I anledning af 150-årsjubilæet for Ugeskrift for Retsvæsen tegner denne artikel nogle linjer i tidsskriftets historie. Denne artikel handler særligt om den litterære afdeling. Artiklen udgør den tredje af tre artikler på dette site. Disse tre artikler er i samlet form bragt i UfR 2017.
Den litterære afdelings historie
UfR's historieskrivning har primært domssamlingen i afdeling A i fokus, men historien omfatter selvfølgelig også den litterære afdeling B. Denne historie er dog langt mindre stormfuld, fordi juridiske afhandlinger er genstand for langt mere beskeden interesse end domme – i hvert fald for de daglige brugere. Det var ikke afdeling B, der gav anledning til kuratelaftalen, jf. min artikel på dette site om det trykte ugeskrift, afsnit 6, og hovedparten af kuratelets møder har utvivlsomt handlet om domssamlingen, foruden de generelle spørgsmål om pris mv. Billedet er helt det samme, når man ser på de redaktionsmøder, der har været afholdt siden kuratelaftalens ophør. Her er de emner, der angår den litterære afdeling, stort set fraværende. I dag drøftes disse spørgsmål derfor kun under møder med redaktionskomitéens tre medlemmer.
Sammenligner man omfanget af afdeling B med afdeling A, fylder afdeling B langt mindre end tidligere. Mængden af sider i afdeling A er firdoblet gennem de sidste årtier, fra ca. 1.000 til ca. 4.000 sider. Afdeling B ligger nogenlunde konstant omkring 400 sider. Også set i forhold til den samlede mængde dansk juridisk litteratur fylder afdeling B langt mindre, uanset om man sammenligner med andre artikler eller med den juridiske litteratur, der udgives i bogform, f.eks. som ph.d.-afhandlinger. UfR's 100-årsdag blev bl.a. markeret med udgivelsen af en bibliografi ved Jens Søndergaard: Ugeskrift for Retsvæsen 1942-1966 (Gads Forlag, 1966). Ved 75-års-dagen i 1941 blev en tidligere bibliografi udarbejdet af Inger Vogt bragt som tillæg til årgang 1941. Tanken om at udarbejde en tilsvarende oversigt i dag forekommer helt fjern, og dette skyldes ikke kun nutidens digitale søgeværktøjer.
Udviklingen kan for det første forklares med, at mange juridiske artikler i dag bringes i specialtidsskrifter. En anden forklaring kan ligge i, at jurister med evner og lyst til at skrive i dag vælger at skrive bøger, f.eks. praktiske håndbøger (som stort set først er kommet til gennem de seneste 40 år) og som videnskabelige afhandlinger, der afslutter en ph.d.-uddannelse. Antallet af juridiske bogudgivelser er dermed vokset henover årene, selv om oplagene er faldet. Man kan stille det spørgsmål, om denne omfangsrige litteratur egentlig har beriget dansk jura. Min forgænger som hovedredaktør for UfR, Mogens Koktvedgaard, har en gang gjort følgende iagttagelse over denne udvikling: »På det juridiske område er problemet ikke, at der skrives for lidt, men at der skrives for meget.«
Hermed er ikke sagt, at UfR's samling af juridiske afhandlinger savner betydning for juristerne. Betydningen gør sig navnlig gældende på to områder.
For det første har det stor praktisk betydning, at man ved forekomstsøgninger i tidligere artikler kan se, hvordan et emne er blevet behandlet i UfR. Denne mulighed foreligger i sagens natur også for andre tidsskrifter, men søgninger i UfR's litterære afdeling står her i en særlig kategori pga. tidsskriftets generelle emneafgrænsning.
For det andet, og væsentligere, er kvalitetsvurderingen af de artikler, der bringes i UfR, stærkere end i andre danske juridiske tidsskrifter, fordi UfR – sammen med Juristen – er det eneste danske tidsskrift, der i den bibliometriske forskningsindikator befinder sig på niveau 2 med heraf følgende krav om særlig retsvidenskabelig kvalitet. Denne særlige del af afdeling B's nyere historie berøres kort under 3.
