem til, da en af mine gamle yndlingsideer blev realiseret, nemlig ved en sammensmeltning af landets forskellige domssamlinger. Det irriterede mig, at man skulle famle sig frem gennem et betydeligt antal domssamlinger for at få et fuldstændig udtryk for, hvad domstolene havde fastslået som gældende ret. Det tog mange år at få gjort noget herved. Men det lykkedes omsider i 1958, da »Ugeskrift for Retsvæsen«, juristernes solide anker, som holder det slingrende skib på ret køl, fik inkorporeret andre tidsskrifter af tilsvarende art, og det væsentlige af de resterende, når man ser bort fra domssamlinger på specielle områder, er senere gledet ind under samme regie. For at koordinere de forskellige interessegrupper dannedes så »kuratelet«, der uden at træde offentligt frem, og uden noget som helst vederlag, end ikke i form af gratis abonnement, har løst de små og store problemer, som naturligt måtte melde sig efterhånden.«
Domsmængden lå W.E. von Eyben, der i de sidste år var formand for Gads Fond, meget på sinde. Han var ked af, at dommene blev stadig længere (en udvikling, som kun gik i den gale retning i takt med udbredelsen af moderne tekstbehandling), og han frygtede, at man ved at bringe for mange domme i UfR ville nedsætte respekten for den enkelte dom. Derfor kæmpede han for, at der blev optaget færre domme i UfR, og at dommene i alle tilfælde blev forkortet på en måde, der tillod brugeren at læse dem. Da disse drøftelser pågik, havde domssamlingen netop passeret 1.000 sider (1992: 969 sider, 1993: 1040 sider). I dag ligger domssamlingen på omkring 4.000 sider, og flere af specialdomssamlingerne har for længst passeret de 1.000 sider.
Et konkret udslag af dette ønske var diskussionen, om UfR vedvarende skulle kunne udkomme i et enkelt eller flere bind. Dette spørgsmål fik en lidt særpræget (og upraktisk) løsning i årgang 1994, hvor man til mange brugeres fortrydelse valgte at benytte større sider, som der var plads til mere tekst på! Beslutningen blev truffet som led i en samlet produktionsomlægning, der bl.a. involverede et nyt trykkeri. De større sider forøgede imidlertid også omfanget af de indbundne årgange og brød dermed linjen i bogreolen.
Da UfR blev elektronisk, videreførte kuratelet (som bekræftet ved et møde den 15. december 1992) sin rådgivende funktion vedrørende problemer, der var fælles for den trykte domssamling og den elektroniske, eller som angik forholdet mellem disse udgivelsesformer.
Skilsmissen
Efter en pludseligt opstået økonomisk krise i Gads Forlag overdrog forlaget den 1. oktober 1994 sine juridiske udgivelser til ITID – International Thomson In Denmark – et selskab i den canadisk ejede Thomson-koncern, der var kontrolleret af Lord Thomson of Fleet. I kraft af en akkvisition i 1996 blev ITID dermed koncernforbundet med det store amerikanske juridiske forlag Westlaw International, se hertil Svend Erik Skydt i W.E. v. Eyben (red.): Karnovs historie (1996), s. 131 f. ITID havde i 1986 købt Karnovs Forlag, der var aktiv både i Danmark, Sverige og Norge. I årene herefter drev ITID sine danske forlagsaktiviteter under navnet GadJura. ITID solgte siden sine økonomiske aktiviteter, først til Reuters (med heraf følgende navneændring til Thomson Reuters), og senere til kapitalfonden GMT (der gav forlaget sit nuværende navn Karnov Group – et navn, der i dag også benyttes i Sverige, men ikke i Norge), der senest har videresolgt aktiviteterne til kapitalfonden Arrows Principal Investments – en del af Rothschild Group.
Ved salget i 1994 var juridiske forlag angivelig i høj kurs. Kort forinden var A/S Skattekartoteket som foran omtalt blevet solgt til det hollandsk ejede forlag Wolters Kluwer, angiveligt for et meget stort millionbeløb. Købesummen for Gads juridiske forlagsaktiviteter har formentlig også været anselig. En artikel i Børsen, 8. september 1994, skrevet af Niels Brandrup, gætter på en købesum på mellem 60 og 100 mio. kr. Klart lå det i hvert fald, at transaktionen reddede økonomien i Gads Forlag.
