Otto Liebe, højesteretssagfører

Liebe har ikke blot plads blandt landets fremtrædende advokater. Han har også en plads i rækken af danske statsministre, selv om perioden som minister blev kort og ikke særlig glorværdig.

Som advokat var Liebe kendt som et skarpt hoved og en fremragende procedør. Liebe kunne i det hele taget lide at tale. Kendte var hans afslutningstaler ved sagførermøderne, selv om en og anden kunne mene, at de skæmmedes af, at han "ikke kunne lade være med at vise forsamlingen, at han mente at måtte oversætte sine talrige franske og latinske citater".

Man fortalte også om ham, at han var et arbejdsmenneske, der begyndte tidligt om morgenen og fortsatte til langt ud på aftenen. Sine procedurer skrev han ikke ned på forhånd. Han noterede et par støttepunkter på en lap papir og talte så frit efter inspirationen i retten, og det kommer der jo ofte noget godt ud af, når den, der taler, ved hvad han taler om.

Carl Bertel Henriques, højesteretssagfører

C.B. Henriques er en legende blandt danske jurister og en af det 20. århundredes mest kendte danske advokater, og en af de få, der blev belønnet med storkorset. Henriques var en af sin tids mest aktive advokater. Han var den, der mødte flest gange i Højesteret. 847 sager var det blevet til ifølge Axel H. Pedersen opgørelse, da han var fyldt 80, og så nåede han endda senere endnu et par sager.

Han havde i øvrigt vanskeligt ved at huske navne: "Jeg husker, at jeg under en procedure i Højesteret blev afbrudt af præsidenten med bemærkningen: "Højesteretssagfører Henriques; så længe De konsekvent har kaldt Deres mandant for Petersen, selv om han hedder Sørensen, og Deres modpart for Jensen, selv om han hedder Hansen, så har vi kunnet følge Dem i Deres forelæggelse. Men når der nu pludselig også kommer en mand, De kalder Christiansen, så kan vi ikke følge med mere."

Fritz Bülow, højesteretssagfører

»Det nytter ikke at slå i skranken, den holder jo alligevel.« Ordene tillægges højesteretssagfører Fritz Bülow, og de handler om betydningen af at fastholde klarhed og saglighed frem for at give sig hen til ophidset tale i retten. Ingen højesteretssag er vistnok endnu vundet på grund af hævet stemmeføring eller koleriske udbrud.

Fritz Bülow var C.B. Henriques' samtidige og en på mange måder lige så fremtrædende advokat, men hans metoder og hans samfundssyn var anderledes. Bülow var en glimrende procedør, men han erindres ikke helt på samme måde som Henriques som en pryd for sin stand. Han blev først og fremmest kendt som en effektiv og hårdtslående forretningsadvokat; »det personificerede tusindben«, kalder historikeren Søren Mørch ligefrem. Om den bedømmelse er helt retfærdig, må stå hen. Men han var formentlig af sind mere kompliceret og noget af en bisse.

C.L. David, højesteretssagfører

Højesteretssagfører C.L. David kendes i dag især som stifter af det fond, som bærer hans navn, og som driver den internationalt kendte samling af især islamisk kunst og dansk guldalderkunst, C.L. Davids Samling i Kronprinsessegade i København, som engang var C.L. Davids private hjem.

C.L. David er for eftertiden mere kendt som kunstsamler end som jurist, og egentlig ville han vel også have været historiker, men han endte med at vælge juraen - formentlig som for Liebes vedkommende ud fra en mere realistisk opfattelse af, hvilket studium der ville lede til den med hensyn til nydelse af livets goder mest tilfredsstillende livsform på passende niveau.

David, der blev højesteretssagfører som 31-årig i 1911, sagde om sin glæde for at samle kunst: Kunstinteressen eller kunstglæden er en ren platonisk glæde. Samleren derimod er ikke platonisk anlagt; han kræver at blive besidder af de genstande, der vækker hans interesse og glæde. Selvom kunstglæden er eller ialfald bør være den nødvendige basis for at samle kunst eller kunsthåndværk, er det besidderglæden, der skaber samleren. Således også for mit vedkommende"

Kristian Steglich-Petersen

Østgrønlandssagen i 1930'erne om retten over Grønland blev den store sag, som gjorde Kristian Steglich-Petersens navn landskendt. Sagen blev ført for Den internationale Domstol i Haag, og det var første gang, at Danmark mødte for et sådant internationalt forum, så det var i sig selv en omstændighed, der gjorde sagen kendt. Og der var også andet, som bevirkede, at sagen måtte optage sindene på en anden måde end retssager ellers gør. Sagsøger var Kongeriget Danmark, som havde et mere end almindeligt godt forhold til hinanden. Sagen drejede sig om et spørgsmål, som enhver kunne forstå, nemlig hvem der havde ret til Grønland, som nok ligger langt væk, men som alligevel fylder meget i dansk bevidsthed. Og selv om Grønland er stort, så var spørgsmålet, om der alligevel var plads til to. Påstanden i sagen fra dansk side var, at Danmark havde suverænitet over hele Grønland. Dommen gav Danmark medhold på alle punkter.