Da afdeling B blev elektronisk
Den litterære afdeling blev først elektronisk i 1997, 5 år efter den elektroniske domssamling. Forsinkelsen skyldtes primært ophavsretlige overvejelser: Hvor de enkelte domme (men ikke domshovederne) kan bringes fri af ophavsretlige bånd, jf. ophavsretslovens § 9, beskyttes artiklerne som litterære værker. Højesteret har med sin principielle dom i U 1978.901 H slået fast, at en ansat journalist måtte give sit samtykke, for at hans værk kunne udnyttes til andre formål end de, der lå til grund for første udnyttelse. På grundlag af den heri udtrykte retsopfattelse lød det umiddelbare råd til forlaget, at man burde sikre sig samtykke fra rettighedshaverne til de enkelte bidrag (indtil 70 år efter bidragyderens dødsår), før artiklerne i afdeling B kunne stilles til rådighed digitalt.
Med tanke på det store antal skribenter, som hvert år forfatter de mange artikler i afdeling B (samt efterkommerne efter bidragyderne), ville dette stille forlaget over for en omfattende, hvis ikke umulig, opgave. Dengang indeholdt ophavsretsloven ikke den lovhjemlede aftalelicens for sådanne specielle udnyttelsesformer, der i dag findes i ophavsretslovens § 50, stk. 2. Forlaget traf derfor en dristig, men – viste det sig – effektiv beslutning: Forlaget meddelte bidragyderne til de seneste årgange, at man fortolkede deres tilsagn om offentliggørelse på print, så bidraget også kunne bringes elektronisk. Tidligere bidragydere blev derimod ikke kontaktet, i tillid til at de nok ville være enige. I stedet meddelte forlaget, at man som en slags kompensation for den kommercielle fordel for forlaget, der lå i denne nye udnyttelse, ville stille et antal rejselegater til rådighed for jurastuderende. Disse legater blev uddelt i foråret 1997 efter indstilling fra de juridiske studienævn ved Københavns og Aarhus Universitet. En af legatmodtagerne (Mikael Rask Madsen) er siden blevet professor og centerleder ved Det Juridiske Fakultet.
Jeg var på dette tidspunkt formand for AC's udvalg til beskyttelse af videnskabeligt arbejde (UBVA) og forelagde derfor forlagets planer for UBVA's arbejdsudvalg, hvor de ikke gav anledning til bemærkninger. Den beskrevne praksis om at fortolke det oprindelige ophavsretlige tilsagn udvidende med sigte på digitale udgivelser er siden blevet fulgt på andre juridiske områder. Det seneste eksempel er den digitalisering, som i skrivende stund sker af alle UfR-årgange for at markere tidsskriftets 150 års jubilæum. Et andet eksempel er de skriftlige beretninger fra De Nordiske Juristmøder, der er digitaliseret helt uden ophavsretlig clearing. De er nu tilgængelige fra www.nordiskjurist.org. At ingen endnu har protesteret imod denne fortolkning, taler i øvrigt for at antage, at forfattere til faglige afhandlinger, som ikke er skrevet eller offentliggjort med sigte på indtjening, men for at formidle et fagligt eller videnskabeligt budskab, generelt har en interesse i at få værket ud på så mange platforme som muligt.
Kvalitetsvurderingen i den litterære afdeling
Betingelserne for at få antaget en artikel til UfR afdeling B har altid været krævende. Tidsskriftets status som det mest generelt orienterede juridiske tidsskrift i Danmark med den hyppigste udgivelsesfrekvens har ført skiftende redaktioner til at holde den faglige fane højt. Forlaget fører løbende statistik med, hvor mange artikler, der henholdsvis (1) antages uden videre, (2) forkastes eller (3) antages efter omarbejdning. I perioden fra 21. november 2011 (hvor optællingen begyndte) og til 21. november 2016 har UfR modtaget i alt 436 artikler. Heraf har redaktionen afvist 173 artikler (svarende til knap 40 %). 103 artikler (svarende til godt 23 %) er antaget uden videre og 160 artikler (svarende til knap 37 %) er antaget efter omarbejdning.
Gennem de seneste år har reglerne om offentlige forskningsmidler til danske universiteter fået indirekte betydning for kvalitetsvurderingen af artiklerne i UfR. Som led i fordelingen af de statslige midler til universiteterne har man etableret en såkaldt bibliometrisk forskningsindikator (BFI), der gælder på tværs af institutioner og fagområder, og som måler den faglige tyngde af forskellige publikationer. Som et led heri er der udarbejdet en liste, hvor alle tidsskrifter inddeles i to niveauer, et »normalt« niveau 1 og et »højt« niveau 2. De fleste videnskabelige tidsskrifter befinder sig på niveau 1. Særligt kvalitetsprægede tidsskrifter befinder sig på niveau 2. I beslutningen om, hvilke juridiske tidsskrifter der skal befinde sig på henholdsvis niveau 1 og 2, er der etableret et såkaldt Fagligt Udvalg, der rådgives af en retsvidenskabelig undergruppe. Som de eneste danske tidsskrifter befinder UfR og Juristen sig som nævnt på niveau 2.