Efter overtagelsen opstod der tvivl mellem ITID (GadJura) på den ene side og Djøf på den anden om ejerskabet til UfR. Djøf mente, at kuratelaftalen af 1958 havde skabt en slags sameje om UfR's registersystem og domshoveder, som med sigte på en kommende elektronisk domssamling var blevet ændret i 1988 (se omtalen herom i U 1988B, s. 24). GadJura mente derimod, at man nu havde opnået retten hertil ved sit køb. Djøf truede med sagsanlæg, og for at afværge det var der drøftelser mellem GadJura og Dommerforeningen, Djøf og Advokatrådet om den fortsatte udgivelse af Ugeskriftet og kuratelets opgaver. Disse drøftelser ledte til en ny kuratelaftale af 20. februar 1995, hvor de involverede parter (Dommerforeningen, Advokatrådet, Djøf og GadJura) enedes om et sæt Retningslinjer for Udgivelsen af UfR.
1995-aftalen videreførte, under ny bemanding, kuratelet med udgangspunkt i de i 1958 af Gads Forlag og Djøf fastsatte retningslinjer. Kuratelet skulle således (fortsat) bestå af en repræsentant for de fire parter. Forlaget GadJura skulle forestå de sekretariatsmæssige opgaver. UfR's domsredaktører skulle udpeges af kuratelet efter indstilling fra den pågældende ret. Kuratelet skulle rådgive om UfR's redaktionelle indhold og have en række rådgivende funktioner for forlaget. Forlaget skulle opstille et separat driftsregnskab for UfR's udgivelse, der årligt skulle godkendes af kuratelet, bl.a. med henblik på vurdering af prisforhøjelser. Herefter præciserer aftalen principperne for prissætningen af henholdsvis den trykte og elektroniske udgave. I en afsluttende bestemmelse hedder det:
»Forlaget GadJura og de i kuratelet repræsenterede instanser har tilkendegivet, at hensigten med samarbejdet er at bevare det en-strengede domssamlings-system, således som det blev aftalt mellem DJØF (Juristforbundet) og G.E.C. Gad's forlag i 1958. Det vil derfor ikke være foreneligt med de pågældende interessenters deltagelse i kuratelet, såfremt disse i eget regie beslutter sig for at udgive retsafgørelser, der dækker så brede felter, at de har karakter af en generel domssamling.«
Aftalen fik dog en forholdsvis kort levetid. Anledningen var en melding, som Justitsministeriet i begyndelsen af 1996 havde givet i kølvandet på endnu en offentlig debat om domsdatabasen (se min artikel på dette site om Den elektroniske domssamling, afsnit 4). Meldingen gik ud på, at danske juridiske forlag alle kunne få lige, fri og gratis adgang til domme fra danske domstole. Udmeldingen førte senere på året (den 11. oktober 1996) til, at forlaget Magnus udsendte et »Juridisk Ugebrev«, der bragte udvalgte domme og andre nyheder inden for forskellige retsområder. To måneder senere, den 13. december 1996, meddelte Advokaternes Serviceselskab A/S, Jurist- og Økonomforbundets Forlag og J.H. Schultz Information A/S, at man havde indgået en aftale om fælles udgivelse af en række elektroniske produkter og om »etablering og drift af en fælles doms- og afgørelsesdatabase, der skal sikre partnerne uhindret adgang til alle ønskede domme og afgørelser.« Ifølge pressemeddelelsen ville databasen blive
»… landets mest omfattende doms- og afgørelsessamling inden for de områder, hvor partnerne vil udbyde produkter. Ud over samtlige kendelser af relevans for de enkelte områder fra Højesteret, Østre og Vestre Landsret og Sø- og Handelsretten vil databasen tillige komme til at indeholde kendelserne fra byretterne, ankenævn og alle andre instanser, såvel som internationale, der afsiger kendelse. Disse kendelser vil dermed kunne komme til at indgå i udgivelserne i et omfang og i en systematisk form, der ikke kendes i dag.«
Forud for denne lancering havde parterne i kuratelaftalen været i dialog. Djøf mente, at Justitsministeriets udmelding skabte en ny situation, der ikke afskar kuratelaftalens parter fra at igangsætte egne domsudgivelser. GadJura fandt, at en sådan aktivitet stred mod 1995-aftalen. Detaljerne i disse forhandlinger kendes ikke. Men ved en pressemeddelelse af 26. september 1996 til abonnenterne på UfR meddelte GadJura, at aftalen var »ophævet« (senere rettet til bortfaldet pga. bristende forudsætninger), fordi parterne ikke på forhånd havde villet give GadJura tilsagn om ikke at samarbejde med konkurrerende udgivelser til ugeskriftet. Meddelelsen bringes først i Advokaten nr. 10/1997, s. 193, hvor Advokatrådet med beklagelse tager oplysningen til efterretning, »idet det på trods af langvarige forhandlinger ikke havde været muligt at formå GadJura til at vedstå sine forpligtelser efter aftalen«. Da kuratelaftalen dermed var faldet bort, blev kuratelet nedlagt, og traditionen fra 1958 for at samle udgivelsen af danske domme i et tidsskrift blev brudt. Samtidig blev prisdannelsen for UfR reelt givet fri.