For Steglich-Petersen var det ikke som andre for højesteretssagførere nogen given sag, at han skulle blive jurist og gøre stor karriere: Se, jeg er jo ikke opvokset i velstand. Min fader døde tidligt, det er nu 80 år siden, og min mor sad tilbage med seks børn og en lille kapital. Der var ikke noget, der hed enkepension og den slags i de dage, så det er klart, at vi levede under beskedne forhold", kunne han berette sent i livet.

Heldigvis fik den unge Steglich-Petersen en friplads på Efterslægtens skole, og efter studentereksamen valgte han at blive jurist, og efter C.B. Henriques er Steglich-Petersen den advokat, der i nyere tid har ført flest sager for Højesteret.

Leif Gamborg, højesteretssagfører

Højesteretssagfører Leif Gamborg blev en myte blandt danske advokater. Gamborg hørte til dem, der hurtigt var nået frem. Han blev juridisk kandidat i 1920 og i 1929, ni år efter, som 32-årig højesteretssagfører. Det var i perioden 1920-1934, at han samtidig virkede som manuduktør. Han var kendt for sin ualmindelige slagfærdighed, og der går mange historier om hans vid, gå-på-mod og nederdrægtige uforskammethed, når det var på sin plads. Nogle af de bedste historier handler om hans tid som højt værdsat privatmanuduktør for de juridiske studerende ved Københavns Universitet.

Leif Gamborgs manuduktion foregik på den måde, at han stillede spørgsmål til studenterne, ofte - med fuldt overlæg - så vanskelige, at det næsten var uundgåeligt, at svaret blev forkert. I en morgentime stillede han et særligt svært spørgsmål til en kvindelig stud.jur., og til hendes forkerte besvarelse sagde Gamborg: Det er beklageligt, frk. Pedersen, men De kan ikke noget! Deres svar er forkert.

Frk. Pedersen svarede: "Hvis jeg ikke kan noget, må det være Deres skyld, hr. Gamborg! Min lærer i skolen har altid sagt: Helga, du har en hjerne som klatpapir." Gamborg replicerede øjeblikkelig: Hils Deres lærer fra mig, frk. Pedersen, og sig til ham, at jeg er fuldstændig enig med ham. De har en hjerne som klatpapir, og den fungerer på samme måde - De suger det hele op og giver det omvendt tilbage"

Oscar Bondo Svane, højesteretssagfører

Oscar Bondo Svane kom i sin tid som højesteretssagfører til at føre omkring 250 sager for Højesteret. Bondo var kendt for sin intelligens og store viden om meget andet end jura og elsket for sit gode humør, hjælpsomhed og kunstinteresse. Et menneske med et kolossalt overskud og et jernhelbred, der kan forklare en del af succesen. Han var også godt selv klar over, at han var god, og han elskede at fortælle om alt det, han vidste noget om. "Men så længe vort samfund kan frembringe personligheder som Oscar Bondo Svane, er det i hvert fald ikke blevet helt konformt," skrev kollegaen Bernt Hjejle om ham som konklusion på betragtninger, om dagens samfund nu også er lige så rigt på store og fra det almindelige afvigende personligheder som tidligere tider.

Bondo Svane er selvfølgelig også en af de advokater, der fortælles historier om. Den bedste handler om hans indledning til proceduren i en injuriesag:

"Enhver, der overvejer at anlægge en injuriesag, burde gøre det til en regel først at aflægge et besøg i værelse 38 på Nationalmuseet ... der hænger de australske boomeranger."

Hvad enten et sådant værelse har eksisteret eller ej, eller historien er sand eller falsk, så sammenfatter den i få ord en spændende og fabulerende personlighed med et usædvanlig godt juridisk jugement.

Bernt Hjejle, højesteretssagfører

Ingen, der i hans senere år oplevede Bernt Hjejle var i tvivl om, at her stod man over for noget af det fineste og eleganteste den danske advokatstand kunne præstere. Opmærksom, vidende og elskværdig lyste han af gammel dansk kultur. Belæst og kultiveret, en efterkommer af kunstnerslægten Hansen, der tæller navne som Hans Hansen og Constantin Hansen. Hans far var maleren Hans Nicolai Hansen. Det var da også kun under stor tvivl, at han som ung med opdragelse i et kunstnerhjem kastede sig over det juridiske studium, som heller ikke var egnet til at fange hans interesse i særlig grad. Men som andre ræsonnerede han, at det trods alt kunne føre til mere end en tilværelse som historielærer, hvis han valgte at følge sin interesse for det fag. Sin vej til juraen har han selv beskrevet som en udelukkelse af andre muligheder, og derved minder han jo om andre af sine kolleger. Hjejle skrev, at "i min umodenhed stillede jeg mig risikoen for at blive historielærer i en skole resten af livet større, end den nok har været, og tanken herom skræmte mig så meget, at jeg valgte juraen som mit studium."