For at værne om denne status har UfR og Juristen i fællesskab defineret de krav, som tidsskrifterne stiller til videnskabeligheden af de afhandlinger, som optages, se herved notitsen i UfR 2012B, s. 1. Disse krav betyder bl.a., at selv glimrende afhandlinger med praktisk interesse ikke kan bringes som videnskabelige artikler, men derimod under den nye rubrik »Andre artikler« sammen med kortere meddelelser og debatindlæg mv. Nogle af disse artikler bliver i stedet bragt i andre af vore mange juridiske tidsskrifter. Men den pris er værd at betale, fordi den inciterer til høj kvalitet i den retsvidenskabelige forskning.
Opfyldelsen af BFI-kravene har altså ført til enkelte ændringer i bedømmelsespraksis, men ikke til en helt ny linje. Som jeg har anført i TfR 2013, s. 702, har retsvidenskaben ingen grund til at overtage de formalistiske krav til fagfællevurderinger, der følges af natur- og lægevidenskabelige tidsskrifter, hvor videnskabskravene er langt mere eksakte. Årsagen hertil ligger i, at den juridiske metode ikke indeholder så præcise krav til den retsvidenskabelige indsats, at en sådan vurdering giver mening. Juridisk metode rummer så store skønselementer, at udfaldet af en fagfællevurdering ofte vil bero på bedømmeren.
Ikke desto mindre har BFI-kravene tvunget redaktionen for UfR's litterære afdeling til at gå mere formalistisk til værks i den faglige bedømmelse. Redaktionen inddrager ofte eksterne bedømmere (peer reviewere). Der bringes f.eks. ikke længere artikler om domme, der i hovedsagen blot gengiver sagens problem og forløb. Skal en artikel om en dom antages, må den tilføje et selvstændigt og retsvidenskabeligt bidrag til forståelsen af dommen og det underliggende problem. Ligeledes afvises artikler, der i hovedsagen blot gengiver kendt stof, f.eks. en juridisk udviklingsproces, en retspraksis eller en administrativ praksis. Det kan være nok så slidsomt at skrive en sådan artikel, men hvis ikke den bringer andet nyt frem end det, alle andre ville kunne identificere ved at gå til kilden, må den forkastes som ikke »retsvidenskabelig«.
Refleksioner
En række faktorer har betydet, at grænserne mellem det juridiske tidsskrift og andre juridiske udgivelser er flydt ud. De netop omtalte BFI-regler har allerede tvunget de juridiske bogforlag til også at underkaste bogmanuskripter ekstern fagfællevurdering. Ligeledes har teknologien ført til ændrede måder at gøre den juridiske forskning tilgængelig på. Mange ph.d.-afhandlinger udgives ikke i bogform, men udkommer kun digitalt.
Af disse grunde er det blevet næsten ligeså vanskeligt at overskue den juridiske litteratur, som det er at få overblik over de konkrete afgørelser. Til gengæld giver den digitale teknologi også bedre mulighed for at skaffe dette overblik. Det er derfor forståeligt, at de store juridiske portaler i stigende grad giver adgang til at søge i juridisk litteratur, ganske som det sker via nettjenesten Google Books. Siden 2007 har Karnov Group (og tidligere Thomson) udvidet sine onlinetjenester, så de ikke alene retter sig mod forlagets tidsskrifter, men også mod en stor del af dets bogudgivelser, samt i tillæg hertil enkelte bøger fra andre forlag. Søgningerne giver dog kun umiddelbart mulighed for at identificere enkelte passager i bogen, men ikke større uddrag. Foruden deres retsinformatoriske funktioner for brugeren virker denne funktion dermed også som middel i markedsføringen af den enkelte bog.
Offentlighedens forventning om også at kunne tilgå den juridiske litteratur – eller i hvert fald den skatteyderfinansierede del af den – understøttes af de initiativer vedrørende Open Access (OA), som det danske videnskabsministerium har sat i værk gennem de seneste år. Idéen er her, at den enkelte forfatter enten offentliggør sit værk – eller et pre-print af det – i et åbent arkiv for publikationer, eller i et OA-tidsskrift, som herefter frit kan benyttes under en OA licens. På det juridiske område udbydes denne model navnlig af nogle nordiske tidsskrifter, herunder Nordisk Administrativt Tidsskrift (der er tilgængelig således via hjemmesiden fra Djøfs forlag) og Nordisk Forsikringstidsskrift, der er frit tilgængelig på www.nft.nu med årgange tilbage til 1992.