At kuratelet faldt bort, og at andre forlag end ITID fik adgang til domsmaterialet, fik bl.a. betydning for omfanget af UfR-domssamlingen. Under forhandlingerne om domsdatabasen havde bl.a. Advokatrådet og Rigsadvokaten udtrykt ønske om, at der blev bragt flere afgørelser i UfR – et ønske, som i øvrigt blev bekræftet ved en spørgeskemaundersøgelse gennemført samme år hos UfR-abonnenterne. Forlaget efterkom dette ønske ved at forlade det tidligere dogme om, at domssamlingen skulle kunne rummes i ét bind. I årgang 1996 voksede sidetallet fra ca. 1.000 til 1.600 sider. Dette skete samtidig med, at dets layout var blevet ændret. De næste årgange holdt sig på dette niveau med 1717 sider i 1997 og 1782 sider i 1998. Men fra og med 1999 eksploderede sidetallet med 2128 sider (1999), 2562 sider (2000), 2601 sider (2001), indtil årgangen nåede det nuværende leje på ca. 4.000 sider. Helt præcist optager årgang 2016 3.980 sider.
Efter kuratelets ophør udviklede der sig en praksis, hvorefter domsredaktørerne og medlemmerne af den litterære afdelings redaktion med 1-3 års interval mødes og drøfter redaktionelle spørgsmål. To advokater, udpeget af Advokatrådet, har gennem de seneste år været indbudt til at deltage i disse møder. Det er langt fra altid, at disse repræsentanter deltager i møderne – muligvis fordi der sjældent har været særligt kontroversielle emner på dagsordenen. Møderne har primært handlet om kriterier for udvælgelse af domme, praktiske arbejdsgange ved produktionen af de løbende hæfter og praksis for anonymisering, men ikke om kritiske spørgsmål som nye domssamlinger, prisfastsættelse og medieformer.
Nye domssamlinger
I årene herefter udsendte GadJura (senere Thomson Reuters og nu Karnov Group) et antal specialtidsskrifter med domssamlinger. Nogle af disse tidsskrifter var udviklet af forlaget selv, medens andre var købt eller overtaget efter særlige samarbejdsaftaler. Dommene i disse tidsskrifter udvælges af en kreds af domsredaktører tilknyttet de højere retter i samarbejde med redaktørerne af de enkelte tidsskrifter.
I dag finder man følgende tidsskrifter under Karnov Group's elektroniske platform: Forsikrings- og Erstatningsretlig domssamling (FED), Fuldmægtigen, Miljøretlige Afgørelser og Domme (MAD), Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB), Tidsskrift for Familie- og Arveret (TFA), Tidsskrift for Kriminalret (TfK), Tidsskrift for Landbrugsret (TfL), Tidsskrift for Skatter og afgifter (TfS) og Erhvervsjuridisk Tidsskrift (ET). MAD og FED var udkommet siden 1996, oprindelig med Forsikringshøjskolens Forlag som udgiver. Fuldmægtigen er udkommet på print siden 1939 og har foreligget digitalt siden 1985. Som de eneste tidsskrifter udkommer Fuldmægtigen og MAD i dag kun digitalt. TFA blev igangsat i 1997, TBB og TfL i 1998 og TfK i 1999. ET kom til i 2006 og bringer udelukkende artikler. Alle de andre bringer både afgørelser og artikler. Karnov Group købte TfS af forlaget Magnus i 2013. Der er også stor forskel på den redaktionelle linje. FED bringer udelukkende domme. TBB har en stærk tradition for kommenterende domsnoter. I MAD ledsages hvert (kvartårlige) nummer af et forord, hvor redaktøren gør status over indholdet.