Og siden blev Bernt Hjejle en af sin tids mest ansete advokater, som for mange stod som indbegrebet af en højesteretssagfører, en ægte repræsentant for advokatstanden. Bernt Hjejle fortsatte endda som aktiv advokat langt op i årene. Det fortælles, at kolleger antydede, at han kunne overveje at trække sig tilbage, da han fyldte 90, men han mente endnu, at det var for tidligt og trak sig først tilbage som 91-årig.

Carl Madsen, landsretssagfører

Carl Madsen, der blandt andet kendes for i 70'erne at have ført sag for Fristaden Christiania, hørte i sin tid til landets mest kendte advokater. Han var insisterende, og i manges øjne irriterende. At han var velbegavet og velformuleret og ikke uden humor fik nok mange bitre piller til nemmere at glide ned. Og Carl Madsen, som var erklæret kommunist, holdt sig ikke tilbage, når det gjaldt kritik af systemets mænd, det være sig dommere eller embedsmænd eller for den sags skyld andre advokater:

"Den måde, sagførervirksomhed almindeligvis drives på her i Danmark, er uforsvarlig. Var det allerede dengang, men det er siden blevet langt værre. Jeg lægger ingen skjul på, at min mening om professionen taget i bred almindelighed, er ringe, og standen som sådan bryder sig heller ikke om mig".

Og Madsens hårde kritik fortsatte: "At en mangfoldighed af sagførere er så stupide, så uduelige og griske, at de under ingen omstændigheder burde slippes løs på en sagesløs befolkning, er et faktum, jeg bortser fra. Det er nu engang vilkårene, og vi har dem ikke bedre, end de er. Men selv de duelige og hæderlige kan ganske umuligt overskue nutidens enorme voksende og stedse mere komplicerede lovstof. Juridisk rådgivning må - om ikke faget skal gå redningsløst i forsumpning - udspecialiseres.", har Madsen berettet.

Jette Hecht-Johansen, landsretssagfører

Blandt hendes kendteste sager er den såkaldte Storstrømsbrosag fra 1974, hvor hun på et nyt vidneudsagn fik en mand sigtet for hustrumord frifundet. Hustruen var dræbt ved styrt fra Storstrømsbroen. Sagen forekom oplagt. Mand og kone fiskede gedder fra broen, og det var anklagemyndighedens påstand, at konen slet ikke fiskede, men at manden havde fået det til at se sådan ud, og at han havde motiv til at dræbe hende. Det særlige moment i forsvaret var, at Jette Hecht-Johansen kunne påvise, at det ikke, som anklagemyndigheden hævdede det, var et belastende moment, at konens fiskesnor ikke nåede ned til vandet. Hun havde nemlig fået bekræftet, hvad manden havde forklaret, at gedder sprang på krogen, og på det grundlag skete frifindelsen.

Forfatteren Poul Henrik Trampe skrev om Hecht-Johansen: "Hun nægter at danne sig nogen privat mening om, hvorvidt hendes klient er skyldig eller ikke. Hun prøver at sætte sig i hans eller hendes sted, prøver at se sagen fra den anklagedes synsvinkel, gennem hans briller. Og fører sagen på det grundlag uden at blande sin private moralkodeks ind. Hun afsiger ikke nogen dom over klienten, hun nøjes med at fremlægge hans gerninger og bevæggrund så indforstået som muligt.

Niels Th. Kjølbye, landsretssagfører

Historierne om Kjølbye er mangfoldige. Det handler om hans almindelige 24/7-arbejdsliv, megastore ego, skuespillerevner, indtag af junkfood i upassende mængder og utrolige kreativitet. Om madvanerne har Ulrik Lett fortalt:

"Det skete, mens jeg sad bøjet over vigtigt kvalificeret arbejde, at jeg blev ringet op af Niels når han midt i en af sine hyppige, strenge afmagringskure befandt sig til møde i byens vestlige udkant på vej til dens nordlige del, og blev bedt om at indkøbe tre nougat-måtter hos Alida Marstrand, og stille mig op ved fortovet. Lidt senere kom Niels så forbi, sagtnede farten på bilen, fik smidt nougat-måtterne ind ad vinduet, og kørte så rask videre".

Han kunne koncentrere sig, når det gjaldt, og opfinde nye ord, som der dog sjældent var brug for, men "sufflébemærkning" og "æreståbelighedssøjle" erindres ligesom hans oxymoron af arten "uhørt simplicitet", "sublim retlig perversion". Altid festlig og husket af mange.

Niels Th. Kjølbye hørte tidligt til Københavns legendariske forretningsadvokater. Han var for ung til at nå at blive højesteretssagfører, men fik ry for både en glimrende og levende procedør og som en forrygende dygtig rådgiver for store erhvervsvirksomheder.