I et fremtidsperspektiv må man håbe, at også andre udgivelser, som ikke forventes at være kommercielt salgbare, hvad enten det drejer sig om bøger eller artikler, lægges frit ud til benyttelse på grundlag af rettighedshavernes formodede indforståelse med en sådan synliggørelse. Som nævnt har UfR allerede betrådt denne vej ved digitaliseringen af sine ældre artikler i afdeling B. Det Kongelige Bibliotek har indtil videre indskannet alle danske bøger trykt i perioden 1482-1700 og etableret en tjeneste, hvor man on demand indskanner monografisk litteratur i perioden 1701-1914. Brugerne kan derfor bestille en digital fil af et værk før 1914, idet filen samtidig indlægges i databasen REX i tilknytning til den bibliografiske post, hvorved den bliver frit tilgængelig. Biblioteket ville have mulighed for at gå længere frem i tiden, hvis der med sikkerhed ikke var ophavsretlige forhindringer herfor.
Sammenfatning
Et tilbageblik på den historie, der er skitseret ved mine tre artikler på dette site, viser, hvor forskellige formål de juridiske tidsskrifter har varetaget gennem de seneste to århundreder. Nogle har bragt retsforskrifter, andre enkeltafgørelser og endnu andre juridisk litteratur. UfR har gennem sine 150 år altid fokuseret på de to sidstnævnte typer af indhold. UfR udmærker sig ved på en gang at sigte generelt og samtidig at prioritere kvalitet forud for kvantitet. I domssamlingen ses denne linje ved udvælgelsen af domme, hvor kun landsretsdomme, der kaster et særligt lys over en retsstilling, medtages (enten ved at anlægge nye indfaldsvinkler til kendte problemstillinger eller ved at vise, hvordan nye problemstillinger behandles). I afdeling B ses den i de høje kvalitetskrav, der har givet UfR's litterære afdeling status som niveau 2-tidsskrift.
Fordi de redaktionelle valg er så mangespektrede, giver det ikke sig selv, hvem der skal stå for udgivelsen af et juridisk tidsskrift som UfR. Offentlighedens appetit efter juridisk information beror i vid udstrækning på teknologiske omskiftninger, og nogle af de teknologiske valg, der skal træffes, kræver så høje investeringer, at feltet reelt kun er åbent for store kommercielle aktører. Dette forklarer, at det offentliges udgiverrolle har begrænset sig til lovgivning og forarbejder, hvorimod de private forlag har spillet hovedrollen for udgivelsen af den juridiske information, der kræver redigering og kvalitetssikring.
Historien viser også, at det beror på tilfældigheder, hvem der har fået denne udgiveropgave. I nogle tilfælde er ildsjæle løbet foran, f.eks. i særlige faglige miljøer eller domstolsembeder. I andre er udviklingen drevet af kommercielle investeringer, der følger op på nøje definerede forretningsplaner.
Hvor principperne for udvælgelse af domme i afdeling A har været genstand for talrige debatter, har den redaktionelle ledelse af afdeling B stort set aldrig givet anledning til kritik. I årene med Kuratelet for UfR blev både domsredaktionen og redaktøren for den litterære afdeling udpeget af kuratelet. Efter kuratelaftalens ophør udpeges alle redaktører af forlaget selv, men efter uformelle kontakter – bl.a. via konsulentgruppen – til de faglige miljøer. Den bibliometriske forskningsindikator kan siges at rumme en indirekte kontrol med kvaliteten af denne udpegning som følge af det tilsyn med tidsskriftets redaktionelle linje, der ligger heri. Men ellers må markedet dømme kvaliteten.
20 år efter udgivelsen af de mange nye danske specialtidsskrifter må man konstatere, at disse tidsskrifter har vist sig levedygtige. Der er ikke kommet flere til, og foruden deres fortsatte tilstedeværelse tyder også sidetallene på, at de dækker et praktisk behov – modsat forventningen, da de kom til verden. Alligevel er der fortsat brug for et generelt orienteret Ugeskrift for Retsvæsen, der med sin høje udgivelsesfrekvens og sine høje kvalitetskrav betjener den generelt orienterede jurists behov for løbende orientering om retsudviklingen, og som med sin historiske base samtidig giver indblik i det juridiske erfaringsmateriale, der er gjort i teori og praksis gennem tiderne.