Fra begyndelsen blev udgivelsen af disse nye tidsskrifter ikke mødt med udelt begejstring. Hvor kritikken tidligere gik på besværet ved at skulle finde samme dom flere steder, frygtede man nu at drukne i information og at blive påført uforholdsmæssige anskaffelsesomkostninger. F.eks. ytrede både Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater stor betænkelighed ved udgivelsen af Tidsskrift for Kriminalret, som man fandt var en unødvendig udgivelse. Se herved Jon Stokholms indlæg i Advokaten 1999, s. 252. Andre stemmer i debatten (som navnlig har kunnet høres i diskussionen om domsdatabasen) har fremhævet værdien af sikre retssikkerheden gennem solid viden om strafudmålingspraksis, der ikke udvælges af anklagemyndigheden. I Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 2012, s. 265 ff., omtaler Rasmus H. Wandall Anklagemyndighedens Vidensbase, der modsat andre strafferetlige domssamlinger redigeres således, at afgørelser fjernes fra basen, når de er ”uddaterede” (s. 272). En sådan praksis gør det endnu mere kritisk, hvem redigerer basen, se herom a.st. s. 281 f. Uanset hvilket standpunkt man måtte støtte, er det et faktum, at specialtidsskrifterne udkommer den dag i dag, og tilmed med stigende sidetal. 2016-årgangen af TfK er f.eks. sluttet med et samlet sidetal på 1485 sider, hvoraf langt hovedparten udgøres af domme.
Refleksioner
Et blik på denne historie viser, hvordan debatten om offentliggørelse af domme har ændret sig i kølvandet på teknologiske, markedsmæssige og til dels politiske omskift. Papirudgivelser har altid været enkle at sætte i værk. Derfor har mange udgivere (både private forlag og domstolsembeder) været på banen, med en til tider kaotisk udgivelsespraksis til følge. De talrige udgivelser har navnlig belastet brugerne, der ikke alene måtte afholde abonnementsomkostninger, men også foretage de brydsomme manuelle søgninger.
Den informationsstrøm, som alt dette handler om, har ændret sig markant gennem perioden. UfR er ikke længere den eneste kilde til viden om retspraksis. Foruden de mange specialdomssamlinger er der kommet nye afgørelsestyper. Brugerne efterspørger ikke længere kun dansk retspraksis, men også praksis fra andre – danske og internationale – instanser. Udviklingen illustreres ved et blik på tidsskrifter som MAD, TBB og TfL, der bl.a. bringer afgørelser fra ankenævn og internationale domstole (MAD), voldgiftskendelser (TBB) og administrative afgørelser (TFA og TfL).
En afgørelse kan ofte hentes fra en mangfoldighed af kilder. Den, der ønsker oplysning om en netop afsagt højesteretsdom, finder den f.eks. straks på Højesterets hjemmeside, og først senere i andre informationstjenester. Den fokus, der som nævnt i min artikel på dette site om den elektroniske domssamling, afsnit 5, har været på Karnov Groups stærke konkurrenceposition, handler i det væsentligste om, at denne nettjeneste tilbyder en samlet indgang til store dele af denne information.
Ser man på det enkelte tidsskrift, er der i øvrigt stor forskel på, hvordan dommene lanceres. MAD og TfL udkommer med den laveste frekvens, nemlig kvartårligt, og de løbende hæfter fremtræder som små antologier. UfR's domssamling udkommer hyppigst, nemlig ugentligt. Her findes der stort set kun domsnoter til afgørelser fra Højesteret, men ingen redaktionelle kommentarer til hvert nummer.
Set i dette lys manifesterer UfR's domssamling det klassiske ideal om juristen som generalist. UfR-læseren forventes at interessere sig for alle retsområder. Til gengæld får han ikke kendskab til alle afgørelser inden for disse instanser. Repræsentative udvalg fra landsretterne og Sø- og Handelsretten rækker.
